Guldhuset påstår at være grundlagt i 1899. Det står i hvert fald smukt malet på en loftsbjælke, og når man kigger rundt i lokalet, kan man godt finde tegn på at det her er et gammelt sted. Da man sidst indrettede stedet, formentlig engang i de tidlige halvfjerdsere, udviste man dog ingen særlig ærbødighed for rummets anselige alder. Her er filtgulvtæppe, grimme rør i loftet, cafeterialamper og i det hele taget en god gang rod i hjørner og kroge. Sidste gang blev underholdningeng leveret af Radio 2, i dag hører vi i stedet et partybånd med latinamerikanske rytmer, og det fornemme kunststykke der prydede væggen, et sort/hvidt foto af Guldhusets fodboldhold anno nittenhundredenogenoghalvfjerds, er erstattet af en Crumb-serie med titlen "SkævIgen". Nu er her videoovervågning, men der står hen i det uvisse hvad der skal overvåges.
|