Gad vide hvad man monstro fremstiller på dette værksted? At dømme efter det rustikke bindingsværk og tønderne kunne det såmænd godt være et portvinsværksted eller i hvert fald en forestilling om et sådant hos en tilrejsende provinsianer som måske har set Middelhavet i fjernsynet. Her er kort sagt dømt jysk bodegaidyl her midt på stenbroen med Sundholm inden for rækkevidde. Og som i Jylland i almindelighed er her masser af plads til at holde en stor fest, og så sidder vi her sammen med tre andre døde murere som rafler med bartenderen. Til tider er der mere dødt end nu, men i aften er der også folketingsvalg, og spændingen stiger efterhånden som det tyder på dødt løb mellem kombatanterne på skærmen. Vi er i et arbejderkvarter, og derfor er det vel ikke overraskende at alle hepper på Socialdemokratiet, men vi troede nu at moderne håndværkere på værksteder alle stemte på Venstre. Det er godt at se at fordomme ikke altid holder. Værkstedet har potentialet til at blive meget sjovt, også i betragtning af den for området liberale lukketid. På skillevæggene kan man betragte de mange sejrsskilte for de hæderkronede vindere af tænkeboks- og balutturneringerne der afholdes her med jævne mellemrum under indtagelse af flæskesteg med surt. Hvad er mon en balut, og er Danmark ikke for lille et sprogområde til at have sådan en? Dankort
|