Indre Vesterbro

Café 33

Café 42

Ligefrem bydelens naturlige samlingssted bliver det vel aldrig, men for den gæst der har lyst til et traditionelt værtshus med mere end de tre drukmåse i hjørnet, er det et rigtig godt bud

Musik: Lokalradio

Bodega 54

Café Asger

Asger kender vi bedst fra den lyse side af klokken 2, og her samles da også en stor del af Vesterbro ud på natten. Klientellet er blandet, og en ret stor del sidder og kysser i hjørnerne. Det forstærkes ydermere lidt af at det grønlandske publikum for øjeblikket er fortrængt hertil under Istedgades byfornyelse. Det basale lokale skriger på caféindretning med højt til loftet og store flader, men den skarlagensrøde vægfarve og parketgulvene med lidt spredte gulvtæpper ændrer indtrykket fuldstændigt i retning af teatercafe. Men her ud på natten skifter stilen til noget der ikke ligger lige for, med høj, lidt aggressiv musik, kvinder af vidt forskelligt tilsnit der kan virke hæmmende på ens sindsro, og så de før omtalte romancer.

Dankort

Café Bar2k

Lolas Café åbnet her

Hvis vi, bare rent retorisk, antager at der i vore dage partout skal ligge en ung, smart café på hvert gadehjørne, så må Bar2k roses som en hæderlig repræsentant for genren. Nogle caféer kan faktisk genskabe den fra værtshusene kendte intime, dagligstueagtige atmosfære hvor man får lyst til at hænge hele eftermiddagen. Det er selvfølgelig ikke let at sige hvad der skaber denne stemning, men indretningen må have noget at sige.
I modsætning til de yuppieinficerede overklassecaféer hvor man jo bare køber stort ind af dyrt og fantasiforladt inventar, så har Bar2k møbleret med et charmerende udvalg af marskandiservarer suppleret med kunstnerisk draperet fløjl (eller hvad det nu er) i loftet, en væg tapetseret med gamle nodeblade og al den slags skrammel der tiltaler de cafégæster som lever af SU snarere end aktieoptioner, og som ikke strammer slipset før besøget. For at tilgodese hele spektret er avisholderen dog leveringsdygtig i både Euro(wo)man, Familie Journalen og Anders And.
Hvis du ikke lige må og skal have en Hof på flaske, kan Bar2k godt anbefales.

Musik: Impressionistisk stene-pop.
Dankort

Barbar Bar

Gæsterne her skulle efter sigende alle være noget ved musikken, men den ægte vare kan dårligt trænge igennem det meget høje lydniveau af højrøstet tale. Klientellet deles afgjort ikke med naboen Vester Kro da man ser et voldsomt socialt skel på de tyve meter.

Maden er der efter sigende vist ikke så meget at sige om, men en gang imellem er her stand up-show.

Dankort

Boulevarden

Musik: Holger F og Lars Lilholt.

Buddha Bar - Vester Kro

Buddha Bar ligger et par trin over gadeniveau ud til Vesterbros Torv. Et ikke særlig stort lokale hvis okkergule vægge prydes af forskellige slags ølreklamer. Føler man trang til søge tilflugt fra det noget støjende leben, kan man trække maven ind og krænge sig rundt om baren til et lille anneks med et 8-personers bord og en flot sofa.

Om aftenen ser man til tider et blandet danseglad publikum der hiver i hinanden med stor lyst under de ihærdige vakkelvorne ventilatorer til tonerne af klassisk popmusik af Larsen, Mogensen, Belli og den slags.

Dankort

Centralen

Når vi alligevel ikke kan lade være at holde lidt af stedet, er det måske af selvsamme grund. Der er en behagelig stemning af frikvarter; her står vi af og kommer som vi er, og sidder og snakker med vennerne eller går roligt rundt og lufter øllen. Ingen fup eller falbelader, blot et gammelt københavnsk værtshus i egetræ og linoleum, og så selvfølgelig en Underberg til at skylle efter med.

Hele værtshuset er nærmest at betragte som et stort og tæt rygerum.

Centrum

Centrum var tidligere stamværtshus for den ene af Deres to anmeldere. Dengang et typisk værtshus for Halmtorvet, men siden er her frisket op i moderne farver, og vore gamle venner som altid kunne platte én for en bajer eller en halvtredser, eller Tove med tyve damer i sit brød, er her ikke længere. Anmeldelsen kan derfor ikke blive hel fair når man konstaterer at de mennesker som næsten havde fast bopæl her er fortrængt til andre græsgange. Men på trods af stilskiftet står der stadig tydeligt Vesterbro skrevet hen over atmosfæren. Der er to lokaler med den orangegule træbar imellem der giver lidt præg af spejderhytte, hvilket er meget hyggeligt. I et tilstødende lokale findes stadig et billardlokale. Loftet foran baren prydes af det største dannebrogsflag vi hidtil har set indendørs, og mange af gæsterne er endog meget kortklippede og typisk iført sorte nylonjakker.

City Pub

Denne lille pub har ligget her med nogenlunde samme stil siden halvfjerdserne, men det gamle navn unddrager sig for øjeblikket vor hukommelse. City Pub er kort fortalt et lille værtshus for funktionærer der hellere ser sig selv i denne dagligstue blandt billig kunst og ophængte hjortehoveder der får storvildtjægeren frem i inkassoopkræveren, end hjemmehørende blandt de virkeligt lokale på pinden. Eller endnu værre på Postillionen.

I højttalerne høres forældet popmusik.
Dankort

De fire Årstider

Vi snakker her om et klassisk værtshus med træbordene, og dertil kommer reklameudsmykningen fra et kendt og elsket bryggeri. Det meste af det ophængte materiale er af ældre dato, bl.a. en Carlsbergetiket med hagekors på. Det ormædte frokoststueskilt er mindst ligeså gammelt, men desværre har man ikke gennemført denne type udsmykning særlig konsekvent.

Musikken kommer fra den pladesamling som andre mennesker har lagt i kælderen, men der kan altså ikke siges noget ondt om The Supremes, Rolling Stones og Abba.

Det lille Øresund

Oh Herre! Lær mig at holde min store mund lukket indtil jeg ved hvad jeg taler om.

Vi skylder selvfølgelig lige at fortælle at årsagen til det maritime navn her midt inde på Vesterbro er at ejeren af Øresund i Nyhavn trængte til et lille værtshus med fred og ro, og det blev så her på Det Lille Øresund hvor vi nu sidder og gynger med på 'Slabadubadelle' og 'Man skulle købe sig en tyrolerhat'

Dyrehaven

Sidst vi var her nød vi den klassiske beverding hvor der var liv, øl, snak, billard og cigaretter. Men de gamle vesterbrostamkunder er kylet ud, så nu er her i stedet dødt, danskvand, tablettrykken, back gammon og kager. Selv om fortiden stadig æres med både det gamle kronhjortelogo og ophængte gevirer og gammel kaffebarindretning, er det altså gået temmelig meget ned ad bakke for Dyrehaven, men de unge studerende med deres opgaver har dog fundet en hjemcafé der med al sin retroagtige vesterbrohistorie klart er at foretrække frem for et stort lyst cafeakvarium for euromanden.

Dyrehaven fortjener ros for sin gode smag i fadøl omend de ikke skænker de lovede 50 centiliter, og derfor opfordrer vi gerne ølnydere til at besøge stedet og give lidt sund konkurrence til al den danskvand og kaffe vi mødte ved vores besøg.

Let guitarrock.
Dankort

Cafe Fatty's

Et lidt dunkelt værtshus i typisk vesterbromiljø. Et billardlokale hvor man finder de fleste borde rundt om billardet. Linoleum på gulvet og laminat på bordene. Billardrummet minder mest om en gammel spejderhytte hvor træskodder og spejle illuderer vinduer. I øvrigt er farverne værtshusgrønt som kendt fra tyverne og rødt loft. Baren ligger i separat lokale, og det hele ligner egentlig lidt en frokoststue.

Dankort

Fermentoren

Der sker ikke alverden, selv ikke en lørdag aften som denne, så Fermentoren må først og fremmest betegnes som et afslapningssted for den halvsøvnige øldrikker der lige skal have en ekstra inden næste ølpause.

Dankort.

Foley's

Det gamle britiske Keegan hedder nu Foley's efter et par mellemstationer. Denne udgave af Foley har ikke noget at gøre med den hedengangne i Lille Kannikestræde, men det forholder sig vel bare sådan at Foley betyder Nielsen på irsk. Men til forskel fra landsmanden Kennedy rundt om hjørnet på Gammel Kongevej taler bartenderen dansk her.

Ellers ligner lokalet sig selv fra de gamle Keegan-dage med et stort højloftet rum hvor der er plads til lidt spredt fægtning inden for agtværdige sportgrene som dart og fodboldkigning. Lige nu er her besat med nogle festaber fra det bedre borgerskab fra Jørn Hjorting-segmentet, og derfor kan man godt formode at det er blevet et trygt, forudsigeligt - men afgjort også hyggeligt - Vesterbrosk bedsteborgersted.

Prisniveauet er overraskende lavt, og det sætter vi selvfølgelig stor pris på her på Vesterbro, men hvor længe mon det holder?

Freddys Bar

Freddys er et fredeligt værtshus der virker som en stille oase i et af byens hårdere kvarterer. Et lille firkantet lokale med fire egetræsborde hvor enkelte gæster hænger og melankolsk betragter en beskeden samling vejskilte som de glade donorer fortrinsvis har hentet på Amager og i Brønshøj. I vinduet ses en skibsmodel i en glasmontre. Resten af udsmykningen er hovedsagelig reklamer fra landets dominerende bryggeri. Blandt alt det rodede tingeltangel ses den mest ynkelige rumsterstang vi nogen sinde har set. Det er tvivlsomt om her nogen sinde kommer rigtig gang i den, men her er fred og ingen fare.

Godiva

Læseren kender sikkert de flotte Kings-askebægre som ligner et gennemskåret projektil, oftest i grå plastic eller rustfrit stål. Meget smukke, men besværlige at bruge og umulige at tømme. Vi kan forestille os at en arkitekt som på denne måde prioriterer form frem for indhold og væsen, har været ansvarlig for konverteringen af det gode gamle Keegan's til Godiva.
Stedet har jo været lukket i en lang periode, og her er virkelig taget fat om nældens rod. Væk er det gamle, mørkebrune, smattede inventar og det spændende internationale spektrum fra afghanere til zuluer. Man har bevaret den overordnede grundplan med poolbordet lige indenfor til venstre, derefter en lang gang med baren og til sidst en slyngelstue, og frem for alt har man stadig den sene lukketid.

Den dunkende og alt for høje musik er her også, lige som de engelsktalende bartendere. Ellers er det hele designet af Kings-arkitekten med stål og plastic og stearinlys og selvfølgelig gule vægge med cafékunst. Her er fuldt af ret unge mennesker, og sjovt nok virker det som om her er meget mere plads end i de gamle keegandage. Man har sågar indført en glasdør hvorfra gæsterne kan beundre baggården, men sandt at sige er vi overordnet noget skuffede. Det gamle Keegan var ikke altid lige tiltalende, men det havde trods alt en slags sjov, uforudsigelig rodebutiksstemning over sig. Godiva er sterilt, støjende og usexet. Desuden reklamerer de med Guinness til 22 kr., men man betaler altså 52 for to, og de smager ikke som de burde.

Dankort

Café Grotten

Hvis vi må give et godt råd, så er menukort med billeder af biksemad og lasagne måske mere passende til en grillbar end til et værtshus.

Guldregn

Her er stille og fredeligt lige nu, og den flinke mand der gav en omgang til kammeraten Jens Erik B. og alle os andre sidst vi var her, er her desværre ikke mere.

Café Hjørnet

Det må stå hen i det uvisse hvordan udsigten over Halmtorvet og Kødbyen har kunnet inspirere til den maritime udsmykning med sejlskibsbilleder, skibsrat og lanterner, men en vis kunstnerisk frihed må en værtshusholder vel have. Derudover er indretningen traditionel mørkegrønbrun, så man næsten kommer til at tænke på den indre by snarere end Halmtorvet. En messinglampe med en mærkelig hank belyser hvert bord hvor man finder 1 stearinlys, 1 potteplante og 1 askebæger. Bortset fra et par øjebæer af spilleautomater er Hjørnet altså et godt, gammelt, klassisk, anbefalelsesværdigt værtshus som forhåbentlig overlever by- og beboerfornyelsen.

Et yngre, eller i hvert fald nogenlunde yngre, stampublikum holder til omkring baren og lytter til solid dansk pop.

Jernbanecafeen

Ud på aftenen kan det være svært at få sig en plads, og når det endelig er sket, kan det være svært at trække vejret gennem den røgfyldte atmosfære, men det generer tilsyneladende ikke de mange gæster.

Her er stadig fællessang hver onsdag og såkaldt train jam søndag.

Jernstangen

Vi kommer lige fra Riga, et selvbevidst sted med ugeblade på udenlandsk. Derfor er det et kulturklask at gå ind til naboen hvor alle gæster sidder og gætter med på lørdagsquiz med Jarlen. Kan man føle sig mere hjemme og samtidig fremmedgjort når man skal konfronteres med Dorthe Kollo og Keld Heick i dagligstueidyl lørdag aften. Nå, der er ikke lagt op til dans og disk bagefter, for klokken 10 bliver vi sendt hjem i seng, men de to anmeldere vil nok snyde og fortsætte ud i natten, og skulle vi blive skræmte ude i den pulveriserende verden, ligger Jernstangen her sikkert endnu i morgen.

Keegans Bar

For en ti års tid siden da Høfners Bar (eller sådan noget i den retning) netop var overtaget af irere, og i lang tid fremover lignede det bare et gammelt muggent værtshus med ølsjatter i krogene og et halvt århundredes tobakstjære i luften. Efterhånden som bartendernes landsmænd har gjort Keegans til deres stamsted, er der blevet råd til en af begynderæskerne fra fabrikken for irske værtshussamlesæt. Herfra har man fremdraget en bar med fadølsanlæg, en masse små brune borde og matchende stole, en dartskive, et poolbord, nogle enkelte Guinnessreklamer og et uhyre af et fjernsyn der brøler Sky Sport ud over et entusiastisk publikum. Ellers er her temmelig dunkelt, faktisk i en sådan grad at man dårligt kan se forskel på en Guinness og en almindelig Hof. Keegans er et populært sted, også blandt de indfødte fra Vesterbro og Frederiksberg. Det kan skyldes åbningstiden, men sådan set kan her vel være meget hyggeligt, måske fordi ølsjatterne og tjæren stadig kan fornemmes.

Dankort

Lolas Café

Klientellet er af den lidt pæne type, altså ikke egentlige aristokrater, men måske med højere frekvens af studentereksamen end på de nærliggende Sommersted eller Grotten. Den slags ser også fodbold i dette århundrede, så Lola dublerer som sportsbar med et minimalt fjernsyn over for baren og storskærm i rygelokalet. Parret i baren diskuterer om fattige mennesker er kønne at se på, muligvis i relation til Cuba eller Tibet, men der skulle da ellers være masser af empiri lige uden for døren.

Rygerum.
Dankort.

Lones Kro

Man hygger sig hos Tove

Der er dog et sjovt billede fra Fyrtøjet af hunden med øjne så store som møllehjul der bortfører prinsessen. Bortset fra det er det småt med prinsesser, men en enkelt mølædt hund blandt gæsterne kan det blive til. Den har også store øjne, men det er af forundring over hvor meget man skal finde sig i.

McGonigle

Her på hjørnet lå tidligere Cafe Hjørnet, et klassisk Halmtorvsværtshus med øl til rimelige priser for et arbejdende publikum. Den slags kan naturligvis ikke blive ved med at gå, og en ny ejer måtte derfor genopfinde stedet. Nu er det jo nemmere at finde på noget som andre allerede har fundet på, og derfor valgte man en pubagtig ting i engelsk stil, og stedets tema i 2006 skal selvfølgelig være udenlandsk øl og øl fra mikrobryggerier. Den slags kan vi selvfølgelig af helt principielle årsager ikke gøre andet end at støtte, men det er dog en skam at temaet ikke er valgt af veneration for øllet, men kun for at tækkes den imagebevidste kunde der gerne vil lægge pengepung til de lidt urimelige priser. Bartenderen i aften er både sød og charmerende og sjovt nok vist ikke den helt store ølentusiast. Men pyt med det, kunderne er egentlig også ligeglade og er mere interesserede i højrøstet at følge VM-kampen mellem Kroatien og Brasilien på stedets storskærm.

Medlemmer af Ølentusiasterne får 10 procents rabat, og det skal til stedets ros siges at her er rigeligt at gå i gang med. God tørst.

Dankort

McKluud

Ikke dankort.

Cafe Mexico

Tidligere foreslog vi at man på Mexico skænkede uniformsregulativet en tanke inden man kiggede forbi. Vi anbefalede sort løsthængende tøj, meget gerne sort adidasjoggingtøj, men nu er stilen lidt mere afslappet, og stemningen er fri og venlig.

Det er helt klart et etablissement for et blandet klientel, og umiddelbart kunne det godt virke som om en lidt rå opførsel gør sig her. Men vi så ingen brådne pander, og vi har intet belæg for at hævde at noget sådant forekommer. Faktisk mener vi at Mexico er et af de sidste ægte headbangervesterbroværtshuse der er tilbage, og vi anbefaler det ubetinget, ikke mindst på grund af den venlige og imødekommende betjening.

Musikken kommer fra jukeboxen som de forlystelsessyge kvinder fodrer ivrigt, og den spytter solide pophits med god baseffekt fra sig.

Mikkeller

Om øllet nu helt lever op til priserne i konkurrencen med andre fremragende øller i byen, må vi lade være op til hver enkelt ølkender, men der er i hvert fald et rosværdigt stort udvalg i typer og styrker, lige fra 2,9% til 12,0%. Anmelderens personlige favorit til eftermiddagsbrug er Citra Ipa, en frisk smagende kraftig - omend ikke lammende - humlet ale af amerikansk tilsnit. Hvis pengene sidder lidt løst, kan vi sagtens anbefale at man går på opdagelse i den gamle kælder midt i det oprindelige arbejderkvarter hvor man i øvrigt stadig kan købe en øl til 15 kroner.

Dankort

Obelix

Indenfor har vi et lille højloftet lokale med baren i et hjørne. Den gulvplads der ikke er optaget af små borde i mange forskellige designs, er dækket af en masse stole, så der er ikke megen bevægelsesfrihed når stedet er velbesøgt, hvad det som oftest er. De gule vægge fremviser stedvis bindingsværk og derudover forskellige motiver fra titelpersonens liv i gallerbyen.

Desværre ses lidt fusk med priserne. Produkterne fra Nørrebro Bryghus anprises til 55 kroner for en halv liter, men faktisk får man kun 0,4 liter i glasset. Foreholdt dette gives der alligevel ikke prisnedslag.

Musikken og de mange gæster bidrager til et ikke ringe støjniveau.
Dankort

Pinden

Udsmykningen er italiensk romantisk, klientellet er vist hverken italienske eller romantiske, men de kan ryge cigaretter og drikke øl. Det kan man ganske vist også andre steder på Vesterbro, men ikke i helt så hyggelige omgivelser som her hvor to ældre gæster sidder afslappet og spiller Alley Cat på klaver og klarinet. Resten har åbenbart svoret sig sammen om at glemme at der efter i aften kommer en ganske almindelig torsdag morgen, men hvorfor bekymre sig om det nu.

Vi vil afslutningsvis hævde at hvis man har en hemmelig drøm om at møde Lumbye, Andersen eller Kierkegaard i de rette omgivelser, så er Pinden givetvis tidsmaskinen at gøre det i.

Postillonen

Kan man føle sig mere velkommen end når man allerede ved indgangsdøren bliver taget kærligt på kønsorganerne med en saglig kommentar om temperatur og størrelse. Nogle stivstikkere vil nok mene at denne hjertevarme modtagelse er lige lovlig pågående. De er hermed advaret mod at komme på Postillonen. Forcerer man alligevel indgangspartiet, vil man komme ind i et af bydelens mere særprægede steder.

Som man vil kunne forstå på indledningen er det ikke svært at komme i kontakt med folk her, selvfølgelig lige bortset fra at det kan være svært at skelne talen, godt blandet op med alkohol som den jo er. Der har med garanti aldrig været et ædru menneske indenfor her, og opførslen er derefter. Postillonen er stedet hvor hvem som helst kan score trods nok så uheldigt udseende, moden alder og hvad livet i øvrigt har udstyret en med af skavanker.

Enhver stilsikker cafegæst ville elske at hade stedet her hvis han ellers kendte det. Men på trods af et absolut sølle ydre, mener vi at det er godt der er plads til et alternativ til de tjekkede in-steder på Istedgade. Og der er hårdt brug for det når alt andet i området er lukket fra klokken 2.

Riga

Vores bartender er en rigtig humørspreder, men det er et surmulende og småtvært humør han har sat sig for at sprede på denne såkaldte kunst café hvor cafékunsten pt. består af landskabsbilleder fra de tyske motorveje. Mærkeligt at han ikke kan være lidt gladere, for han har sørme en stilsikker Puma-baseballhat som han sikkert har set omtalt i det ultimative livsstilsmagasin Wallpaper som her forefindes i rigeligt mål, og det burde da også fryde ham at hans nyopdukkede konceptbar lader til at gå strygende. Det nye vesterbropublikum i den købedygtige og studentikose alder har tilsyneladende opdaget et hidtil uerkendt behov for at drikke øl og cappuccino i dagligstuemøbler fra 50erne og lytte til psykedelisk jazz. Det skal såmænd nok holde i flere måneder, og til den tid er der nok nogen der har fundet på et nyt koncept. Der er jo mange østeuropæiske hovedstæder at tage af.

Nul dankort.

Café Sjælland

Vesterbro ligger på Sjælland og Sjælland ligger på Vesterbro, men det er nu svært at finde nogen mening med navnet. Den rungende Malm havde måske været et bedre navn, for her er lydt, og diskussionen kan man ikke undgå at høre selv om det kan være besværligt at høre hvad der bliver sagt. Selv om farverne er varme og kulturen er tilgodeset med både en buste af Beethoven og nogle spillemaskiner, føler man sig hurtigt fremmedgjort da andre end stamkunderne næppe føler sig velkomne. Her er en jukebox, og det ville vidunderligt hvis den blev brugt. Det skete dog også under vort besøg, og vi sendte straks en vemodig tanke til DRs hedengangne stereotest, for her har man vist anbragt højre højttaler ved baren og den venstre under billardet. Eller omvendt, men det samlede lydbillede blev højst mærkværdigt.

Cafe Skammekrogen

Det er faktisk helt mærkeligt at sådan et gammelt huleværtshus kan få lov at bestå på Vesterbros Torv, men på et enkelt punkt er Skammekrogen blevet moderne: man kan nu få lov at betale med op til flere slags kreditkort. Selv arbejdere og pensionister går ikke længere med kontanter. Tidligere var det reglen her at man blev sat i skammekrogen hvis man nævnte det forbudte ord, Dankort.

Dankort

Skippers Bodega

Det lader nu til at gå helt hen over hovedet på de lokale barhængere som underholder sig selv og næsten ikke kigger på fjernsynet som viser et program om smukke unge mennesker på en øde ø. I det hele taget må evnen til selv at skabe indhold og sammenhæng i sit besøg være en forudsætning for stamgæsterne, for Skipper gør sandt at sige ikke meget for underholdningen. Vi anbefaler at man tager en bog eller en avis med.

Pop- og slagermusik.

Sommersted

Lige ved indgangen findes et nogenlunde uforstyrret hjørne med billard.

Separat rygerum.

Spunk

På Spunk virker publikum mindre forsumpet og mere initiativrigt, og med Hovedbanen i umiddelbar nærhed får stedet også et vist citypræg i modsætning til kvarterets almindelige lokalbodegastemning. Man kan bare betragte den formue i fremmed valuta som nu hænger i glas og ramme over det hele, og så kan man sagtens forestille sig Spunk som det foretrukne udgangspunkt for den kræsne forretningsmand eller fulde svensker som skal ud og studere det lokale næringsliv.

Spunk åbnede for 38 år siden og er efter bartenders oplysninger opkaldt efter mytisk væsen hos Astrid Lindgren og slet ikke noget sjofelt.

Stig's Vinkælder og Bodega

Tilnavnet "den jysk/fynske ambassade" som optræder på facaden, skal selvfølgelig mest tages som udtryk for restauratørens ønske om selviscenesættelse, men mon ikke der er noget om snakken? Selv om det dominerende klientel denne mandag aften kom fra den modsatte side af Nordsøen, virker Stigs kælderrestaurant og -værtshus som et lille stykke provins. Indtrækket på stole og bænke langs væggene er lys bordeaux, lamperne er selvfølgelig af messing, de dominerende farver er mørke og brune, og blandt de obligatoriske ophængte pyntegenstande finder man egnsflag fra Bornholm, Ærø og Vendsyssel. Det mest markante indslag i udsmykningen er et væld af kasketter i baseball/bøllehat-stilen, og man kunne forestille sig at politifolk med hjemve her har hentet inspiration til korpsets efterhånden kendte hovedbeklædning. Stig serverer dansk mad, og bortset fra barhængerne er de fleste af de øvrige gæster da også kommet for at spise. Restaurantstemningen er umiskendelig, men der blev ikke set skævt til anmelderne der bare skulle have en stor Ceres, og musikken er også gængs, uprovokerende pop man sagtens kunne forvente på et ølsted. I sandhedens interesse så vi ingen påviselige politibetjente, hverken med baseballhat eller uden.

Dankort

Touché

I dag besøger vi Touché først på aftenen hvor en bartender trisser ensomt rundt og trykker lidt på tyveknægten, men han får da også tid til at at servere os et par øl. Fadøl kan det ikke blive til trods et par haner man ellers skulle tro var beregnet til det samme, og han kan heller ikke overkomme at slå det ind på kasseapparatet, men der bliver da tændt for lidt stille baggrundsmusik som supplement til lyden fra spillemaskinerne.

Caféen her er ellers nyrenoveret - men fadølsanlægget der heller ikke virkede ved sidste besøg, har man altså ikke kunnet få i stand - og noget kunne tyde på at det skulle bringe stedet tilbage til forne tiders storhed. Dengang havde stedet latinamerikanske ambitioner med mange livlige aftener. Tequila solgtes der oceaner af, loftet var fyldt med papmachépapegøjer, og over baren havde en udstoppet mexicaner fundet sit sidste hvilested i en hængekøje, selvfølgelig stadig med tequilaflasken i hånden. En vindeltrappe førte op til et lokale med et poolbord til betalende poolister og airhockeyspillere. Vindeltrappen er nu reetableret, men hvis gæsterne skal finde vej tilbage, skal man nok overveje om ikke man skulle gøre noget mere festligt end blot at efterligne bordtennisrummet på Hotel Propellen i Billund.

Dankort

Venus Bar

Man sidder ved meget små ottekantede borde og nyder sin dyrt indkøbte øl, og hvis man irriteres over at showet godt kunne være mindre ærbart, behøver man bare at kigge ned på glaspladen, for der vises det man ikke ser på scenen. Rundt omkring sidder turister og kendere, men først og fremmest sidder der en hær af alle de damer som ikke optræder lige nu. Og de slår såmænd gerne en sludder af med én på udenlandsk hvis bare man køber en drink til nogle få hundrede kroner til dem.
Mellem klokken 02 og 05 vises et Wet Wet Wet-show i kælderen hvor der også er en bar.

Vi er måske fordomsfulde, men vi tror ikke at mandlige gæster bør invitere koner og kærester med her. På trods af den noget kedelige indretning har vi givet en pæn karakter, og det beror på den levende underholdning. I den forbindelse vil vi gerne præcisere at vi overlader moralske indvendinger til andre og bedre kvalificerede.

Dankort

Yrsa Bodega

I de senere år er klientellet blevet opdateret, dvs. blevet yngre, og det har Yrsa benyttet sig af til at sætte priserne væsentligt op. Men med en pris på 11 kroner for en bajer ved vort oprindelige besøg er der jo også et rimeligt manøvrerum.