Irland

An Púcán

Heldigvis har vi lige fundet et rigtigt natværtshus som holder åbent lige til halv et. Så kunne man jo godt forvente en rigtig fest for de forhærdede natteravne, men her er sandt at sige en stemning af afterparty. Musikken har pakket sammen og får sig en godnatdrink, og folk sidder i spredte smågrupper i det store lokale og småsnakker. Ingen gør mine til at smide os ud, men stemningen af opbrud er umiskendelig. Vi skulle nok være kommet noget tidligere.

Bar Berlin

Her finder man den ægte arbejderlokalpatriotisme som end ikke overgås i Liverpool eller Sheffield. Man forskanser sig mod den øvrige verden og er ikke helt rolig ved at der sidder fremmede med ved bordet. Alle bydelens kvinder er rendt af huse og sidder nu her hvor livet leves og musikken spiller; vi har i hvert fald ikke oplevet nogen større andel af fruentimmere på et værtshus, hverken i republikken eller Ulster.

Barr an Chaladh

Bodkins

Som på tilsyneladende alle andre værtshuse i landet kan man her beundre fotografier af heltene fra uafhængighedskampen, her i lidt mere afslappede situationer.

E.J. King's

Vi lagde ud med en Murphy's Irish Stout. Bortset fra en mere bitter eftersmag og lakrids a la Wibroe Porter og måske lidt mere sprit minder den ret meget om Guinness, så hvorfor ikke bare gå efter den med garanti ægte, traditionelle irske vare?

Efterskrift: Jo, vi fik historien om den onde Colonel Farrell og den svigefulde Jenny inden lukketid. Stakkels Molly må vente til en anden gang.
Og lad os lige tilføje at den rigtige ruin lige som hele den tre timers vandretur ad Sky Road er et must for besøgende i An Clochán. Meget, meget smukt, ganske enkelt.

Farren's Bar

Vi har begivet os ud på en lang tur for at udforske dette geografiske fænomen, og i dag er det en behagelig oplevelse, for vejret er godt, og Atlanterhavet slår mod klipperne. Området er en løjerlig blanding af fårebondegårde, fiskerhytter og nye, brovtende sommerhuse, for Norddonegal er ved at komme ud af den dvalestemning området har befundet sig i under urolighederne i Nordirland. Hvis man dengang ville besøge Malin Head og samtidig undgå den direkte vej gennem Derry, var det en meget lang køretur, og derfor er stedet noget så sjældent som relativt uspoleret.

Noget gøres der dog for turister og lokale. Farren's er intet mindre end Irlands nordligste bar, og fordi den ligger ved en fiskerihavn, har den "sen" bevilling, hvilket vil sige til klokken 1 om morgenen, formentlig for at de trætte fiskere ikke skulle mangle deres godnatguinness efter en lang dag på havet. Måske derfor er der ikke rigtig kommet gang i løjerne her ved middagstid, for vi er i hvert fald mutters alene med bartenderen, som er en flink donegalsk knægt der beredvilligt fortæller om livets gang på de yderste klipper. Han advarer om at politiindsatsen i området er betydeligt intensiveret fordi folk med eller uden alkohol i blodet kører sig ihjel på de små, skæve veje. Fredag og lørdag aften er det dog stadig svært at få en Garda til at rykke ud, og så skulle det vel være sikkert nok at tage sig en enkelt pint til.

Gamecock

Som irsk værtshus betragtet er Gamecock ikke ret meget forskelligt fra artsfællerne i den danske provins, men det skal da bestemt ikke lægges stedet til last. Vi kunne da sådan set godt blive hængende til lukketid (ikke at det siger så meget), men vi må nok videre.

Der er ikke musik til tegnefilmen fra Belfast.

Guy's

Hill 16

Her inde hos borgerdyrene ville vi til hver en tid foretrække lidt snøvlende fodboldslagsange for den rædselsfulde computermusik vi lige nu hører. Men ellers er her såmænd hyggeligt nok. Hill 16 lyder lidt som en militærteknisk betegnelse på kortet over et panserslag, men her er ganske fredeligt. Selvfølgelig kan man studere gamle fotografier af den stormfulde påske 1916, men flertallet af billederne er nu sådan noget som Limericks mestre i hurling i 1934.

Som på næsten alle andre irske pubber har man også her det samme deprimerende syn af de samme faste cirka syv ølmærker. Og da vi simpelthen ikke kunne tvinge en af de feberfremkaldende rædselsfulde budweisere i os, var der kun Miller tilbage. Men den er også amerikansk, og den er såmænd lige så ligegyldig som både Budweiser og Cosby Show.

Den mindre bemidlede rejsende i Dublin kommer sikkert her op på bakken i søgen efter uprætentiøse og tilgængelige B&B's. Hvis det skulle vise sig at alle de billige steder er optaget, og det er de såmænd nok, anbefaler vi gerne at man restituerer sit livsmod på Hill 16.

Jimmys

Lige nu indeholder det en 6-8 lokale i den modne alder og som ser på hesteløb og hører noget rædselsfuldt dunkende musik der i de små højttalere lyder som når man ryster en olietønde fyldt med tennisbolde. Ellers er der ikke meget der kan forstyrre eftermiddagens stille fejring af at pubben efter en sort dag atter har indtaget sin naturlige plads i centrum af lokalsamfundet. Der er muligvis mere interessante steder her i byen, men det her kan sagtens bruges.

Kelly's Cellars

Lowry's traditional ale house

Maddens Bar

Mannion's Bar

Musikken kan som sagt ikke være mere passende.
Visa.

McDaids

Vi begyndte med en Caffrey's, en let gylden øl der bør skænkes på samme måde som en Guinness. Det er en majsagtig øl som er fin at skylle den traditionelle irske morgensmadsfedtpølse ned med.

Peadar O'Donnell's

Desværre strækker fjendtligheden sig så vidt at man ikke kan få en ordentlig skotsk whisky her, for irerne hader selvfølgelig skotterne lige så meget som skotterne afskyr englændere, og som englænderne foragter waliserne; og alt passer således smukt sammen, men vi andre må desværre så nøjes med den skrækkelige, sukrede irske whiskey. Ellers er alting idel lykke her, lukkeloven har fået skråt op-fingeren, og den levende musik spiller så det er en lyst den irske folkemusik på guitar og fløjte og hvad der ellers hører sig til. Og folk er pakket tæt og kommer stadig væltende ind for at drikke det velsmagende sorte stads man kalder øl her i landet.

Royal Bar

Den vågne del af klientellet kan til gengæld nyde en indretning af provinsdiskotektypen med læder og messing og festlige lyskæder omkring baren. Ellers er der vel nærmest tale om et lokalt samlingssted for et selvbevidst arbejderkvarter, og det kan man jo heldigvis stadig også finde derhjemme.

Ryan's Pub

Teach Leanna Beedi

The Boar's Head

Musikken lyder lidt som en walkman uden at man har hovedtelefonerne på. Det er altså ikke ligefrem harper eller whiskey in the jar.

The Bogside Inn

Her er siger og skriver ikke en eneste kvinde på det her værtshus, så alle kan koncentrere sig om at drikke Guinness og Harp, og fliden er stor. Vi skal ikke udtale os alt for sikkert om andre menneskers alkoholforbrug, men lad os gætte på at hvis en af gæsterne fandt på at sælge sin lever på eBay for at finansiere en ny forsyning molotovcocktails, ville han næppe opnå toppris. Ud over kvinder mangler her også hornmusik, så når vi alligevel anbefaler Bogside Inn, er det på grund af den helt særegne stemning og følelsen af at befinde sig på et historisk sted.

The Bunch of Grapes

The Central Bar

På turen herop ad den smukke kystvej har vi fulgt med i de spændende nyheder om en regeringsdannelse med partnere som ikke kan fordrage hinanden, og vi er sandt at sige spændte på den uendelige konflikts indflydelse på værtshuslivet. Er man f.eks. stemplet som republikaner hvis man bestiller en Guinness, og vil republikanerne se skævt til en Harp? Er vikingernes hærgen tilstrækkeligt glemt til at neutralisere en Hof? Eller skal vi gå den sikre, globale middelvej og bestille en Bud? Synet af Guinnesshanerne afgør sagen på et millisekund, og med hver vores pint sort stads nyder vi den stille mandagsstemning på et sådan set meget hyggeligt irsk værtshus som til forveksling ligner kollegerne i Skandinavien, og hvor musikvideoer veksler med reklamer i en lind strøm.

Den store nyhed er at Central Bar nu også fungerer som vinbar indtil kl. 21, og bortset fra det er der ingen nyheder. Måske er det bare sådan det skal være.

Restaurant ovenpå.

The Don Bar

The Fort Bar

Vi sætter os op i baren og nyder den afslappede stemning et stenkast væk fra hovedstrøget. Sammen med en flok halvgamle mænd fordøjer vi dagens oplevelser og undrer os over den enorme forskel på værtshusene her i området. På Bar Berlin ovre på loyalistsiden af muren er der liv, glade dage, kvinder, hornmusik og drukkenskab; her er der ingen kvinder, ingen musik, knapt nok liv, men dog drukkenskab. Med andre ord: der er noget for enhver smag i Belfast, en god ølby.

The Four Seasons Pub

Vi opsummerer kort: Et mørkt, temmelig slidt, weltschmertzagtigt sted for den uprivilegerede underklasse. Men vi må hellere holde kaje nu, for vi er blevet advaret. Og som der står: "Whatever you say, say nothing".

Underholdning: Udmærket fortidsmusik.

The Front Door

Visa

The Lifebelt Bar

The Oliver St. John Gogarty's

I en verden i forandring står Gogarty's måske netop for den blanding af nostalgi og udvikling som værtshuskulturen behøver for at overleve. Og haha! En tilrejsende tysker eller hollænder eller belgier eller sådan noget troede faktisk at de herværende anmeldere var guider på pubcrawlen. Han må have været en menneskekender.

Visa.

The Parnell Mooney

Musikken er dæmpet nok til at tillade højrøstede mobilsamtaler. Sandt at sige var det anmelderne der førte alle disse samtaler, ikke en praksis vi normalt anbefaler, men ellers var vi aldrig kommet hjem til vore ventende læsere.
Visa

The Rex Bar

Vi trækker ind på The Rex Bar, en meget spartansk, lille, snusket bar hvor der flages med både Union Jack og dronning Elisabeth. Og nu har øludbuddet lige pludselig skiftet, der er britisk øl i hanerne, men man kan dog stadig få en Guinness, men det nordirske Harp man ellers finder alle steder, er åbenbart bandlyst her. Bag baren står Jønkes storebror med tatoveringer så store at der kunne stå et ølanker på dem. Umiddelbart virker han lidt skræmmende, og det er vel også meningen, men han er egentlig meget flink. Bag ham trasker Dolly Partons lillesøster rundt med sine store ... nå, ja. Hun er knapt så flink, men hun er tilsyneladende kæreste med bartenderen, og det er da pænt af dem at de gider være her og holde dette slidte ølsted åbent. Alle gæster sidder trætte ved bordene, og vi føler selv trang til over endnu et par fadøl at synke hen i glemslen sammen med dem. Men vi må videre fra Rex Bar til Royal Bar; alle værtshuse her er åbenbart kongelige. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det.

The Scotch House

Her er sådan set meget hyggeligt med brunt træværk og plasticmursten, men whiskyudvalget er ikke for godt, og vi nøjes med en Guinness nede i hjørnet hvor vi ikke kan se det fjernsyn der tilsyneladende er den eneste trøst og underholdning for en meget lidt travl kromutter. Bortset fra flimmeren er her musestille, og vi kan beundre nogle småkunstneriske fotografier af stamgæster i færd med at drikke Bushmills. Det ser mere højtideligt end egentlig headbangerfestligt ud, men måske er The Scotch House et sted hvor nydelsen kommer indefra.

Tig Coili

Umiddelbart skulle man jo tro at det var det glimrende irske øl der fik folk til at sprænge værtshusene hver aften, men de tre unge piger ved siden af os under det landlige dukkehus drikker Millers og Bud light - hvor meget mangel på anstændighed skal man egentlig tilstå den unge generation; men de skal selvfølgelig ikke bebrejdes at de søger samme sted hen som alle andre. Bebrejdes skal derimod musikken på Tig Coili, tre musikanter sidder lige ved udgangen og klimprer på et par strenge, og de kan næppe selv høre noget for lydtrykket fra de mange gæster der måske giver den en ekstra skalle i aften, eftersom hele Republikken i morgen holder Langfredag hvor alle taler om øl, men ingen må drikke det.

Vi opgiver og går i stedet over til An Púcán hvor en mikrofon og en rytmebox synger for pæne, tykke amerikanere der klapper høfligt inden de spytter i glasset næste gang.

Tracy's Bar

Vi har ladet os fortælle at Derry nærmest er det store nattelivscentrum i Irland, men i så fald er vi vist vidne til en sløv start. Lad os håbe på at det blot er fordi der nu skal samles kræfter til det store musik- og ølbrag senere i aften.

Trader John's

Vi sluttede af med en pint Smithwick's, en lidt frugtagtig mørk øl der ikke rigtig gør sig efter en Guinness. Brug den evt. i stedet som hors d'oevreøl.

Ingen musik.
Visa

Willie Boulgers