Lukket Sidst vi var her, var vi begejstrede for den afslappede ungdommelige stemning, og denne gang snydes vi heller ikke. Her er udpræget lokalt, næsten provinsielt amagerkansk. Den almindelige pludren blander sig fint i musikken, og man synker hen i benovelse over det kvindelige publikum hvis fortrin det ville være forargeligt ikke at nævne. Den designmæssige side af sagen er vel ret rutinepræget med filt, billig finér og fodboldfotografier, men vi tør godt anbefale at man slår et smut forbi lørdag aften og glædes over stemningen. Denne lørdag aften ramte vi ind i en 30-års fødselsdag, og vi traf en lettere bedugget tjenerinde der dog ikke var i embeds medfør, og hun kunne fortælle at levnedsmiddelkontrollen siger god for stedet. Derefter slog hun en af anmelderne i billard. Musikken er rytmisk pop-rock der passer til publikum. Dankort
|