Vi har lige bemærket Lassies portræt som hænger over døren ind til ølkasserummet, men ellers er det firbenede tema langt fra gennemført. Man kunne lige så vel formode at Lassie var en letlevende dame som en gang i 60erne havde slanget sig på bardisken til fornøjelse for stamgæsterne. For selv om Lassie mest er en lille hule med enkelte lysøer med plasticpotteplanter og flæsegardiner, så domineres stedet altså af en rigtig svedig horehusbar med den mest kvalmende lyserøde belysning som minder om den forhåbentlig hedengangne dollarbar på Hotel National i Moskva og dens oversminkede og hengemte skønheder. For god ordens skyld gør vi opmærksom på at der os bekendt ikke sker noget utugtigt her på Lassie. Billederne af de lokale på opslagstavlen tyder da højst i retning af en smule ganske anstændig drukkenskab, så træd trygt og uforskræmt indenfor og lyt til Radio 2 som spiller blød Hjorting-pop lige nu.
|