Temabarer der tager navn efter et eller andet i gadebilledet, er nok den mest almindelige navngivningstradition i København, og her er det altså Amagers centralposthus i Lyongade på Amagerbro der skal agere påskud. Og vi må desværre meddele at det ikke er gjort så professionelt som fx Det gamle Posthus på Frederiksberg, men vi må også konstatere at her er det vigtigere at få noget ind end at se ud. Se nu bare på bartenderen. Her kommer man og beder om en pilsner og en Underberg, og så kommer han og leverer en pilsner og en elefant. Efter megen parlamenteren trækker han dog elefanten tilbage, og lidt senere trækker han sig selv tilbage; faktisk kan benene ikke holde balancen længere, og han går i gulvet, men heldigvis er Post Bodega fuld af stamkunder der stedkendt kan finde både øl og sprut frem og betjene kassen samtidig. Post Bodega er med andre ord endnu et eksempel på den rutinerede værtshuskultur man finder på Amagerbro. Der danses, snakkes og spilles på spillemaskiner som om der ikke var en dag i morgen. Rygning.
|