Fynske Øhav

Øhavet dækker blandt andet en række småøer hvor vi kun har anmeldt et enkelt sted på hver, af den simple årsag at der ikke findes mere. Det drejer sig om øerne Skarø, Lyø, Bågø, Drejø, Bjørnø og Årø. På Avernakø er der ikke engang én hvorfor vi måtte ty til et alternativ.
Nogle vil måske mene at Årø ikke er en del af det sydfynske øhav fordi det rent administrativt hører til Sønderjylland - og før 1920 til Tyskland. Og man drikker Fuglsang og ikke Albani. Disse gode infrastrukturelle argumenter har vi bare ikke taget ad notam da den rent geografisk jo også er smidt ned her i området omkring Fyn.
De store øer i området er Langeland og Ærø.


Billedet er fra Ærøskøbing.

På Langeland er Rudkøbing hovedstaden, hvorimod Lohals nok går en hensygnende tid i møde efter at færgen er holdt med at sejle. Siden 1962 har man kunnet komme kørende til Rudkøbing via Tåsinge og Siø hvilket måske gør den en anelse mindre eksotisk end de øvrige øer der er anmeldt i denne region.
Rudkøbing er en hyggelig gammel by med krogede gader og gamle huse. Den kendes i hvert fald tilbage fra 1287 hvor den benævnes Rudtkjøbing (i betydningen rydning). Om sommeren er den meget populær blandt turister, og tilstedeværelsen af færgeforbindelsen til Ærø giver den et vist metropolitisk indslag.
Værtshusene er forskellige i stilen, men under et vældigt hyggelige.

Erei kendes første gang for et stort slag mellem Magnus den Gode og Svend Estridsen hvor sidstnævnte desværre tabte, og Ærø har siden som en sydlig udpost i riget været meget plaget af venderuvæsenet som Absalon heldigvis fik sat en stopper for. Øen har tre store byer hvoraf Søby er den mindste, og de to andre fører en evig kamp om at være den vigtigste. Kommunesammenlægningen på Ærø har ikke betydet en væsentlig opblødning i forholdet.
Marstal (opr. hestestald) er den største og mest helstøbte, men den har aldrig fået købstadsprivilegier, og det til trods for at den har været Danmarks næststørste havn. Marstal har altid levet af søfart, men efter 1. verdenskrig var sejlskibenes tid forbi (da mænd af stål sejlede skibe af træ), men at sejle var nødvendigt, og det dygtige sømandsskab blev overført til skibe med damp- og motorkraft.
Værtshusene afspejler byen, og vi anbefaler særlig Minde der ligger tæt på færgehavnen.

Ærø kom i 1277 under hertugdømmerne og havde derfor megen vigtig handel med Slesvig. Denne handel var centreret om hovedbyen Wisby der med tiden kom til at hedde Ærøskøbing da den havde fået købstadsprivilegier. I 1864 da Slesvig og Holsten måtte afstås, slap Ærø dog med skrækken og kom tilbage under kongeriget, men Ærøskøbings betydning som handel- og søfartsby forsvandt, og i dag virker den nærmest som en museumsby der i høj grad lever i turismens tegn. Den ligger centralt for et besøg på øen med færgeforbindelse til Svendborg.
Det nærmeste værtshus på havnen er Arrebo, og de har tilmed længe åbent.

Søby er en lille by beliggende på en bakke. Den kaldtes en overgang for 'det lille Esbjerg' på grund af det hastigt voksende fiskeri, men nu virker byen en smule død igen, og værftet har næppe meget at lave. Få minutters gang syd for byen findes Søbygård opført af hertug Hans af Sønderborg dengang Ærø orienterede sig mod Sønderjylland. I dag findes kun en enkelt lille færge til Mommark på Als.
Værtshusene er efter vores mening faldet lidt af på den de sidste par år, men så er der jo håb om at det kan blive bedre.

Henter kort...

Eventuelle kommentarer og rettelser til værtshusene i området er velkomne.


Arrebo

Vestergade 4, 5970 Ærøskøbing
62 52 28 50
10
8
Fadøl (Rise, Tuborg, Classic)
00; NB Mellem 00 og 02
0,5 l Rise fra fad: 40; Mest turister
Gårdhave 30.06.09
Anmeldt første gang 07.07.99
Arrebo var tidligere en legende i øhavet, i hvert fald i Københavnsguidens ølfokuserede univers. Et robust femværtshus midt i Ærøskøbings velfriserede pænhed og derfor et af øens bedste og mest bemærkelsesværdige steder. Dertil kunne lægges stedets gode historiske bevidsthed som blev udtrykt i de mange billeder, genstande, breve og andre dokumenter der prydede væggene. 2008 var derfor et sørgeligt år, hvor vi kunne berette at Arrebo var lukket og under konvertering til galleri med udskænkning til det pengestærke og sofistikerede publikum som før finanskrisen syntes umætteligt og ustoppeligt. Hvadenten det nu skyldtes krise, ændrede prioriteter, protester eller uduelighed, blev Arrebo aldrig til galleri, og i sommeren 2009 er det genåbnet som værtshus i en renskuret og hvidmalet stil. Tilsyneladende var gallerificeringen allerede så (h)vidt fremskreden at intet stod til at redde fra det ærværdige Arrebo, så udfordringen er enorm, og ambitionerne er måske også nogle andre. Den festopgejlede Ærøungdom med de store fadbamser er i hvert fald borte og afløst af et lettere gråskægget klientel som i aften hører levende musik fremført af en lokal artist som tidligere har optrådt på Odense Blues Festival og udgivet op til to CDer. Han bakkes improviseret op af en glad mundharpespiller og en storartet klarinettist som har lagt vejen forbi denne tirsdag aften. Ellers er her tyndt besat, men rygtet går at turisterne først begynder at rykke ind i næste uge. Hvis turisterne sætter pris på den slags caféproperhed som går igen fra Holstebro til Hornbæk, kan de nyde den på det rekonstruerede Arrebo lige til lukketid som svinger konservativt mellem midnat og to. Om det til glæde for os andre kan lykkes at fremmane en smule af den gamle Arrebostemning, står indtil videre hen i det uvisse, men herfra ønsker vi held og lykke til et sted vi altid vil omfatte med sympati.

På billederne kan man selv sammenligne det gamle og det nye Arrebro.

Rygning kun i gårdhave. Dankort


Avernakø havnecafe

Avernakø Havn, 5600 Fåborg
62 61 00 42
8
3
Dog muligvis fadøl en gang i mellem.
20; NB eller senere efter behov, næppe uden for sæsonen; 7
Havnens.
Alm.: 20; evt. stor fadøl: 30; Havnegæster og turister
Terrasse med havudsigt. 15.07.08
Gennem de askegrå sommerskyer trænger lyse pletter af sollys sig igennem, rammer vandet, spreder sig, og danner sammen med lyden af vestenvinden en blød atmosfære hen over havnen og havnecafeen på Avernakø. Her sidder vi så med udkig over til færgen og det tilhørende færgetræk - to biler hveranden time - og nyder en genstand fra Havnecafeens begrænsede øludbud, Tuborg og Carls Porter.

Der er en behagelig ro ved at sidde her midt i ingenting og se på ingenting og hav og Fyn og sand og eng. Indenfor spiller den engelsksprogede bartender halvhård rockmusik mens han finder pommes fritterne frem og gør klar til det store rykind i eftermiddag. For længerevarende turistopholdsgæster må det være noget af en gave at havnecafeen er kommet, for ellers var alternativet at nyde det glade ferieliv uden for købmanden.

På udbudssiden kunne Havnecafeen godt arbejde lidt mere med konceptet. Vi havde ikke forventet fem slags latte og udvalgte øl fra danske mikrobryggerier, men fadølshaner der er tomme, og så valget mellem en Tuborg og en Carls Porter er altså lidt tyndt. Her er vist en opgave for Monopoltilsynet.

Dankort


Den Gamle Kro

Nørrebro 13, 5900 Rudkøbing
62 51 10 91
8
7
Underberg
NB ma-on: for det meste lukket; to-sø: 00-05;NB afhængig af publikum. Uden for sæsonen: to-lø: 03; NB ellers lukket. 7
alm.: 17; Ungt
Billard, dart, spillemaskine 18.07.00
Lukket

Nogle adjektiver helt gratis: "Friskbrygget" kaffe, "gammeldaws" isvafler, "hjemmelavet" leverpostej, så når man nu har en kro, hvorfor skulle den så ikke være "gammel" når det nu er et plusord? Læseren opfordres således til at opgive alle nostalgiske ideer om en trivelig krofatter der med mild hånd langer et skummende krus "velskænket" fadøl over disken med en hyggelig, lattermild bemærkning til det trofaste stampublikum.

Rudkøbings "længe" åbne kro ligger godt nok i et smukt gammelt hus med et smukt gammelt kroskilt, men indvendig fremtræder stedet forholdsvis moderne og lidt råt på den måde der også i København er så almindelig for de sidste tilflugtssteder sent på aftenen.
Bortset fra enkelte gamle møbler virker stedet nyt, der er ikke fadøl i hanerne, der er godt tryk på noget ensformig, rytmisk musik, og bartenderen er en ung fløs med tredagesskæg og ørenring. Men han er da flink nok, og det overvejende unge publikum har det tilsyneladende fint med billard og dart (her er såmænd et separat lokale til begge aktiviteter; det er et stort sted) og forsøg på samtale gennem det overdøvende lydtapet. Vores anbefaling af et weekendbesøg, skal også ses i lyset af at når man forlader den angiveligt gamle kro, går vejen lige direkte hjem i seng.


Den Gamle Vingaard

Skolegade 15, 5960 Marstal
62 53 13 25
8
6
Fadøl (Albani, Albani Classic, Warsteiner)
NB Når folk er gået 9
0,5 l alm.: 28; Fortrinsvis spisende og turister.
Meget - se nedenfor. Men hverken jukeboks eller andet, der bruger strøm. 17.07.00
Lukket

Lad det være sagt med det samme, Vingaarden er først og fremmest et spisested, men skal alligevel med i vore optegnelser da man har lov til at nøjes med en øl, og derfor er det et hæderligt alternativ til den mondæne øldrikker som vil drikke sin Albani et sted med stil. Stilen er godt nok lunken fadøl, men det er også baseret på en ide om at give den med hele Marstals søfartsimage. Og det er lykkedes ved at pakke den overbevisende tæt med romantiseret grej fra livet på havet. Her er en veritabel samling af ålejern, kompasser, taljeblokke samt en masse der ikke har tilknytning til søen, men snarere husholdning for over hundrede år siden. Museumskonceptet giver således masser af underholdning til synssansen, men den største fryd for øjet er ikke desto mindre betjeningen som også virker søde, omend de endnu har noget at lære om udskænkning af øl.

Dankort


Den Gyldne Hund

Smedegade 7, Lohals, 5953 Tranekær
8
6
Fadøl (Tuborg)
02; NB nogle gange tidligere 6
0,5 l fad: 20; Lokalt
Dart, spillemaskiner. 16.07.99
Man er hildet i en vildfarelse hvis man troede at bare fordi man er havnet i provinsen, er der dikteret nydelige duge med potteplanter og ulastelige tjenere med ren hvid skjorte. For selv om Lohals efter færgens nedlæggelse er mere isoleret end nogensinde, lykkes det Hunden at ligne et nørrebroværtshus i mangt og meget, og i meget stor kontrast til Færgegårdens korrekte internationale hotelstil. Nørrebro skal dog ikke tages helt bogstaveligt, for vi er i en murstenssommerhytte, med træloft, zebrabar og knoldede egetræsborde hvor de tilhørende sofasæder der kunne være hentet fra de gamle brune københavnske S-tog der udrangeredes i begyndelsen af halvfjerdserne, lader en synke så dybt at man atter føler sig hensat til spædbarnetsstadiet da man kun lige kunne kaste blikket henover bordkanten. Men klientellet af Cecilrygende invalidepensionister og uvaskede hundeluftere der kaster små skarpe i kæften så hurtigt som den vist nok lettere beduggede bartender kan levere dem, kunne man lige så godt støde på i omtalte brokvarter. Med andre ord anbefaler vi gerne et besøg på Hunden til afveksling fra de mindre folkelige lampetløse provinspubber.

Herren på billedet er ikke stamkunde, men en lettere forundret københavner.

Musikken her var under vort besøg kun Elvis.
Dankort


Drejø Kro

Vigsvej 1, Drejø, 5700 Svendborg
62 21 47 87
8
5
sø-lø:18-22; 7
Alm.: 20; Turister og lokale
Blinkende øl. 16.07.08
Anmeldt første gang 07.07.99
Drejø er en i særklasse hyggelig uspoleret ø hvortil man kun kommer med færgen fra Svendborg eller i eget skib. I Kong Valdemars øliste fra 1231 kendes den som Østræ Draghø, som modsætning til den vestre der i dag hedder Avernakø. På grund af en rig fauna blev den også brugt som "Kongens Fadebur". Indtil ildebranden i 1942 var den berømt for det bedst bevarede landsbysamfund, men derefter udflyttedes gårdene til deres respektive jorder. I dag er infrastrukturen næsten ikke-eksisterende, så skolebørn og meget andet godtfolk må hver dag på en længere tur gennem Højestene Løb til Fyn. Nu kunne man tro at Drejø er en tilbagestående ø, men det er ingenlunde tilfældet, for her er da en kro, og den kom vi langvejs fra for at besøge.

Den gamle kro brændte for nogle år siden, og nu ligger den så i et slags parcelhus som også indeholder privaten og værtens købmandsforretning. Selve krolokalet er faktisk lidt cafeteriaagtigt som man ofte ser det på de små øer, og i godt vejr kan man sidde ude på terrassen og se på den velfriserede villahave. Den helt store oplevelse her fås altså mere fra hele øens atmosfære af forholdsvis uberørt (og i den forstand fortidig) idyl.

Men selv i højsommertiden har kromutter travlt med sin anden beskæftigelse, nemlig at være grillbarmoster og købmandskone. Derfor skal man være mere end almindeligt heldig for at finde kroen åben i dagtimerne, men et telefonopkald med et løfte om spisning vil måske kunne åbne den. Heldigvis ligger Gl. Elmegaard tæt ved. Se denne.

Dankort


Dueslaget

Havnegade 34, 5900 Rudkøbing
62 51 26 72
9
9
Fadøl (Odense Classic, Royal Xmas, Murphy's) Underberg. Lidt værtshusmad - tarteletter, oksehalesuppe og den slags. Cigaretter.
ma-lø: 00; sø: 22; 7
0,5 l alm.: 30; Lokalt
Billard, jukebox, spillemaskiner 17.07.08
Anmeldt første gang 05.07.99
Vi skal gøre opmærksom på at ugens øltal er 39. Det står os ikke klart hvad et sådant tal bliver brugt til, men når uger nu er udstyret med ugenumre, hvorfor skulle de så ikke også have et bestemt øltal. Og et værtshus er da det naturligste sted at annoncere dette lige i øjenhøjde over baren, sådan som her på Dueslaget.

Provinsens værtshuse er sjældent så specialiserede som man ser det i storbyen. Hvor fx Nørrebro kan opvise flotte, moderne caféer, musiksteder, rockersteder og et væld af mugne druksteder, skal de få værtshuse i Rudkøbing dække samtlige behov der måtte opstå hos det borgerlige publikum, drukmåsene, billardspillerne, ballademagerne, unge og gamle, lokale og turister. Og Dueslaget forsøger at favne det hele. Her er pænt med duge på bordene, potteplanter og staldlamper, og man kan med lidt held undgå at blive distraheret af de mange armløse tyveknægte der er placeret midt i lokalet.

I det omfang der rigtig kommer gang i Rudkøbing, er Dueslaget et godt sted at opsøge løjerne. Faktisk er der heller ikke meget andet at gøre i Rudkøbing den største del af året, for på hovedstrøget er der dødt, og byens få andre værtshuse lukker sikkert tidligt eller åbner slet ikke.

Musikken fra jukeboxen er ganske ordinær, men dette her er vist det eneste sted uden for Ærø hvor man har en plade med Marstals Småborgerlige Sangforening. Men den er vigtig, for vi forstod på stamgæst Bjarne at Marstal er paradis på jord, og han fik våde øjne ved tanken om dette lykkeland for enden af den lokale færgerute når vi spillede Marstalsangene på boxen. På trods af et helt liv på Langeland havde han dog endnu aldrig klaret sejlturen derover, men vi håber at han en dag tager færgen og når sine drømmes mål.

Dankort


Gammel Elmegaard

Hestmaevej 1, Drejø, 5700 Svendborg
23 62 71 17 www.gammel-elmegaard.dk
11
8
Mindre udvalg af specialøl.
NB Ved aftenstid 10
Div. Refsvindinge på flaske: 25; Fortrinsvis turister
Stor have. Museum 01.07.09
Det meste af Drejø brændte i 1942. Den gamle kro røg ved den lejlighed, men som et af de få huse gik Gammel Elmegaard ram forbi, og derfor er det smukt passende at der netop hér er krodrift i dag, for gården er et fantastisk sted med traditioner og historie. For eksempel kan vi læse i Familiejournalens artikel fra 2008 (FJ26/2008) om Gammel Elmegaard og søstrene der ejer og driver gården, at adskillige konger har besøgt den, senest Frederik IX. Men allerede Valdemar Sejr (der i øvrigt blev bortført fra en af naboøerne, Lyø, i 1223) besøgte den i følge artiklen, og det er da imponerende at kunne gøre det 300 år før den blev bygget.

Men sådan en sommerdag som i dag forstår man godt Valdemar. Fluerne summer søvnigt i skyggen, roserne soler sig og rækker op mod stråtagskægget, og ude på vejen kommer Poul Reichhardt marcherende med en lille bylt og synger 'Er du dus med Himlens Fugle'. Alt i alt kan det vel ikke blive meget bedre at få en øl eller hjemmeplukket snaps her, men man skal være opmærksom på at Gammel Elmegaard også er et privat hjem for de to søstre der bor her og samtidig driver museumsvirksomhed i deres egne stuer. Derfor bør besøget kombineres med en guidet tur i den gamle gård hvor man får en frilandsmuseumsgennemgang der afsluttes med en fremvisning af en imponerende model af den gamle Drejø By før katastrofen. Søstrene har sat sig ind i sagerne og gør god reklame for øen, men en til tider distinkt kortvokaldialekt røber at de faktisk er tilflyttere. Det forlyder at Drejø er en ganske særlig tolerant ø hvor alle indbyggere bakker hinanden op og trækker på samme hammel, og det skal såmænd nok passe. I hvert fald giver vores besøg her på Gammel Elmegaard belæg til den historie, og vi kan kun opfordre vores læsere til at slå et smut forbi en af Danmarks stadig velfungerende småøer og få en øl og en bid brød på den gamle gård.

Lukketid er et lidt svingende begreb (oftest omkring klokken 18), og udenfor sæsonen kan man ikke regne med at kunne få en øl uden aftale forinden.

PS. Gæstfriheden på Gl. Elmegaard gjorde faktisk at vi slet ikke nåede at få opdateret vores anmeldelse af Drejø Kro. Det må blive næste gang.

Dankort


Kajs Bådehus

Prinsehøjsvej 33, Bågø, 5610 Assens
9
3
Fadøl (Hancock); Ritter Sport og Kinderæg tæller ikke op, men de er der.
22; 10
Kajs eget toilet i privaten.
0,5 l alm.: 25; En familie der spiser hamburgerryg med gemüse.
Elorgel bag baren 11.07.02
Kajs Bådehus reklamerer stolt med at det kun ligger to kilometer fra havnen lige før man når til Bågø By hvis aldeles mennesketomme hovedgade med bondegårde fra før udflytningen er et besøg værd. På tilbageturen til havnen kan man så besøge bådehuset som beliggenheden taget i betragtning meget fornuftigt ikke indeholder en eneste båd, men derimod en lille krostue hvor Kaj og konen står i en slags trækiosk og sælger chokolade og Hancockøl og måske en middagsret.

Man kan tage øllen med udenfor til et havebord og inhalere den i selskab med gipsløver, dannebrogsflag og naboens forboldspillende børn. Det hele er splinternyt og garageagtigt, og der er formentlig tale om en sommerspøg som nedlægges når båden skal i hus. Det siger sig selv at hvis man anlægger en traditionel værtshusvurdering, kan bådehuset ikke gøre sig fortjent til alverden. Alligevel vil vi gerne udtrykke vores tilfredshed med et initiativ til at udbygge det noget spartanske udbud til turister og lokale på en ø som ellers har mistet sin sidste købmandshandel. Sikkert og vist er det at en øltørstig besøgende på Bågø før eller senere ender hos Kaj. I hvert fald denne sommer, og lad os da bare ønske bådehuset held og lykke til næste år.

Musikken udgøres af vinden i piletræerne.


Købmanden på Avernakø

Hovedvejen 31A, Avernakø, 5600 Faaborg
62 61 75 76; Fax 62 61 76 73
5
7
Fadøl og købmandsvarer, Underberg.
ma-lø: 19; sø: 17; NB Længere hvis der er behov for det. 6
Ud i busken
0,5 l fad: 20; Turister og andre handlende
Parasol 15.07.08
Anmeldt første gang 12.07.02
Indrømmet, det ligger godt nok på grænsen - eller ved siden af - hvad Kbhguide.com beflitter sig med. Men dels har vi rejst mange sømil i dag da vi har lovet vore læsere at færdiggøre det fynske øhav, og dels er købmanden på Avernakø eneste mulighed uden for sæsonen for at få en kold bajer en varm sommerdag som i dag.
Efter at købmanden har fået udskænkningstilladelse, kan man nu få fadøl og et glas til sin bajer; nå ja, det er faktisk et plastikkrus, og de ligger så og flyder langs Avernakøs hovedgade. Og her sidder vi så og taler godt for vores syge moster når vi skal overbevise os selv om at det var korrekt at anmelde en købmand. Men potentielle avernakfarere har krav på at kende til tingenes tilstand før de begiver sig til søs, og er man først kommet, skal man jo kunne slå op og få at vide hvor man skal gå hen.
Vi lover aldrig at gøre det mere - med mindre det er absolut nødvendigt.

NB. Siden anmeldelsen blev skrevet, er der kommet en cafe nede på havnen

Dankort


Landbogaarden

Vestergade 54, 5970 Ærøskøbing
62 52 10 41
10
7
Fadøl (Hof, Carls, Tuborg Classic)
9
alm.: 20; 0,5 l alm.: 40; 9-12: alm.: 15; Turister
Spillemaskine 15.07.08
Anmeldt første gang 17.07.98
Midt på Ærø lå engang Visby, men så fik den købstadsrettigheder og tog det noget kedeligere navn Ærøskøbing. Måske stammer Landbogaarden fra dengang. Den er i hvert fald så gammel at den ikke engang forsøger at være retro. Godt nok er klinkegulvet, fotografierne og cykelhjelmen på knagen kun fra forrige århundrede, men ellers er museumskarakteren så gennemtrængende at man føler lillebyens vidunderlige mangel på prætentioner.

Landbogaarden har en rigtig slyngelstue med respekt for øldrikkere som Jens Carlsberg og Ole Taxi som måske er dem der sidder og hygger sig med kromutter lige nu. Det er dejligt at en by klemt mellem sin egen historie og alle turismeindustriens sukrede fælder stadig formår at holde smarte pengebegærlige caféejere borte fra en ægte værtshusrestaurant som de lokales Landbogaard.

Dankort


Lanternen

Strandstræde 47, 5960 Marstal
62 53 19 20
7
7
02 8
alm.: 16 Meget ungt lokalt, bartenderen har vitterligt bøjle på tænderne.
Billard, fjernsyn, jukebox, spillemaskine 17.07.00
Anmeldt første gang 06.07.99
Når de unge ærøboer drikker deres første øl, er der stor sandsynlighed for at den bliver langet hen over Lanternens store fyrretræsdisk til akkompagnement af høj, moderne diskoteksmusik. Her er pænt nok med dug på bordet og potteplanter, men stemningen virker alligevel upersonligt-funktionel, mest i retning af beboerlokale, ungdomsklub, færgediskotek eller lignende. At væggene prydes af billeder af sejlskibe og maritime messingting, kan ikke have meget med indehaverens selvforståelse at gøre. Vi gætter på at kommunalbestyrelsen bare har vedtaget at sådan skal værtshusene i Marstal se ud. Men uomtvisteligt er her god gang i den en tirsdag aften i sæsonen, og som sædvanligt for målgruppen befinder halvdelen af gæsterne sig ude på gaden i færd med at ryge deres første cigaret, ordne deres kærestesorger og andre personlige anliggender.

Dankort


Lanternen

Hotel Troense, Strandgade 5 - 7 / Landingen, 5700 Svendborg
62 22 54 12 www.hoteltroense.dk
10

NB Når der ikke er flere gæster 7
Fadøl (Alm. pilsner)
0,5 l fadøl: 54; Intet (Sent fredag aften)
6 18.07.08
Anmeldt første gang 03.07.95

Lohals Færgegaard

Søndergade 2-4, Lohals, 5953 Tranekær
62 55 14 35
8
6
sø-lø: 0045; NB Tidligst 0.45. Men ofte længere, når der er noget at lave. 9
alm. 17 Lokalt, turister og lystsejlere.
Jukebox, pool. 18.07.98
Når det nu er en færgekro, og udsigten er til færgehavnen med parkeringsplads og Scandlinesterminal og alting, siger det jo sig selv at indretningen må blive maritim. Langt de fleste billeder forestiller sejlskibe. Der er et skibsur og et skibsbarometer og et koøje og en dykkerhjelm. Gulv og træpaneler i tilsyneladende ædelt træ kunne også godt forekomme i kahytten på en meget stor lystyacht. Betjeningen var under vort besøg varetaget af en afløser, og den var kompetent og behagelig.

Dankort


Lyø Kro

Søndengyden 1, Lyø, 5600 Faaborg
62 61 87 01
8
6
Ikke synligt
NB Næppe sat i system. 7
alm.: 18; men kun 7 i købmandsbutikken ved siden af. Intet
30.07.04
Anmeldt første gang 16.07.00
Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer! Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og Bierne futtede muntert rundt og samlede Honning, thi det havde de lært af deres Moder. Midt i Solskinnet laae en Kat og krummede Ryg, og hist hvor Vejen slog en Bugt, sejlede de søde smaa Ællinger rundt i Kæret og dykkede for at søge Beskyttelse mod Heden.

Ovre Paa den anden Side af Vejen vare tre Mænd. De sad ved et Havebord og beskyttede Øinene med store grimme Taberkasketter. Elephanter kunde man ikke faae, så de havde tre Pale Ale nr. 16 fra Refsvindinge foran sig. Mændene vare blevne udmattede af den megen Sol, og de vare derfor gaaet til den gamle Parcelhuskro hvor Fluer og Edderkopper hang bag Gardinerne og ventede paa federe Tider.

Paa Vejen havde de tre Mænd passeret den store Sten der fortalte at Kongen for 800 Aar siden var blevet overfaldet og bortført, fordi Greven af Schwerin var bedrøvet over at Kongen havde været sammen med hans Hustru. Vold og Ufred havde altså en Gang været paa Øen, men det var længe siden nu, og man kunde føle sig heelt tryg.

Pludselig gik der en Mand ind i Kjøbmandsbutikken bag Havebordet og købte to Hof.
'Hvorfor ligger der en Kjøbmand lige ved siden Kroen?', spurgte een af dem med Taberkasketterne, 'Bliver Kromanden ikke Sur?'
'Hvilken Kro?', spurgte den Nytilkomne og saae forvirret ud. Han vidste først ikke at der var en Kro paa Øen. 'Naae, det er samme Eier', sagde han og troede at det var Svar nok.

Mændene bleve Forvirrede, de drak det sidste Øl, og så droge de for den lune Østenvind videre ud i Verden.
Men en skiønne Dag ville de vende tilbage.


Minde

Kongensgade 13, 5960 Marstal
62 53 15 26
10
7
Fadøl (Odense, Odense Classic) Underberg
sø-to: 23; fr-lø: 00; NB måske 02; 8
Alm.: 18; Underberg: 21; Lokalt bedugget.
Spillemaskine, fjernsyn, jukebox 26.06.09
Anmeldt første gang 06.07.99
Hvor, om nogen steder i vore dage, bør der være et ægte sømandsværtshus hvis ikke i Marstal, Danmarks søfartsby nummer et. Det siger sig selv at de professionelle drukmåse søger herhen hvor der er lokalpatriotisme i højttalerne med sømandsviser og Marstals Småborgerlige Sangforening!

Minde (i lokaldialekten udtalt med hårdt 'd') er helt afgjort Marstals kønneste og hyggeligste værtshus der er præget af ægthed, ælde og søfart, og selve udsmykningen er fortrinsvis skævt ophængte gamle passagerdampere. Den er måske en konceptbar fra det nittende århundrede, for den ligner søfartsværthuset Malmø i København. Vi kan ikke ganske sætte fingeren på hvorfor Minde virker, men måske har det noget at gøre med at det er livsbekræftende at alt ikke behøver have en fandens fart på, og her er der både nutidigt og samtidig fortidigt da man mærker atmosfæren af udrejste ærøboer som er samledes her med nye kosmopolitiske erfaringer og alligevel kunne lade sig synke hen i barndommens by. Selv på vej ud til toilettet mærker man at gulvtæppet lugter som i gamle dage. Her forenes begreber så fremragende som fortid, folkelig hygge og søfart.

Stemningen er rar ud på aftenen hvor sømandsmusikken opildner dansende gæster og opstemte vrøvlehoveder der slår rommen i glasset.

Behagelig letvægtspop.
Rygning
Dankort

Efterskrift til almindelig orientering: Man har ikke været i Marstal hvis man ikke har fået en Marstaller, og det ville anmelderne naturligvis ikke have siddende på sig, så vi måtte jo også smage den ret beset temmelig ordinære kryddersnaps bestående af Brøndum og nogle få dråber hemmeligt sort stads.


Mødestedet Skarø

Skarø Brovej 2, 5700 Svendborg
62 22 26 45
8

20 7
Forsamlingshuset ned ad gaden mod havnen og til venstre
Stor pølse med brød: 23; alm.: 7 inkl. pant; Lokale og tilrejsende
Borde og parasoller 15.07.07
Københavnsguiden har besøgt Skarø gennem mange år og har kunnet berette stort og småt fra øen som først havde en løjerlig grill og derefter fik den noget mere sofistikerede Café Sommersild. Nu er vi her igen og bringer en reportage fra første sæson efter at Sommersilden er røget. Alt nærings- og nydelsesliv på øen er nu koncentreret om købmanden som sammen med den tilstødende pølsevogn forsyner Mødestedet hvor lokale og gæster forsamles under det store kastanietræ for at spise pølser og chokoladekiks, drikke øl og cola og lytte til pølsemandens radio som bringer en genudsendelse med Jørgen de Mylius. Der er altså intet nyt i radioen, og her på Skarø sker der heller ikke en pind. I den moderne verden er det jo et privilegium at opleve den slags.

Købmanden tager Dankort


Nummeret

Havnegade 2, 5900 Rudkøbing
62 51 36 18
11
7
ma-to: 23; fr-lø: 02; sø: 21; 7
Alm. Langelandspilsner: 18; Lokalt
Billard, jukebox, spillemaskiner 19.03.12
Anmeldt første gang 15.07.99
Med enkelte prominente undtagelser er hotelbarer jo noget kedeligt noget, men Hotel Rudkøbings lille krostue med udsigt til havnen og foderstofkompagniet ligger heldigvis langt fra den internationale standard der næsten forventer kreditkort i ædelt metal.

Som en nyskabelse siden vort første besøg indførte Nummeret for en del år siden billardbord på bekostning af de almindelige borde som nu er tre i tallet. Skulle man ikke kunne få en bordplads, er der heldigvis stadig en god, stor bar at hænge ud i. I København ville vi i kor have skreget "provins!", men her i provinsen er denne type værtshus jo netop forventeligt og velkomment.

Om aftenen frekventeres Nummeret af mennesker der sløret tumler rundt om billardet, eller lidt forvildet søger rundt i jukeboxrepertoiret som forsøgte de at finde livets mening skjult bag maskinens glasrude (hvilket de muligvis også gør).

Denne dag havde nogle københavnske søulke og en fotograf indfundet sig hvilket satte lidt mere fut i etablissementet og mere end fordoblede kundekredsen, og forvirringen var også stor da vi bad om nogle Langelandspilsnere. Kromutter var tilsyneladende ikke selv klar over at det lokale bryg fra Albani bærer navnet Langelandspilsner her. Nogle gange skal udenøs folk måske gøre opmærksom på det indlysende? Den lokale nomenklatur kunne dog hurtigt afklares, og vi kunne spille billard lige til lukketid, selvfølgelig til tonerne fra John M.


Scruffy Murphy's

Strandstræde 41C, 5960 Marstal
62 53 13 23
9
9
Fadøl (Hof, Guinness, Kilkenny, John Bull, Murphy) Underberg.
02 8
Alm. 0,5 l Fad: 30; 0,5 l Guinness: 35; Lokalt
Fjernsyn 17.07.00
Lukket

På trods af navnet er her virkeligt propert; faktisk så meget at stedet mister ethvert særkende der kunne have hjulpet til at skelne det fra de andre irsk-engelske pubber der i disse år optræder i tusindvis over hele Europa. Og værtshustraditionen fra de britiske øer er da også ganske fortræffelig, og når den som her er blandet med et ubestemmeligt tyskertække, er det helt givet at man vel her har et velfungerende værtshus der nok kan trække de unge af huse om aftenen. Vi skal konkluderende blot bemærke at her er meget pænt, og det honorerer vi naturligvis.

Poprock af irsk tilsnit, formentlig levende i ny og næ.
Dankort


Skarø Grillen

Skarø Brovej 7, Skarø, 5700 Svendborg
62 21 35 13 www.skaroe.net
7
0
NB Hen ad aftenen 8
Der er en lille spadseretur over til naboen forsamlingshuset.
Alm.: 15; 0,5 l alm.: 25; Lokale, sommergæster og sejlere.
Elorgel 01.07.01
Anmeldt første gang 11.07.99
Lukket

Som Flakfortet er københavnske sejleres yndlingsmål for en kort tur, er den overordentligt idylliske Skarø det for svendborgenserne. Og hvad er mere naturligt efter sejlturen end at inhalere en halv liter fadøl på øens ubestridte omdrejningspunkt med det lidt ydmyge navn? Grillen består af en gårdhave med borde og parasoller og hvad der nu ellers hører sig til. Baren og køkkenet er kombineret i en slags pølsevogn i det ene hjørne, og til de mørke vinteraftener har man "Kabyssen" som udefra nærmest ligner (og sikkert har været) maskinhallen for nabobondegården. Og kabyssen har da en vis maritim stemning, for hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt forveksle den med Skarøfærgens ventesal: Betongulv, bræddevægge, laminatborde og lysarmaturer i loftet. Af en eller anden grund kan man godt forestille sig at her kunne være gevaldig hyggeligt når alle samler sig, elorglet i hjørnet spiller Skarøsangen, og alle synger med fra Grillens egen sangbog. Så på trods af stedets noget rudimentære karakter anbefaler vi gerne et besøg. Selv for ikke-sejlere er det ikke særlig svært og næsten ikke farligt at komme hertil. Skarøfærgen sejler fire gange om dagen og er kun forlist en enkelt gang i nyere tid. Havariet er rørende skildret i grillens sanghæfte.
Og for lige at besvare det retoriske spørgsmål ovenfor, så kunne det måske også føles naturligt at snuppe en høkerbajer hos købmanden der sammen med grillen udgør erhvervslivet i Skarø By. Miljøet omkring købmandens bænk fortjener næsten en anmeldelse, men det må blive næste gang. Det er klart at stedets karakter lader noget tilbage at ønske eftersom hele omdrejningspunktet er en pølsevogn, men selve følelsen af kontrolleret økuller bidrager jo stærkt til afslappet hygge, og bedømmelsen skal ses på denne baggrund.

Skarøgrillen måtte lukke en hel sæson (år 2000) da den lokale matador gennem mange år ville trække sig tilbage, men det er en fornøjelse at se at altruistiske mennesker igen har åbnet dette helt essentielle sted for Skarø. Vi sender vore bedste ønsker til Skarø, dens beboere og grillen.

Dankort

Øvrige oplysninger: www.skaroe.net

Billedet er fra år 2000, da grillen var lukket


Skipperkroen

Strandstræde 22, 5960 Marstal
62 53 20 28
9
9
Fadøl (Tuborg, Kilkenny, Guinness) Underberg
02 8
0,5 l Guinness: 40; Man kan også slå med terninger om prisen på en almindelig øl.; Lokalt
Billard, spillemaskine, jukebox, gårdhave 29.06.09
Anmeldt første gang 17.07.00
Skipperkroen har i flere år været det mest standardagtige værtshus i Marstal. Det må være det der har slået indehaverne for brystet og har betydet at det nu skulle shines op i en mere moderne tone og indretning. Det er ikke til at forstå hvorfor, for gæsterne var såmænd lykkelige nok for det tidligere, men der skal jo også være noget for de mange jyder der kommer til Ærø. Måske er det til ære for dem at der i dag er levende musik i gårdhaven med en guitarist og en sanger der både kan den knaldrøde gummebåd og adskillige Kim Larsen-sange.

Men her sidder vi så og nyder en dyr Guinness i stedet for en billig Odense, og det skulle så være bedre?

At en stolt søfartsby som Marstal må have en skipperkro, giver jo næsten sig selv, men at æren tilfalder dette nyindrettede og i hvert fald aldeles historieløse cafelokale langt fra havnen, må snart fortabe sig i historiens tåger. Man har selvfølgelig en smule af de almindelige maritime rekvisitter som ses på alverdens skipperkroer, heriblandt et meget nydeligt billede af et skib som angiveligt hedder Ofelia, og det er da heller ikke usandsynligt at rekrutterne fra søfartsskolen kunne finde på at fyre den af her efter en hård uge med pælestik og kølhaling og den slags.

Dankort


Café Sommersild

Skarø Brovej 7, Skarø, 5700 Svendborg
62 20 33 82 www.skaroe.net
7
7
Fadøl (Odense, Odense Classic)
21; NB Eller senere hvis man ikke nænner andet. 8
Der er en lille spadseretur over til naboen, forsamlingshuset.
0,5 l Odense: 30; Grønlandsk kaffe: 55; Lokale, sommergæster og sejlere.
Skur 29.07.05
Anmeldt første gang 07.06.03
Lukket

Der står den i sin lidenhed, uanselig og dog fordringsfuld, afløseren til den gamle Skarøgrill der ikke klarede årtusindskiftet. Sommersild derimod har tolket på tidsånden og fundet at der nu skal mere end pølser og burgere til fadøllen hvis man vil lokke sejlende svendborggensere og ballenesere til Skarø. For som Flakfortet er de københavnske sejleres yndlingsmål for en kort tur, er den idylliske Skarø det for svendborgenserne. Og hvad er mere naturligt efter sejlturen end at inhalere en halv liter fadøl på øens tidligere så ubestridte omdrejningspunkt?

Og det er da også næppe øens 25 beboere der tænkes på når menuen nu står på varmrøgede fisk fra eget røgeri, Skarøgyros og "franske pain"; de kommer nok i samme omfang som tidligere hvilket ikke har givet anledning til åbningstider uden for sæsonen. Derfor tilbydes også faciliteter som campingplads til 20 kr. i døgnet, minigolf og fjernsyn i skuret når der er landskampe. Selve caféen består - som man kan se på billedet - af en gårdhave med borde og parasoller og hvad der nu ellers hører sig til. Skuret der kaldtes Kabyssen engang og udefra nærmest ligner (og sikkert har været) maskinhallen for nabobondegården, kan godt siges at have lidt maritim stemning, selv nu hvor alle skråler fordi Danmark er ved at slå Norge, for hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt forveksle den med Skarøfærgens ventesal: Betongulv, bræddevægge, laminatborde og lysarmaturer i loftet. Af en eller anden grund kan man godt forestille sig at her kunne være gevaldig hyggeligt når alle samler sig, elorglet i hjørnet spiller Skarøsangen, og alle synger med fra øens egen sangbog.

Vi anbefaler selvsagt et besøg på denne truede ø. Befolkningstallet er i takt med industrialiseringen af landbruget faldet markant de sidste hundrede år; til gengæld fouragerer fx alle efterkommere af en tidligere borgmester i Svendborg lige omkring købmandsbutikken i hele sommerferien.

Skarø har ligesom de omliggende øer også været krongods i middelalderen, og er blevet kaldt Nyborg Slots fadebur. Fraværet af større rovdyr har givet haren gode betingelser her hvor de væsentligste predatorer i dag er de volley- og back-gammonspillende ø-lejrunge der holder til på østsiden af øen.

Selv for ikke-sejlere er det ikke særlig svært og næsten ikke farligt at komme hertil. Skarøfærgen sejler fire gange om dagen og er kun forlist en enkelt gang i nyere tid.

Dankort


Stjernen

Bjørnø, 5600 Fåborg
8
3
Hof og Slotspilsner på dåse; nyopgravede kartofler

alm.: 10; Feriegæster
Trampolin, parasol, skraldespand, en del påhængsmotorer 14.07.07
Bjørnø er kun en ganske lille ø som ikke desto mindre har både færgeforbindelse til Fåborg og eget udskænkningssted som den tørstige gæst med fordel kan besøge efter at have tilbragt et anstrengende kvarter med at gå rundt om øen. Det er ganske enkelt at få betjeningens opmærksomhed. Ring blot på klokken eller måske på mobilen, så kommer han fluks cyklende og åbner butikken. Man får selv lov til at udpege sin foretrukne dåse i køleskabet, og den nydes i den fri natur med smuk udsigt til Fyn hinsides det blanke sund som dog for en times tid siden var et regnpisket inferno og aldeles ikke blankt.

Åbningstiderne er uvisse, og det er også sandsynligt at mere seriøse festligheder hurtigt kunne afbrydes af ølmangel, men foretrækker man natur for natteliv, kan vi godt anbefale Bjørnø.


Strynø Gamle Smedie (Strynø Kro)

Stjernegade 4, Strynø, 5900 Langeland
62 51 53 00 info@strynoekro.dk
8
10
ma: lukket; ti-to: 20; fr-lø: 23; sø: 20; 10
alm.: 20; elefant: 25; stjerneskud, pariserbøf, Strynøplatte: 90; Turister
Gårdhave, dagligstue med dart, fjernsyn 28.06.09
Der er mange ting her på Strynø som Københavnsguiden i dag besøger for anden gang. Med 200 indbyggere har øen en ganske stor by hvor det lokale erhvervsliv er koncentreret. Her er f.eks. ØNet som tilbyder trådløs internetforbindelse på mange af de nærliggende øer, og mange af beboerne har små udsalg af malerier og gamle petroleumslamper og den slags. Et egentligt galleri mangler selvfølgelig heller ikke, ellers ville det jo ikke være en rigtig ø. Og så er der selvfølgelig Strynø Gamle Smedie, som den meget originalt kalder sig. I et kønt lille rødt hus midt i byen residerer krofatter Benny som har meget travlt denne torsdag eftermiddag. Først skal der skrives en regning ud til to ventende gæster, men computeren gør knuder. Efter lang tid lykkes det, og næste krævende opgave er at se interesseret på printeren som med liden iver udspyr to stykker papir. Derefter skal der tages hånd om en gæst som klager over at kaffen og kagen endnu ikke er serveret. Til slut bliver der tid til at anerkende anmelderens eksistens, og vi bliver udstyret med to Odense.

Dette adstadige tempo er faldet nogle øboere for brystet, og de er stukket af til fastlandet (som i dette tilfælde er Ærø). Det viser sig nemlig at Benny har taget det smukke gamle værtshus på stedet og vandaliseret det ved at sætte 40 cm isolering over alt indvendig, smide alle de gamle borde lavet af vognhjul ud, og i øvrigt indrette det som en blanding af en pølsevogn og et beskyttelsesrum. Intet under at de unge fnyser af forargelse over et sådant hovmod.

Et hurtigt kig rundt i krostuen afslører nemlig et ret moderne indrettet lokale med nogle borde, turistbrochurer, tingeltangel og en enkelt familie som vælger at tilbringe den herlige sommerdag indenfor. Alle andre foretrækker at sidde på terrassen eller gårdhaven og følge med i bylivet. I løbet af en Odenses tid ser vi op til adskillige knallerter, en enkelt bil og en hundeluftende dame. Genboen udbyder et større loppemarked med alskens effekter, så der er masser at se på. Alt i alt anbefaler vi gerne et besøg på Strynø når solen skinner, men der kunne gøres rigtig meget for at få et bedre kroliv på Strynø

Rygning forbudt indendørs.
Dankort


Søby Bodega

Langebro 9, 5985 Søby
62 58 12 12
9
6
Fadøl (Tuborg, Carls Special); Underberg
sø-to: 00; fr-lø: 03; 9
Toiletterne er renoveret i 2007
alm.: 20; "stor" alm.: 28; Underberg: 20; happy hour ma-sø 17-19 samt lø-sø 12-14: alm.: 15; Lokalt
Spillemaskine 03.07.09
Anmeldt første gang 15.07.00
Det er fredag eftermiddag i en udkant af riget hvor anmelderne før har slået sine folder. Alt blomstrer, og sommeren brager ned over os fra en skyklar himmel.

Når en ægte metropolit strander i en urban udørk, kan der ske et af to. Han kan begejstres i sentimental lykke over roen og den landlige poesi - se bare billederne - eller han kan gå i akut og uoprettelig provinsdepression. Men da sommeren jo er på sit højeste, vælger vi det første.

De stedlige værtshusgæster futtede tidligere frem og tilbage mellem kroen og bodegaen for at se om der dog ikke skete noget det andet sted; hvad der selvfølgelig ikke gjorde. Og efter ti minutter og en øl løb man derfor den anden vej. Men nu er kroen lukket og er blevet til et slags hotel, og med halvdelen af byens udskænkningssteder tilbage, kan de lokale klædt i Kansas og kasket bedre overskue det hele.

Hvis man ikke er til rolig kontemplation, vil man nok finde det nedslående at komme indenfor på bodegaen hvor den overvejende beskæftigelse er at stå og hænge ved baren. Men det har nu aldrig generet os, så vi finder os en plads i nærheden af fadølshanen og får os en sludder med den nye ejer som overtog stedet i 2007. Nu skulle der rettes op på bodegaen, så det kunne blive en fin én af slagsen. Ud med gulvtæppet og ind med nogle andre møbler og en forlængelse af baren, og så var den hjemme. Og da der ikke er ændret på det essentielle, er både ejeren og kunderne tilfredse.

I dag er der godt nok havnefest, et orkester spiller i teltet på havnen, og man vælger årets søbybo, som i år blev Martin der gør en ekstra indsats på fodboldholdet; og derfor er der lidt tyndt besat på Søby Bodega, men klokken ét spiller orkestret sin sidste dans, og hele byen ender heroppe på bakken.

Men almindeligvis er der jo ikke havnefest i Søby, og så foregår en lørdag lidt mere fredeligt. Så hvis man er ude efter en sjov aften i byen, må man tage den lange tur til Marstal. Og det er jo et større projekt, så vi anbefaler tøvende et besøg på bodegaen i Ærøs mest provinsielle og mindst turistede storby.

Fra højttaleren flyder gedigen popmusik for et bredt publikum.


Søby Kro

Østerbro 2, 5985 Søby
62 58 10 06 ; Fax 62 58 27 10
7
5
Fadøl (Albani Classic)
ma-sø: 00; 6
0,25 l Albani Classic: 16; 0,5 l Albani Classic: 24; 17-19: 0.25 l Albani Classic Fad: 10 (også rabat på andre øl); Lokalt
Jukeboks, fjernsyn, spillemaskine 06.09.03
Anmeldt første gang 15.07.00
Lukket

Der er for tiden ingen forpagter, men det kan da være at den åbner igen.

Søby befolkes hovedsagelig af nuværende, kommende og pensionerede værftsarbejdere, og kroens slyngelstue her er såmænd så robust og funktionalistisk at den bare skulle forsynes med smørrebrødsdisk, salatbar og afrydningsstativer for fuldstændig at ligne kantinen på byens største arbejdsplads. Skulle en træt svejser finde på at banke sikkerhedshjelmen i en af kroens solide bordplader, er der ingen tvivl om at i hvert fald sidstnævnte ville holde.

Vi har tidligere oplevet pæn gang i den på kroen, men det er efterhånden 10 år siden, og det kan jo have været et uheld. De eneste vi ser nu, er stafetløberne fra bodegaen der jo vender tilbage med jævne mellemrum - jvf. anmeldelsen af Søby bodega. Der er skruet pænt op for noget ubestemmelig rytmisk musik, så vi ville gerne kigge ind senere for at se om festen skulle være begyndt, men lukketid er den næste signifikante begivenhed, og nu er sengen eneste anden mulighed.

Og for god ordens skyld har vi altså det bedste indtryk af de ansatte på Søby Motorfabrik og Staalskibsværft.


The Cottage Bar

Strandstræde 39B, 5960 Marstal
29 29 38 45 www.thecottagebar.dk

9
Fadøl (Tuborg, Classic, Guinness, Kilkenny); ca. 10 single malts, bl.a. Oban; Underberg
ma-on: 0130; to-sø: 0430;
0,5 l Guinness: 40; 2 cl Oban: 35; Lokalt i alle aldre
Dart, fjernsyn 16.07.08
Siden vort sidste besøg har Scruffy Murphy skiftet navn til det noget mindre fjogede Cottage Bar, men ellers er der vist ikke sket alverden med Marstals bud på en realisering af det keltiske koncept. Og det virker da fint. Når man kan drikke Guinness og Oban til tonerne af Loch Lomond i Runrigs storartede rockudgave, og dét tilmed til klokken halv fem, er det svært for alvor at bebrejde stedet noget. Selvfølgelig bliver kontinentale efterligninger aldrig helt ægte, og Cottage Bar smager da også mere af Marstal end Malin Head som det også så tydeligt fremgår af lyrikken på stedet:
    Så længe vi øllet kan drikke
    og pigerne ta' i vor favn
    så længe rejser vi ikke
    fra Ærø og til København

Under alle omstændigheder er her hyggeligt denne onsdag aften hvor sommeren har trukket dusinvis af ærøboer væk fra flimmeren, og vi venter på den levende musik og glæder os til en lang aften i vores yndlingsby i øhavet.

Rygning
Dankort


Thummelumsen

Østergade 15, 5900 Rudkøbing
63 51 00 43
8
6
Fadøl (Tuborg, Classic, Guld)
22 9
0,5 l fad: 32; Lokalt cafepublikum
17.07.08
Thummelumsen kalder sig nu for Spisestedet Thummelumsen, men det er nu stadigvæk en almindelig cafe hvor man også er velkommen til at drikke en øl eller en latte.

Livsens ondskab er blandt andet optaget i Rudkøbing, og det må være baggrunden for navnet på denne regelrette cafe. På væggene hænger blandt andet gammelt køkkentøj i Madam Blå-stil som vel skal illudere Gammelkøbing i forrige århundrede. Men denne atmosfære hjælpes egentlig kun på vej af et billede af Keld Markuslund i positur med kost og et andet temmelig gammelt billede af Peter Malberg i samme rolle. Det skal dog medgives at stedet har en form for klasse der ikke gør det umuligt at ædedolkenes klub godt kunne tænkes at holde en seance her. Men nogen temabar bliver det aldrig. Det er i bund og grund en standardcafe af slagsen som der går tretten på dusinet af.

Stedet har i årevis kun haft åbent om sommeren, men nu er det planen at der skal være helårsåbent. Østergade kunne godt trænge til det, for udenfor sæsonen er den noget af det mest døde man kan forestille sig.

Rygning forbudt.
Dankort


Toldbodhus

Prinsensgade 7, 5960 Marstal
62 53 15 41
10
8
Fadøl (Tuborg, Classic) Underberg
02 8
alm.: 18; 0,5 l alm.: 34; klippekort 10 alm.: 150; 14-18: alm.: 16; Underberg: 21; Lokalt
Billard, jukebox, spillemaskine, fjernsyn 16.07.07
Anmeldt første gang 13.07.03
Marstals rige søfartshistorie og dens indflydelse på de herværende værtshuse er efterhånden blevet noget af en kliché på disse sider, så lad os bare få det overstået og bemærke at Toldbodhus selvfølgelig også har en del maritimt tingeltangel hængende. Men så knækker kæden, i hvert fald denne 16. juli 2008 hvor vi tænker på den 95-årige nylige fødselar der forbindes med Danmarks største rederi, og på hans rettidige omhu. Hvis den slags skal være vore dages målestok for godt sømandskab, så fortjener Toldbodhus hverken deres skibspropel eller deres skibsklokke, for de tilstedeværende knægte og tøse skal sikkert bruge al deres resterende omhu for bare at navigere sikkert ud af døren, og om det bliver rettidigt, er en helt anden sag. De er kort sagt godt oppe at køre, og det bliver sikkert ikke bedre senere eftersom hele byen fejrer Grollefest som slutter med et stort brag nede på havnen i nat.

Men på årets øvrige dage er Toldbodhus nok byens førende sted, et rigtig godt sted, især hvis man har lyst til at hamre knytnæven i baren og synge med på Syd for Køge i Kim Larsens udgave.

Rygning


Ærøhus Hotel

Vestergade 38, 5970 Ærøskøbing
62 52 10 03
8
7
Fadøl (Tuborg Grøn og Classic)
NB Ved 22-tiden.
0,42 l fad: 50;
12.07.07
Anmeldt første gang 12.07.99
Når man kommer op gennem hovedgaden i Ærøskøbing, falder man ikke over værtshusene, men der er håb, for krohotellet har en fin gårdhave hvor de pæne turister kan sidde og falde i et med museumsstemningen, der er den fremherskende i denne sommerby.

Selve gårdhaven er som de er flest, med hvide plasticstole og mønstrede voksduge. Huset er fra 1836 og ganske dekorativt. Den primære funktion er naturligvis hoteldrift, og derfor er der indrettet med kæmpe spisesal og kun en meget lille bar. Men der er et lille hyggeligt søfartsudsmykket lokale der naturligvis her blandt alle disse cyklistgæster og andre må være så tilpas kitschet at et billede af chefen for flåden, Hendes Majestæt, med gemal må anses for at være helt på sin plads. Herudover findes temmelig mange klart farvede smukke søstykker af skonnerter, barkentiner, brigger og galeaser med videre samt andet atmosfæreskabende tingeltangel.

Kbhguide har en vane med at spise stegte ål når vi endelig er på Ærøhus Hotel, en vane der måske skal tages op til efterretning. Her har man nemlig en ganske voldsom inflation sammenlignet med den ellers rekordlave prisudvikling vi ser i Danmark i disse år. Denne torsdag aften er vi dog lidt for sent på den til stegte ål, og vi må nok konstatere at Ærøhus ikke er det ideelle ølsted. Vi er pt. de eneste gæster, og personalet er ved at lukke restauranten, men søde er de skam, så selvfølgelig får vi lov til at drikke en øl i det tilstødende lokale som er en lille halvtredsertidslomme med bordopstiling til generalforsamling eller bankospil.

Dankort


Øens Bodega

Nørregade 7, 5900 Rudkøbing
62 51 58 48
8
6
ma-to:22; fr-lø: 01; sø: lukket; 7
alm. Langeland Pilsner: 16; Lokalt
Spillemaskine, jukebox 10.07.07
Anmeldt første gang 05.07.99
Her i sommeren 2007 er bodegaen næsten ikke til at få øje på, for nabobygningen er forvandlet til byggeplads. Indenfor ligner stedet vist nærmest sig selv, her sker ikke noget særligt, og vi bemærker lidt kuriosa: En lottokupon er sat i glas og ramme under titlen Årets Birger, og en følsom sjæl har forfærdiget en mindeplade for stakkels John Mogensen som jo døde den 10. april 1977 i en alder af 48. At mindepladen bare er lamineret laserprint, kan vel tilgives, for det er jo tanken der tæller. Desværre spilles her ikke John, men derimod noget næsten uhørlig pop som ikke forstyrrer nabobordets diskussion om forskelle og ligheder mellem krebinetter og karbonader. En stærkt overvægtig og forpustet lille hund er nok den mest entusiastiske gæst, men vi kan egentlig også godt lide Øens og dens stilfærdige hygge.

Aarøgård Café

Årø 144, 6100 Haderslev
74 58 43 17
9
7
Fadøl (Fuglsang lys og mørk); Underberg
ma-sø: 22; 8
0,5 l fad: 30; En ferierende familie
Udendørs pool (!) 11.07.03
Når man fra havnen nærmer sig Årø By, har man fra første færd valget mellem at dreje til venstre til kirken og til højre mod den såkaldte café som ved nærmere eftersyn viser sig at være en slags multituristcenter med Ferienhäuser, Fassbier und Frühstück. Arkæologiske studier kan måske afsløre at her oprindeligt har ligget en stor, trelænget gård, men den er i tidens løb ombygget og udvidet så mange gange at indtrykket efterhånden er helt moderne. I hvert fald kunne restaurantafsnittet med hvide vægge, klinkegulv og lokalradio såmænd lige så godt ligge på Valby Langgade som i Lillebælt.

At Årøboerne skulle komme til at opfatte dette her som et omdrejningspunkt i det lokale samfund, virker helt usandsynligt, men er vi som turister så overhovedet berettigede til at anvende den slags kriterier? Vi konstaterer blot at bortset fra en smule forvirring vedrørende begrebet Underberg har man taget godt imod os, og det er en stor behagelighed at nyde årets første Fuglsang til fuglesang i gårdhaven.

Dankort

PS. Det er altså ikke vores fejl at dobbelt-a'er og å'er er sammenblandet i ordene; det er et specielt sønderjysk fænomen at man boykotter moderne dansk retskrivning.