Indre Frederiksberg

På Frederiksberg er det ikke ualmindeligt at høre den lidt særprægede påstand at man ikke bor i København. Dette udsagn kan altid tages som udtryk for snobberi, men på bydelens værtshuse er man også velkommen som københavner. Frederiksberg er broget; ved søerne er der mange kendte værtshuse som også frekventeres af andre end de lokale, og i Lorryområdet kommer der mange unge og en del teaterpublikum.

Det skal nævnes at denne bydel tidligere havde en pæn andel af værtshuse med længe åbent, og tilmed uden at priserne var særligt høje. Desværre er der trukket fem-bevillinger hjem hvilket har gjort en sen nattetur mere besværlig her.

Henter kort...

Eventuelle kommentarer og rettelser til værtshusene i området er velkomne.


Bodega 48

H.C. Ørstedsvej 48
35 35 70 85
8
6
Fadøl(Tuborg, Classic, Leffe)
sø: 21; ma-lø:00 7
Lokalt og lettere sumpet.
Fjernsyn, spillemaskine. 10.02.07
Anmeldt første gang 16.06.96
En lille afdæmpet værtshushule for de trofaste lokale der helst ikke vil undvære deres eftermiddagsbajer. Som det fremgår af navnet, har fantasien ikke været stor da man skulle promovere stedet, og den forsigtige succes ligger da også i det fuldstændigt forventelige. Faktisk opfyldes ens antagelser om indretning med videre - når man står udenfor - i et sådant et omfang at det næsten er overraskende. Og det er jo godt og trygt.

Denne lørdag eftermiddag sidder der to barhængere, men det skal man ikke lade sig narre af, for 48 er sørme kommet med på beatet og har fået Leffe på 'fadølskortet'.

Dankort


Advokaten

Åboulevard 35
8
5
Fadøl (Tuborg)
ma-lø: 00; sø: lukket; 7
alm.: 16; Yngre lokalt
Spillemaskiner, fjernsyn, stjernekikkert, elg. 13.11.99
Lukket

De fleste af os forbinder jo nok Åboulevarden med tre kørebaner i hver retning og en hurtig vej ind til byen. Det er derfor ikke helt overraskende at ret få københavnere tilsyneladende har bemærket eksistensen af dette ellers ikke helt lille traditionelle værtshus midt i trafikhelvedet. Og det er da egentlig en skam, for her er da hvad der skal være, pool, spillemaskiner, stearinlys, flimmer, grimme gule vinduer og alting, det hele arrangeret i den gammelkendte dunkle atmosfære hvor man alene med synssansen ikke kan skelne en porter fra en danskvand. Man har også opsat en storskærm i anledning af aftenens landskamp, og som optakt er vi nu tvangsindlagt til 72 tommers MTV, dog for dæmpet lydstyrke.
Den politisk ukorrekte elg er et helt særegent indslag. Godt nok ryger den filtercigaretter, men det var alligevel aldrig gået i dens hjemland.


Amigo Bar

Schønbergsgade 4
33 21 49 15
10
8
Fadøl (Carls, Hof)
sø-lø:22-06; 7
0,5 l fad: 30; Fortrinsvis homosexuelle
Karaokeanlæg 06.04.02
Anmeldt første gang 05.01.97
Alle er formentlig velkomne på Amigo Bar, men temaet er afgjort lidt dampende sex mellem mænd, og det underbygges kraftigt af blandt andet postkortsamlingen.
Ud på natten trækkes et mere varieret publikum dog til som vel nyfigent lokkes af den specielle karakter og dialekt. Det er vores opfattelse at klientellet på de store aftener falder i et par hovedkategorier hvilket også gør sig gældende i aften: Stedets stampublikum nyder den varme, venlige og intime atmosfære, og så er der den faste skok af kønne unge gæstende kvinder der er let opstemte i miljøet. Uagtet al snak om stil; Amigo Bar er et hyggeligt og fredeligt etablissement der tilsigtet eller ej har en fin hjemlig hygge.

I weekenden kommer musikken fra karaokeanlægget.
Dankort


Cafe Aroma

Vodroffsvej 39
33 31 62 04
6
7
Fadøl (Hof, Carls, Sort Guld)
00; 8
alm.: 22 En ung pige
06.04.02
På Aroma kan man beundre et flot loft med lysekrone og forgyldt stuk, Agnete Kristensens blomstermalerier, en meget ung bartenderske samt et bredt udsnit af Vodroffsvej med bagerbutik, blomsterhandler, forgængerovergang og det hele.
Til gengæld bliver ønsket om en Hof og en Tuborg mødt med blank stirren, og vi indleder en forhandling som kommer hele vejen rundt om Tuborg Super Light før vi endelig beslutter os for en flaskeclassic. Hverken lysekronen eller Agnetes billeder, hvilke kvaliteter de så end måtte have, kan nemlig få os til at opholde os på Aroma en hel fadøls tid.

Aromas formål og forretningsmodel kan vi kun gisne om, men som eksperiment er det selvfølgelig meget interessant om en gammel butik med borde og stole, Politiken og Euroman, kyllingesandwich og Radio 2 i sig selv er tilstrækkelig lokkemad for et bæredygtigt kundegrundlag. Vor eneste medgæst har besluttet sig og forladt stedet, men det var måske bare Agnete der lige skulle se om der var blevet solgt nogle blomster. De hænger der endnu, skal vi hilse og sige.

Dankort


Bastholm

Danasvej 40
33 31 53 90
9
8
Fadøl (Tuborg, Classic)
ma-on: 00; to-fr: 07; lø: 18; 9
alm.: 17; 0,5 fad: 34; Lokalt. I dag fortrinsvis frokostgæster.
Klaver 10.02.07
Anmeldt første gang 13.11.99
Der findes stadigvæk gammeldags hyggelige frokostrestauranter i København hvor gæsterne kan mere end at drikke kaffe. Og Bastholm er en af dem. Her sidder det endnu ikke uddøde arbejderpublikum og træner med det store kolde bord op til den tilstundende højtid, og det uanset om det nu være sig påske, pinse eller jul. Lokalet er varmt og gult som man må forvente det i en lampetbelyst gammel københavneratmosfære. Anmelderen må uvægerligt savne sine af alder afdøde slægtninge der vidste hvordan man skulle få en stue til at ligne bymuseet. Her er ingen musik, men det ville også være synd da dette etablissement helt er helliget talens svære kunst, både hvad angår de små børn og de store bedsteforældre.

Fredag og lørdag aften er her ofte levende jazzmusik hvor et lille venligt lokalorkester kan kigge forbi, og det giver en god stemning. Vi anbefaler altså gerne Bastholm til en vilkårlig årstid, og en aften i tilknytning til weekenden går man ikke galt i byen ved at komme her.

Hyggemusik fr 18.00, lø 14.00, jazz sø 16.30


Berlin Bar

Gammel Kongevej 147
28 80 28 39
9
10
Fadøl (Spaten, Erdinger, Flensburger Pilsener, Flensburger Dunkel, Köstritzer, Radeberger, Weihenstephaner Weissbier)
9
0,5 l Flensburger Pilsener: 35; 0,5 l Spaten: 48; NB: Lavt ølprisniveau Sparsomt frederiksbergpublikum
Jukebox, fortovsservering, udendørs halvtag til rygerne 08.09.12
Anmeldt første gang 17.08.09
På det pæne konservative Frederiksberg har Diplomaten i mange år ligget, og indretning og udbud har altid henvendt sig til pæne konservative diplomattyper. Men nu har værten fra Trykbar i Møntergade formeret sig og har overtaget Diplomatens lokaler, så nu skal der vel til for alvor at være hyggeligt her. Men nej, den velafprøvede frederiksbergatmosfære er der næsten ikke rørt ved, og det er måske godt det samme. Der skal satses på god og venlig betjening, medgørlige kunder der lokkes af et fint tysk øludbud og så i øvrigt rimelige priser.

Ideen med at gøre pubben tysktematisk er ikke dårlig. Der er fine øl fra Berliner Kindl i hanerne, og husets fadøl i stedet for de sædvanlige Hof og Tuborg er fra Flensburger Brauerei. Flens'en er en helt igennem smuk og velsmagende øl, og til en pris på kun 35 kroner for en halv liter må det næsten være den fineste kvalitet-for-kroner-pris i København.

Her er altså godt og hyggeligt som altid, og den meget venlige betjening man finder inde i by-afdelingen, er også til stede her. Vi kan altså kun anbefale det trygge Berlin Bar til alle øltørstige sjæle, herunder også frederiksbergske hattedamer og diplomater.

Dankort. Master


Caledonia

H.C. Ørstedsvej 33
33 31 55 49
9
7
00; to-lø: 02; sø-on: 00 7
alm 14; 0,5 l Kilkenny 32; 0,5 l fad 18 Yngre
Fjernsyn, jukebox 16.06.96

Café Cici

Vodroffsvej 24
33 24 54 54
7
8
Fadøl
sø-to: 23; fr-lø: 02; 8
0,5 l alm: 39; Mest spisende, og i det grønne segment.
17.11.07
Der er vist ikke sket de store forandringer siden Komma besluttede at kalde sig Cici. Tidligere var det stedet hvor alle de livstrætte Frederiksbergborgere kunne sidde og sygne hen, og til alt held for dem har det ikke ændret sig bare fordi man har fået nyt navn. Vi vil gerne slippe med livet i behold og skynder os derfor bort, alt imens vi tænker på hvor galt det kan gå med en gade. Der var en gang hvor Vodroffsvej var nærmest verdenskendt på grund af sit levende og musiske værtshus, Hyg Inn. Det er på alle måder meget længe siden nu.

Dankort


Diplomaten

Gammel Kongevej 147
33 21 36 00 www.diplomaten.nu
8
8
Fadøl (Carls, Hof, Leffe)
ma-fr: 00; lø: 23; sø: 22; 9
alm.: 16; stor fad: 25; stor Leffe: 30; Yngre lokalt.
Fjernsyn 10.02.07
Anmeldt første gang 24.04.99
Lukket

Bortset fra beliggenheden i et flot gammelt Frederiksberghus er der nu ikke meget der tyder på at andre diplomater end måske ambassadøren fra Bonbon-land nogen sinde skulle have besøgt dette lille værtshus der på en meget frederiksbergsk måde forener en vis pænhed med en konventionalitet der minder om centerbodega. Altså potteplanter, messinglamper, mørkt træ og gule vinduesruder.

Musikken er dæmpet til samme niveau som supermarkedsmuzak, så vi har lejlighed til at høre nabobordets plenumdiskussion af deres tidlige seksuelle erfaringer.

Dankort


Frederik VI

Frederiksberg Alle 42A / Alhambravej
33 31 33 38 www.frederik-vi.dk
10
9
Fadøl (Hof, Carls special, Skands, Ørbæk Herlig Humle)
sø-to: 01; fr-lø: 02; 8
0,5 l Skands fadøl: 48; Lokalt, noget bohèmeagtige frederiksbergere
Billard, fjernsyn, spillemaskine 13.07.12
Anmeldt første gang 16.06.96
På grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro ligger et værtshus der har noget godt fra begge verdener. Der er et godt venligt slidt look i bedste folkelige vesterbrostil og priser der stadigvæk er demokratiske nok til ikke at sende værtshusgængerne hen over kommunegrænsen, og samtidig en vis frederiksbergsk herskabelig fornemhed med højt til loftet og en kongelig allé med udendørs servering i sommertiden. Faktisk er det kongelige lidt af et tema her på stedet. Den sjette Frederik som har lagt navn til både bydelen, haven og alléen, hænger på skilderierne som værtshuset er udsmykket med.

Vi kender kun etablissementet fra de sidste tredive år, men i den tid har det ikke ændret sig det store; godt nok har toilettet fået en stærk tiltrængt opgradering, og det samme har øludbuddet, men kunderne er basalt set de samme lokale.

I de senere år har selv priserne stort set holdt sig i ro, og da finans- og kreditkrisen også er nået til Frederiksberg, er der ingen grund til at Frederik VI ikke også i fremtiden vil være et rigtigt godt bud på et solidt og hyggeligt værtshus. Om onsdagen er der stegt flæsk og persillesovs, men husk at bestille bord. Efter flæsk, øl og snaps har lagt bunden, kan man så med fordel til dessert nyde et stort og nogenlunde varieret udbud af bl.a. godt amerikansk, belgisk, tysk og dansk øl.

Dankort


Gorm den Gamle

Gammel Kongevej 51
33 24 69 65
10
7
Kaffe
02 7
alm 15 Lokalt. Ikke mange en fredag aften.
Fjernsyn 22.11.96
Lukket

Dankort. Smukt sted. Hjemligt indrettet.


Hausner's

Gammel Kongevej 27
33 25 25 74
9
6
Kaffe
01 7
alm 17 Pænt. Bl.a. teaterpublikum
Spillemaskine 22.11.96
Lukket

Hedder nu Fru Nielsen


Husar Pub

Rolighedsvej 20
35 35 81 55 www.husarpub.dk
8
7
Fadøl (Tuborg, Classic, Ale no. 16) Underberg
ma-ti: 22; on: 00; to-fr: 02; lø: 00; sø: 20; 8
0,5 l alm.: 31; Lokalt
Billard, dart, fjernsyn (storskærm), spillemaskiner 23.05.11
Anmeldt første gang 27.12.00
Efter tilskyndende læserhenvendelser ankommer vi til den gode gamle Husar Pub som nu skulle være blevet helt anderledes og have gennemgået en væsentlig fornyelse. Udefra er der intet at se, men også indenfor er alt ved det gamle. Det er vist oven i købet de samme bargæster som sidst. Og hvorfor skulle der egentlig være noget galt i det?

Pubben er stadig det gode gamle militaristiske værtshus som nu ikke overdriver med krudt og kugler. Her er ganske vist et billede af kronprinsen i husarkostume og et stort maleri af en af hans kolleger i fuld galop ud over den afrikanske savanne i solnedgangens skær, hvad han så ellers skal der. Ellers er det såmænd bare en ganske almindelig bodega som i kraft af beliggenheden på Frederiksberg hæver sig en smule over de tilsvarende steder på broerne. Kort og godt et gedigent og godt tilrøget lokalværtshus hvor værten får sig en gang tænkeboks eller en hyggelig passiar med de få stamkunder som, hvis de skulle have lyst til at forsøge sig udi husarkunsten, nok hellere måtte rekvirere et par Carlsbergbryggerheste som jo er kendte for stor sagtmodighed og en bred ryg.

Sløv bluesagtig musik
Dankort


Café Kellerdirk

Frederiksberg Allé 102
33 25 22 53
8
9
Fadøl
0430; 8
0,4 l fad: 55;
Dansende citypublikum 26.07.13
Kellerdirk udgør en fast bestanddel i den københavnske nattelivsbevidsthed. Det har ligget her i mange år som et anneks til Aveny Teatret og har fået sit navn fra de legendariske humorister Dirch Passer og Kjeld Petersen. På denne tid en fredag aften er det nærmest en blanding af diskotek og et koncerthus, lidt ligesom Søpavillonen og Damhuskroen. Der er levende musik, og denne aften spiller Tina Turner Jam, og det er sikkert årsagen til de noget barske priser på 55 kroner for 0,4 l fadøl. Der danses og scores helt vildt, og tilsyneladende er intim kropslig kontakt i rummet noget ganske naturligt her. Kellerdirk hænger sammen med natteliv og kan ikke løsrives fra de enkelte arrangementer, så sørg for kun at vælge det når du har konsulteret stedets arrangementskalender.

Dankort


Kennedy's Irish Bar

Gammel Kongevej 23
33 31 52 49 www.kennedysbar.com
10
9
02; 9
Fadøl (Staropramen, Kronenbourg, Hoegaarden, Boddington's, Guinness, Kilkenny, Jacobsen Christmas Ale, Leffe, Tuborg Classic, Hof, Tuborg Julebryg) Også mange udenlandske flaskeøl.
0,5 l Guinness: 45; Lokale og irere. I weekenden mange unge.
Spillemaskine, fjernsyn. 07.12.11
Anmeldt første gang 27.01.02
Kennedy's bar er navngivet efter et berømt værtshus i Dublin, eller måske er det ligefrem et nyt skud på Kennedybrødrenes stamme. Under alle omstændigheder er det det mest ægte irske værtshus vi er truffet på i København. Sådan et sted skal der naturligvis være noget selvbevidst skiltning på gælisk, og det har man derfor klasket spredt op med løs hånd. Der er naturligvis også en samling billeder af hurling-helte som man vel ville kalde dem i dag. Men det irske er dog ikke gennemført helt lydefrit her i København: Hvor er fotografierne fra påskeopstanden i 1916 som intet værtshus i Irland ville være foruden. Vi skal dog gerne komme til undsætning og har derfor sat det obligatoriske billede på denne anmeldelse.

Ved vort første besøg kneb det med den irske musik. Vi fik i stedet en blanding af hututromme- og barbadiansk olietøndemusik. Det hele sunget på perfekt kaudervælsk. Men ved besøget på St. Patricks dag er situationen en anden. Den irske nationaldag byder på mærkelige hatte og levende musik, og endelig er der jo en ganske almindelig decemberonsdag som i aften, og så virker stedet som et almindeligt halvsløvt frederiksbergsted.

Dankort


King George

Gammel Kongevej 74D
33 22 98 85
8
8
Fadøl (Hof, Carls, Hvede, pt. Carls Påske)
ma-to: 00; fr-lø: 02; sø: 18; 6
alm.: 18; Underberg: 20; Modent lokalt, et par svenskere
Jukebox, spillemaskine, klaver 06.04.02
Anmeldt første gang 22.11.96
Lukket

Når man som for eksempel i dag har tvunget sig igennem Vodroffsvej og bemærket at den sidste rest af almindelig københavnsk bodegakultur her endegyldigt er erstattet af kønsløse caféer, er det betryggende at møde en af tilværelsens konstanter i skikkelse af Gammel Kongevejs centerpub som ikke har forandret sig det mindste.

Med klaver og portrætter af store jazzmusikere og Frank Sinatra er det stadig i stand til at illudere noget i retning af bohèmemødested hvor de lidt prætentiøse frederiksbergere kan nyde et enkelt glas vin efter fyraften. Sandheden er selvfølgelig at vi er på et ganske almindeligt værtshus hvor der spilles ganske almindelig, ligegyldig popmusik, og hvor gæsterne på trods af slips og vinglas sikkert bliver lige så almindeligt, ligegyldigt snøvlende som alle andre steder. Centerpubben er og bliver den dominerende ideologi her, men samtidig er her så tilpas pænt at man uden helt at tabe ansigt kunne invitere sin arvetante, stiftsprovstinden, på et glas likør.


Kings Pub

Gammel Kongevej 91C
33 21 16 71
7
7
Fadøl (Grøn, Classic)
00 7
alm.: 15; Lokalt
Fjernsyn, spillemaskine, køleskab. 20.08.99
Lukket

På dette gulvtæppested bør man spille billard, for det er ikke spændende at sidde og høre den knapt hørlige musik og se det ikke synlige liv. Er vi på et supermarkedscafeteria efter lukketid eller i et prøverum i Dalle Valle? Faktisk er Kings Pub, som navnet også antyder, et forsøg (omend meget spagt) på at ligne endnu en engelsk pub. Men vi har dog her et båthorn i baren, og for hyggens skyld er her sågar et brummende køleskab ved siden af billardbordet.

Dankort


Café Komma

Vodroffsvej 24
33 24 54 54 www.cafekomma.com
7
7
Fadøl (Carlsberg Hvede, Carls, Hof, pt. Carls Påske)
00; 9
Alm. 19; 0,5 l påske: 40; Fortrinsvis Cola- og amerikanerkasketgenerationen.
Videoautomat 06.04.02
Lukket

Her har man et skilt med teksten (nøjagtigt afskrevet): "Cafe Komma - Knaldhamrende god / (skråstreg) hyggelig café" til at stille op på vejen med en pil til indgangsdøren. Om den form for massesuggestion virker er vel tvivlsomt, men man forstår godt at man har ment at det var nødvendigt, for her er næsten ligeså knaldhamrende ligegyldigt som hos Aroma på nabogadehjørnet.

Og ligesom hos kollegaen har man her heller aldrig hørt om en Hof, men så kan man da få Carlsberg Hvede og glatnakkeøllen over alle - Coronaen. Det siger sig selv at det koster for den livstrætte at få lov til at kede sig her, og derfor skal man også erlægge citypriser for en fadøl. Men så er der til gengæld også rig mulighed for at sygne hen til synet af gule vægge, lyden af minimalistiske bankerytmer og så cafégæstens svar på BT, Euroman, til intellektet.
Men vi tror vi forlægger selvmordet til en anden lokalitet, eller endnu bedre, forsøger helt at undgå det.

Dankort


Konjak

H C Ørsteds Vej 46
35 35 35 52
8
8
Fadøl (Tuborg Grøn og Classic)
ma-on: 23; to: 00; fr-lø: 02; sø: 22; 9
0,5 l Leffe: 38; Mest yngre; enkelte spædbørn
Pejs 27.03.04
Jamen vi bliver nu også så forkælede. Når de unge familier flytter til brokvartererne, er det pludselig ikke fint nok med baggårde med skraldespande og skideskure og rottereder. Næ nej, så skal gårdene renoveres med blomsterkummer og havegrill og havemøbler, og vi skal have vejbump og stilleveje og støjgrænser så vi næsten ikke kan mærke at vi bor i en storby. Vi vil det ene, men ikke det andet. Vi vil have metropolens intensitet, men landsbyens tryghed. Vi vil have parkeringspladser, men ingen bilos. Vi vil have gåafstand til værtshuset, men ingen fulde folk i gaderne. Vi vil have børn, og så vil vi gudhjælpemig også på værtshus. Godt så.

Heldigvis har vi Konjak lige her på Frederiksberg hvor man annoncerer at babyer er velkomne. OK, nabobordet med svenske babes skal vi ikke klage over, men vi er bænket klos op af et sofaarrangement hvor en hel familie holder skovtur, fra legeglad bedstefar til yngste ønskebarn, fra knuste glas til rygradsrislende barnegråd. Og pejs er her så familien kan drømme sig væk til det sommerhus de efter vores mening hellere skulle have lejet. For hvad er her ellers som kan fængsle og stimulere det ungdommelige sind? Og her kan vi såmænd godt se ud over kravlealderen og indbefatte det øvrige publikum som trods alt er lidt mere modent.

Tja, ting at berette om er her sådan set ikke rigtig. Konjak er et klassisk caféakvarium hvor vi alle sidder til skue mens vi famler efter vores lækre belgiske fadøl eller vores mad (som man selvfølgelig også kan få, vi er jo forkælede). Her er nemlig mørkt som i graven bortset fra de mange store stearinlys der spredt i landskabet oplyser hver sin lille stamme af spisere eller drikkere. Når vi så samtidig hører noget værre bongomusik, er det jo lige før at både gårdmiljøet, sommerhuset og det eksotiske Afrika smelter sammen. Tænk bare, midt på Frederiksberg.

Dankort


Cafe Larsens Plaz

Gammel Kongevej 43
33 31 81 42
9
7
Fadøl (Tuborg Grøn, Classic, Porter)
ma-on: 02; to-lø: 04; sø: 22; 7
Alm. 18; 0,5 l fad: 28; Fortrinsvis yngre
Spillemaskine, jukebox, fjernsyn og så billard en masse. 06.04.02
Anmeldt første gang 22.11.96
Larsens Plaz er egentlig ikke så meget et værtshus som en butik hvor man sælger billardtid og den obligatoriske medfølgende øl. Men atmosfæren i butikken er i overensstemmelse med konventionen, for det ligner et halvgammelt, lidt snusket sted i Stauningstil. Og det er måske meget heldigt eftersom den unge generation så kan lære at der var en tid før pool kom til byen.

Larsen kan altså bruges som almindeligt gammeldags værtshus, men lad os lige opsummere det væsentligste: Læg 100 kroner i depositum og spil Skomager. Prisen er 25 kroner pr. time.


Laundromat Cafe

Gammel Kongevej 96
www.thelaundromatcafe.com
7
9
Fadøl (Leffe, Hoegaarden Special, Hof)
00; 9
0,5 l alm. fad: 48; Yngre cafepublikum
Vaskehus 07.12.11
The Laundromat er efterhånden en kæde. De startede vist omrindeligt på Østerbro (se denne), og siden kom Elmegade og også Austurstræti i Reykjavik. Sidstnævnte har vi desværre ikke anmeldt i vores Islandsområde da den ikke fandtes da vi sidst besøgte Reykjavik. Og nu skal Frederiksberg også med på ideen om at man kan vaske tøj og spise burgere samtidigt. I pressen er det blevet slået stort op at man kan sidde med brysterne fremme her, men det er der nu ikke nogen der benytter sig af, og det har vist heller ikke trukket nogle husarer til. Faktisk er der ikke meget at berette om lige nu, slet ikke hvis man kender Østerbroudgaven, for det er næsten en eksakt kopi i indretning, spisekort og ungpigeklientel.

Dankort.


Metrobar

Rosenørns Allé 32
35 35 64 63; Fax 35 35 64 63 www.metrobar.dk
6
7
Fadøl (Tuborg, Classic, pt. Sne)
sø-on: 00; to-lø: 03;
0,5 l fad: 30; Go-cardholder
Den yngre generation, muligvis levende. 27.12.04
Det er jul, det er cool. Det ved alle jo, bortset fra de stakler der af en eller anden grund har valgt at placere sig i det kolde halvmørke på Metrobar. Det kan godt være de tror det er cool, men hvordan kan en øde atmosfære med et par røde pornolamper og lyden af løse jazzrytmer og back gammonterninger dog være det? Godt nok er den rigtige metro lige skråt neden for Metrobar hip og moderne, men behøvede man at overtage dens idealer om manglende publikum og førerløshed? De få mennesker man har gjort siddeplads til, sidder og kigger tomt og adspredt på hinanden, sikkert uden at vide præcis hvad de laver her. Men man kan da altid ringe med mobilen til alle sine venner for at høre om ikke de gider komme. Sjovt nok er der ikke bid.

Dankort


Ora del Caffé

H C Ørsteds Vej 50D
35 36 35 20
7
8
Fadøl (Tuborg, Classic, Påske, Hvede); en del cigarer
ma-on: 23; to-lø: 00; sø: 16; 9
0,5 l alm.: 39; cappuccino: 24; Fortrinsvis midaldrende spisende damer.
Keyboardmusiker med indbygget rytmeboks. 27.03.04
Skal I spise, spurgte tjeneren skeptisk da han så os. Og - tænkte han synligt - kan sådan et par af hankøn og ovenikøbet uden permanent og halskæde have noget at gøre på vores fine caffé med ferniseret parket? Men vi forcerede konditoriauraen og bad raskt om en bajer. Det lykkedes, og nu sidder vi så og nyder en tung bajer til lyden af en rytmeboksist der spiller Gilbert O'Sullivan, og nogle frederiksbergske hattedamer der lige kan drive det til at kigge herind i pseudofornemheden når de skal på vulkaner.

Dankort


Café Postgaarden

Frederiksberg Alle 4
33 31 23 53
7
6
ma-fr: 20; lø: 16; sø: lukket; 8
alm.: 16 Lokalt
26.04.99
På den fashionable Frederiksberg Allé er der nogen der i skyndingen har tabt et lille værtshus der egentlig skulle være leveret på en adresse på det ydre Nørrebro. Som modvægt mod alle teatercaféerne er det da egentlig meget forfriskende med sådan en lille frokostrestaurant hvis dagligstuelook næppe har ændret sig synderligt i de sidste 30-40 år. Når smørrebrødet og dellerne og flæskestegen er ryddet væk, bliver det hele til en almindelig bodega med tre barhængende stamgæster eller deromkring, og de bliver med garanti hængende lige til lukketid. Den indtræffer nemlig nogle gange så tidligt som ved ottetiden, men håndhæves på ingen måde konsekvent. Det er ved at være slut nu, men den er da også ved at være hen ad de ti.

Promenaden

Frederiksberg Alle 58
33 21 61 17
9
7
Fadøl (Tuborg, Guinness, Classic)
ma-lø: 02; sø: 00 9
alm.: 20; 0,5 l fad: 32; 0,5 l Guinness: 38. Cafépublikum af lokalt tilsnit.
Billard 19.12.98
På teatergaden Frederiksbergs Allé har man en café der næsten er et konditori, komplet med tærtevarmeskab og pariserloft. Væggene er gammeldags gule i samme farve som lampetterne og er naturligvis udstyret med gamle store fotografier af mange af de storslåede teaterkoryfæer fra ABC og Betty Nansen. Der er en beskedent udstyret bar i hjørnet ud mod vejen hvorfra man kan gå længere ind for at ende ved billardet. Bordene er enten lidt store med papirsdug eller de kendte kvadratiske grønne linoleumsborde. Lyset i kagesektionen kommer fra en forgyldt 20-armet lysekrone. Imponerende.

Her er både pænt og nydeligt, men der gives ikke mange points for originalitet.

Betjeningen er sød, og musikken er moderne afslapningsrock.
Dankort


Prætoria Vinstue

Henrik Steffens Vej 2
33 31 45 02
10
9
Fadøl (Hof, Carls Special, Kilkenny, Staropramen, Guinness)
ma-lø: 00; sø: 20; 7
0,5 l fad: 30; 0,5 l Kilkenny: 40; Lokalt
Fjernsyn 07.12.11
Anmeldt første gang 06.04.02
Københavnsguiden var af en eller anden grund længe om at opdage Prætoria, men den ligger nu altså også og trykker sig beskedent rundt om et hjørne. Spændingen var derfor stor dengang da vi kunne sætte os på en læderbetrukket bænk ved et massivt egetræsbord og bestille en lidt overraskende Guinness.

Vi havde forestillet os en dunkel hule med et par gamle vinsumpere, og sådan set var og er det også rigtigt nok, men Prætoria er alligevel mere ungdommeligt end det. En sjov hybrid mellem det halvpæne Frederiksbergs kultiverede lampetstemning og et lokalt brugssted som forsøger at organisere fællesrafling og madklub for stamgæsterne. Nogen særlig tilknytning til Sydafrikas hovedstad kan ikke eftervises, men en eller anden må have et kærligt forhold til Ærø og Ærøskøbing Märchenstadt Dänemarks som i flere forskellige udgaver pryder væggene.


På Hjørnet

Gammel Kongevej 132
33 31 20 46
8
7
Fadøl (Tuborg, Classic)
sø-on: 00; to-lø: 02; 8
alm.: 15; Lokalt
Billard, jukebox, spillemaskine, fjernsyn 10.02.07
Anmeldt første gang 22.11.96
Ja, man skal jo føle sig lidt hjemme når det første der bliver sagt til en når man kommer ind af døren er: "Hej skat". Således vel ankommet bliver man jo kun yderligere i godt humør når en bajer koster 15 kroner.

Og Frederiksberg-På Hjørnet følger sin wannabe-Københavns Kommune-beverding-stil helt til dørs med dunkel atmosfære og dunkle personager med heftigt temperament i billard-departementet. Så skulle en studerende fra Enghave ikke føle sig i humør til endnu en gang bare at drøne ned på Ludwigsen, behøver han ikke at føle sig fortabt ved at overskride grænsen til Frederiksberg. På Hjørnet er et sikkert sumpested hvor meget skal være en tilgivet hvis bare man giver en omgang øl. Men vi anbefaler at tage et lidt mere heldigt anker, for denne aften var de Forenede Bryggerier vist kommet til at fortynde væsken.


Rokken

Gammel Kongevej 23
33 31 52 49
8
6
Også et spisested
02 7
alm 17 Pænt.
22.11.96
Lukket

Nu ligger Kennedy's Irish Bar her.


Sans Souci

Madvigs Allé 15
33 21 74 63 www.sanssouci.dk
10
7
Fadøl (Hof, Carls special)
ma-fr: 00; lø: 17; sø: lukket;NB men der er bevilling til 02, så en sjælden gang.... 8
Ikke helt ungt.
Fjernsyn 10.02.07
Anmeldt første gang 04.12.99
Ved et sandt lykketræf fandt vi Sans Souci åben, for normalt holder de lukket i weekenden til bestilte private arrangementer. De er blevet kaldt for Frederiksbergs Parnas, men i visse henseender sætter det deres lys under en skæppe for indretningens mangfoldighed her slår Parnas med flere længder, men klientellet minder meget om hinanden omend stemningen her nok er noget mere tilknappet end man oplever det med det løsslupne gå-på-mod inde i Lille Kongensgade.

Det overlæssede frankofile miljø på Sans Souci er meget besnærende, og hyggen er gennemtrængende ikke mindst på grund af de festklædte damer og de søde bartendersker. Vi kunne godt begynde at væve over indretningen, men vi vil nøjes med at konstatere at vores skånske søsterorganisation "Gammeldanskens vänner" har uddelt årets pølse her, og det taler jo for sig selv.

Dankort


Schipka

H.C. Ørstedsvej 21
33 31 44 64
8
7
Fadøl (Tuborg Classic, Tuborg, Carls Special, pt Tuborg Julebryg). Underberg.
sø-ma: 21; ti-to: 02; fr-lø: 05; 7
Alm.: 20; 0,5 l fad: 30; Lokalt
Jukebox, spillemaskine 16.11.11
Anmeldt første gang 16.06.96
Hvis Schipka er opkaldt efter en lokalitet i Himalaya, er der sikkert meget få blandt stampublikumet der har opdaget det. Udsynet er nemlig ret begrænset fra denne lille hule hvor Frederiksbergs sidste drukkenbolte trykker sig sammen når det meste har lukket. Hvadenten det regner eller sner, eller solen skinner, er stemningen i dette lille lokale intim og fortættet, og hjemturen lurer heldigvis kun lige udenfor.

Schipka har i nogle år haft problemer med naboer og kommunen, men de ser ud til at være løst, og det er derfor stadig et rigtig godt bud på et anderledes natværtshus i gåafstand fra søerne.

Dankort


Stamværtshuset

H. C. Ørstedsvej 6
33 31 74 03
9
9
Fadøl (Tuborg, Tuborg Classic, pt. Sne)
ma-fr: 22;NB 1.sep.-30.apr: lø-sø: 20;NB ellers lø-sø: 18; 7
0,5 l fad: 30; Lokalt og ældre, men også et par unge kasketter
Spillemaskine 07.12.11
Anmeldt første gang 22.11.96
Stamværthuset er blevet shinet noget op siden vi var her første gang for femten år siden, og fremstår smukt og klassisk, men i bund og grund tilhører det stadig den uddøende race af udskænkningsteder for folk der gerne vil hjem og i seng med tv-avisen. Lukketiderne er særdeles konservative - et træk folk på Frederiksberg jo er glade for - og det er jo en effektiv måde at holde ungdommen, der jo efterhånden først går i byen klokken daggry, borte på, så derfor kan to bargæster og bartenderen sidde i fred og ro og spille tænkeboks eller trille tommelfingre; hvad der nu passer dem bedst.

Fadølsanlægget skænker for tiden julebryg, og det er vel ikke så mærkeligt, men det gjorde de altså også ved vores sidste besøg i februar. Gad vidst om gæsterne får friske varer næste gang det bliver j-dag?


Tordenskjold

Gammel Kongevej 142
33 21 72 59
7
5
05 7
alm.: 16 Lokale unge.
Jukebox, spillemaskine, fjernsyn. 22.01.99
Ja, hvad skal man egentlig finde på? Her sidder vi fredag efter midnat og forhandler lavmælt om karakterer og beskrivelse. Vi er nemlig de eneste gæster, og vores arbejde med jukeboxen har ikke bidraget nævneværdigt til stemningen, for den er faktisk temmelig forsagt af en jukebox at være. Hvorom alting er sidder vi altså i et rektangulært lokale der indeholder fem båse med finerborde og bænke med stribet betræk, en bar med fem barstole i stål og pseudolæder, et fjernsyn, to spilleautomater, en bartender og to anmeldere. Baren har polstret kant og må have været ret hip da den blev installeret en gang i halvfjerdserne. Væggene er af den slags murstensplader man køber pr. kvadratmeter, monteret med det mest pauvre bindingsværksimitat vi længe har set. De er martialsk prydet med sværd, skjolde og økser der måske skal minde om vores søhelt. Det er næsten utænkeligt at et femværtshus i denne del af byen altid fremtræder på denne måde, så måske er vi bare uheldige. Og nu til allersidst, efter en times ensomhed, får vi så endelig selskab, men det er tid til at gå videre.

Café Tullin

Tullinsgade 24
33 31 23 48
8
5
Underberg; cigaretter
sø-fr: 01; lø: 22; 7
alm.: 15; Happy Hour 8-17: alm.: 12; Lokalt
Spillemaskine 26.04.99
Lukket

Tullin ligger vel nærmest på Frederiksberg, men i sin egen selvforståelse er det med garanti mere Vesterbro. Og her må det have ligget fra Vesterbros opståen med et klientel med hang til velovervejet heldagsdruk. Nå ja - ikke helt - faktisk er Tullin grundlagt den 16. oktober 1912. Den patina stedet måtte have, er næppe resultatet af en målrettet indsats, for udsmykningen er udført med lidt tilfældige reklamespejle og cafereproduktioner, men møblementet er charmerende faldefærdigt, og Tullin bærer præg at blive brugt til det formål det blev opført til. Vi håber illustrationen på dametoilettet repræsenterer kunstnerens kvindesyn snarere end det sædvanlige kvindelige klientel.

Almindelig amerikansk folkepop fra højttaleren.
Dankort


Vinstue 90 (90eren)

Gammel Kongevej 90
33 31 84 90
10
5
Fadøl (almindelig Hof, men opskænkningen gør forskel)
sø-on: 01; to-lø: 02; 7
0,5 l fad: 48; Fortrinsvis ældre lokalt, men også en del unge.
Interessante gamle avisklip 16.11.11
Anmeldt første gang 22.11.96
Hvad er det nu for noget? Her er gabende tomt, og så skal man alligevel vente et kvarters tid på en stor fadøl! Og så er den flad og ligner en gammeldaws isvaffel med skum til højre og venstre. Men alligevel er vi glade og tilfredse og nikker på næsten tyvende år genkendende til en af de helt store institutioner i byens værtshusliv som gudskelov ikke har forandret sig, og hvor man stadig hæger om traditionen for den langsomt skænkede fadøl med stor flot top.

90eren stammer fra 1916, og allerede få år efter havde en kongelig teatermaler oparbejdet en så stor barregning at han fik lov til at udsmykke hele lokalet med klassiske motiver i stil med det kendte Akropolistæppe (læg mærke til at bjergtoppen på væggen til venstre for baren er et fikserbillede hvor man kan se to ansigter). Siden da er der næppe sket meget med den fysiske indretning, og på den vis bliver 90eren både et hyggeligt og brugbart ølsted og et charmerende museumsstykke hvor man føler historiens sus af fortidige øldunster og gammel cigarrøg.

Ud på aftenen begynder det som regel at vælte ind med fadølsentusiaster og andre mere lokale udhængere. 90erens særpræg - Hof uden kulsyre - gjorde den tidligere til et kultsted, men i disse år hvor man kan få masser af lige så fint eller finere øl andetsteds, kan værtshuset næppe markedsføre sig på det længere. Ikke desto mindre er der nok ingen tvivl om at 90eren sikkert har ry og pondus nok til at holde fanen højt længe endnu.

Ingen musik, det bruger man åbenbart ikke.
Dankort


Vodroffslund Bodega

Vodroffsvej 28
33 21 35 82
8
8
Fadøl (Tuborg, Classic, pt. Sne)
ma-on: 00; to-lø: 02; sø: lukket;
0,5 l alm.: 28; Lokalt
Billard, jukeboks, spillemaskine, Photo Play 17.11.07
Anmeldt første gang 24.04.99
Vi besøger Vodroffslund på den mindeværdige lørdag hvor Ole Stephensen modtog Den Danske Ølpris, og hvor landsholdet snart skal prøve lykken mod Nordirland. Ingen af delene har givet anledning til større ståhej på denne overlevende klassiker af et lokalværtshus i den mere ydmyge ende af Frederiksberg. To modne damer drikker fadbamser, en herre fodrer spillemaskinen, og en lille knægt går og tjatter til billardkuglerne, alt sammen uden større entusiasme.

Her er såmænd ellers hyggeligt nok, og retfærdigvis er vi kommet ret tidligt på aftenen, så det store rykind kan jo godt komme senere. På det tidspunkt kunne man så håbe på at jukeboksen vil blive fodret lidt mere flittigt, så man ikke skal trækkes med pinlige pauser mellem de ret spage rocknumre den til tider tager sig sammen til at spille. Vi tør nu alligevel godt anbefale Vodroffslund som et gedigent brugsværtshus hvis man nu lige er i området.

Rygning tilladt.

Dankort