England

Hvad forstår man ved et rigtigt engelsk værtshus? Hvis man er en Streckerbar i København, forstår man noget andet end Skåningene. Alle har en ide om den klassiske engelske pub, men det er svært at indfange.
Englænderne ved dog bedst, og en ting står fast: Alle går hjem klokken 11, for det besluttede regeringen for en herrens masse år siden, og så kan det jo ikke laves om. Der findes dog værtshuse som har længere åbent, men så kaldes de klubber, og priserne flår en disse steder. Og i øvrigt kan denne type jo ikke findes ude i landdistrikterne

Vi bringer her et lille udsøgt udvalg som er repræsentativt. De er fortrinsvis fra London, men der er også et par eksempler fra the english country side. Vi må nok indrømme at vi alligevel ikke har noget håb om at lave en fyldestgørende samling af værtshuse i området.

Henter kort...

Eventuelle kommentarer og rettelser til værtshusene i området er velkomne.


Duke of Argyll

Brewer Street / Great Windmill Street, Soho London
11
7
Fadøl (Samuel Smith Stout, Sovereign Bitter, Ayinger, Prinz)
23;
pint fad: ca. 1,76 GBP; Yngre modent citypublikum
Fjernsyn, jukebox, spillemaskine 20.10.04
Midt i Soho ligger Duke of Argyll, et meget smukt gammelt værtshus som i almindelig pudset stil har billeder af så britiske ting som rævejagt, skotter og victorianske portrætter. Det ligner måske så meget andet, men det er afgjort en kvalitet at et så roligt og afbalanceret sted findes så tæt på det absolutte centrum i London hvor man jo mest finder eksempler på det mere forcerede ungdomsliv.

Øllerne er en behagelig variation fra standarden, og når der ikke skænkes flere, ligger Piccadilly Circus station i en afstand herfra der i regnvejrsløb kan klares på et minut, således at man sammen med alle andre kan nå det sidste overfyldte tog hjem.

Tube: Piccadilly Circus


King William

Market Place, Glastonbury
8
8
Fadøl (Stella Artois, Guinness oa.)
23; 7
pint fad: 2,20 GBP; Lokalt
Fjernsyn 17.10.04
Nu er redaktionen så kommet til Somerset, det ultimative arketypiske engelske landskab hvor alle damer ligner Miss Marple. Kan noget lyde mere hyggeligt, men pludselig breder uhyggen sig, for nu er vi nået til Glastonbury hvor øen Avalon rejser sig mod himlen, den ø til hvilken selveste Kong Arthur af tre engle blev sejlet bort da han skulle til dødsriget, for øverst oppe hvor Englands første kirke blev opført for ca. 1700 år siden, går en gang ned til underverdenen. Mon ikke Arthurs søster, heksen Morgan Le Fay, brugte denne indgang.

Al denne vidunderlige mystik har ført ethvert astrologisk syrehoved til byen for at få den sande mening med livet beskrevet ved hjælp af krystalsten, esoterisk vegetarianisme, numerologi eller horoskopi. Vi skulle dog blot finde en boghandler og købe et kort så vi kunne komme videre, men alle hans kort var ældgamle og havde drager og jomfruer over det hele, og vores hovedvej A361 fandtes desværre ikke angivet.

Men på King William lykkedes det dog at finde et ganske almindeligt værtshus hvor det eneste mystiske var den sære interesse englænderne dog kan vise for en ganske ligegyldig fodboldkamp. King William har indført rygeforbud i den ene ende af lokalet med det resultat at alle gæsterne sidder i den modsatte ende. Gad vide om ikke værtshuset tipper over på et tidspunkt, nogle af gæsterne kunne i hvert fald godt se ud til at være ved at tabe balancen.


O'Sullivans

Straights St., Greenwich, London
9
7
Fadøl (Guinness, Stella Artois oa.)
23; 7
pint fad: ca. 2,60 GBP; Lokalt
Fjernsyn, spillemaskine 16.10.04
O'Sullivans i Greenwich viser et engelsk lokalopgør i fjerneren, og selv om baren gør sig til af at være irsk, viser de fleste sig at holde med Chelsea. Vi propper os ind i et hjørne hvor vi kan undgå at sidde foran et fjernsyn, og der sidder vi så og drikker vores Guinness og føler os rigtig udenfor. Men om Manchester eller Chelsea vinder, kan skille os det samme. Det gælder tilsyneladende også vores nabo ved det andet bord som kæmper en hård kamp for at holde øjnene åbne. Sikke en provokation.

Shakespeare's Head

Carnaby Street, Soho London, London W1
10
9
Fadøl (Foster's, John Smith's, Guinness, 1664, Adnams, Theackston XB, Young's Bitter, Tribute)
23; 8
pint Adnams: GBP 2,51; Yngre citypublikum
Spillemaskine, pengeautomat, cigaretautomat 20.10.04
Man kan jo også blive for blasert, så lad os da bare indrømme at på et tidspunkt ender selv feinschmeckere altså i Soho, og sågar i Carnaby Street. Da denne anmelder første gang vandrede ned ad denne gade i januarregn i midtfirserne, var det den mest ubesmykkede turistfælde man kunne tænke sig. Dengang blev der hjembragt et palæstinensertørklæde og en t-shirt med Che Guevara som vel allerede var ved at blive umoderne, og som i hvert fald var endt som offer for den rene kapitalisme. I vore dage er gaden faktisk blevet meget pæn, så man kan godt besøge den uden at føle sig som et regulært fjols.

Udbytningen af turisterne finder nu sted på steder som Shakespeare's Head som jo overfladisk ser ud til at være en århundredgammel engelsk pub med bindingsværk og kamin og Shakespearecitater (bl.a. det kendte "a hairy chest doesn't make you a porn star"). Men hvis det nu er så gammelt og traditionelt, hvorfor er alle så under de tredive? Hvor er så alle de gamle, trofaste stamgæster? De kan vel ikke være gået tabt i blitzen alle til hobe? Nuvel. Selvfølgelig er stedet bare lige så forlorent som alle de andre konceptsteder, men lad os endnu en gang bide tænderne sammen og indrømme at vi sgu meget godt kan lide det. Der skal ikke så meget mørkebrunt til for at skabe en god stemning, og hvis poppen flyder i en lige lovlig højlydt strøm, så flyder de otte forskellige slags fadøl da også.

Tube: Oxford Circus


The Black Friar

Queen Victoria / Black Friars Lane
11
8
Fadøl (Guinness, Stella Artois oa.)
23; 8
pint fadøl: 2,60 GBP; Citypublikum
Spillemaskine 16.10.04
Så er vi på pubben Black Friar, og hvorfor har vi mon så udvalgt den? Det har vi faktisk heller ikke. Efter at have været spærret inde og bevæget os milevidt i Undergrunden hvor alle udgange var blokeret, lykkedes det os endelig at finde en udgang, men uden et kort havde vi nu ikke noget begreb om vores position og måtte fare forvildet rundt, men vi mener da at befinde os i London. Langt om længe åbenbarede der sig dog en pub, og vi kom ind på et stateligt sted med en masse pæne, fortrinsvis yngre mennesker i noget af det bedre skrud.

Her ser tilstræbt gammelt og fornemt ud, og en masse friser af sortebrødre skal sandsynliggøre ægtheden af det gamle sted. Man har da også fået et kulturarvscertikat, og det siges at det netop var her på dette hjørne at pavens udsending og Karl d. 5. besluttede at lade Henrik d. 8. få lov til at skille sig fra Katarina af Aragonien. Eller noget i den stil.

Under alle omstændigheder: her er ganske hyggeligt, og barpigen med slavisk accent er yndig, så hvis man alligevel er faret vild, er The Black Friar bestemt anbefalelsesværdig.

Visa
Tube: Blackfriars


The Cock

27 Great Portland Street
020 7631
10
8
Fadøl (Samuel Smith's Old Brewery Bitter, Sovereign Best Bitter, Extra Stout; Ayingerbräu Pils, Lager, Strong Lager, Hefebräu)
NB Se note øverst på siden 10
pint Samuel Smith's Stout: GBP 2,00 Citypublikum
Spillemaskine, fjernsyn 19.07.01
Et meget hyggeligt, bryggeriejet (og bryggeriet er ikke Ayingerbräu, så gæt selv hvem) værtshus med venlige og imødekommende unge piger bag baren har fundet nåde for vort strenge anmelderblik. Og her er noget for blikket. Hvis en excentrisk engelsk adelsmand ved forrige århundredskifte havde fået til opgave at indrette førsteklassesventesalen til Orientekspressen med stumper fra sit eget herresædes bibliotek, kunne resultatet meget vel tænkes at komme til at ligne The Cock. Paralleller til et så opulent opbud af udskåret mørkt træ og forgyldt stuk og flot kamin må simpelt hen søges i en fjern, dekadent fortid. Når det er sagt, iler vi straks videre og fremhæver en hyggelig, afslappet stemning, endnu en gang det rare personale samt at vi også her får lejlighed til at følge den spændende cricketkamp mellem England og Australien. Den begyndte godt nok for mange timer siden og har fulgt os gennem hele byen, men en god gang cricket kan man jo ikke få for meget af.

Samuels stout er ikke overraskende sort og smager af lakrids som den slags jo skal. Og så har den en sjov, frisk eftersmag, men om det er af chokolade eller blomster eller hårshampoo, skal vi ikke lige kunne sige nu. Den smager i hvert fald fint, så der er ingen grund til ikke at tage sig en.

Visa
Tube: Oxford Circus


The Cockpit

7 St. Andrew\'s Hill, London EC4
020 7248 7315
10
8
Fadøl (John Smith, Foster's, Kronenbourg 1664, Guinness regular og extra cold, Courage Director's Bitter, Courage Best Bitter, Pedigree, Stella, Blackthorn)
NB Se note øverst på siden 6
pint fadøl: GBP 2,80; Blandet citypublikum
Spillemaskine, fjernsyn (projektor og lærred) 24.07.04
Anmeldt første gang 12.07.01
Begrebsapparat og erfaring fra de københavnske og skånske kopiprodukter som jo efterhånden findes på ethvert gadehjørne derhjemme, rækker ikke til at forstå den oprindelige britiske pubkultur. Midt i verdens mest prestigiøse finansdistrikt hvor ingen har råd til at bo, møder vi et publikum som ikke ville skamme sig over at frekventere det hjemlige Karrusellen. Her er dømt eftermiddagssløvhed og leg med stamgæstens hund i et charmerende lille hus i en snæver gade. Indretningen må nærmest siges at være skrabet, men vi ved jo også allesammen at briterne forlængst har solgt alt deres bartingeltangel til kontinentet. Her er sådan set kun borde og stole og en helt malplaceret storskærm der viser fodbold. (Sidste gang viste den hestevæddeløb hvilket aldrig var sket på Karrusellen). Her sker ikke en døjt, og på den anden side er her faktisk frygtelig hyggeligt.

Vi har bl.a. drukket en John Smith Extra Smooth. Den smagte af øl, men lidt tamt, så den kan ikke umiddelbart anbefales. Det kan til gengæld The Cockpit og i almindelighed hele dette hyggelige kvarter mellem St. Paul's og Themsen.

Tube: Blackfriars.


The Euston Flyer

83-87, Euston Road, London NW1
020 7383 0856
9
10
Fadøl (Stella Artois, Carling, London Pride, ESB, Chiswick, Summer Ale, Caffrey's, Hoegaarden)
NB Se note øverst på siden 8
Pint Guinness: 2,60 GBP Citypublikum
Spillemaskine 19.07.01
Der kan siges mindst en god ting om Euston Flyer: De lukkede os ind her omkring klokken 11 om formiddagen, og de øvrige pubber i området var ikke nær så kundeorienterede. I øvrigt kan det nok ikke for alvor anbefales til øldrikkeren, for man må forvente at der lidt ud på dagen vil brede sig en mados fra de mange retter der serveres her. Men her ser flot og dyrt ud, så lige nu hvor folk begynder at sive ind til den første Budweiser (Yuck), er her faktisk stilfærdigt hyggeligt.

Uskadelig popmusik.
Visa
Tube: St. Pancras


The Garibaldi Courage

High Street, Staines
8
7
Fadøl (Websters Bitter, Guinness, Stella Artois, Foster's)
23; 6
pint Guinness: 3,05 GBP; Lokalt
Pool, spillemaskine 18.12.08
Anmeldt første gang 20.10.04
En gang lå der en lille bondeby ved navn Staines langt ude på landet vest for London. Men byen er flyttet til byen i takt med at London har udvidet sig, og i dag udgør den en del af storbyens fronter mod bondelandet, hvilket der hverken er kommet fisk eller fugl ud af. I stedet har vi bare fået forstad ud af det, et Lyngby uden storcenter, og mere slidt.

Måske er det derfor at de gode borgere ønsker at drømme sig til gamle dage og Italien med navnet Garibaldi. Frihedskamp og landskabsromantik er det ikke lykkedes at få frem, men det ligner bare Staines indefra. Lige så slidt som husene er interiøret, lige så våde som gaderne er gæsterne, og lige så faldefærdig som bussystemet og selve pubben er dialekten. Kort sagt et folkeligt sted for den lokale socialgruppe 7-englænder i Staines.


The Gipsy Moth

Greenwich Church Street, London
8
8
Fadøl (De almindeligste og nogle specielle)
23; 8
pint: 2,90 GBP; Turister og lokale
Spillemaskine, fjernsyn 16.10.04
Her i Greenwich klemt inde mellem to halvkugler har man et skib der er opkaldt efter et værtshus i Limhamn, Malmø. Skibet hedder Cutty Sark, og navnet er skotsk for 'short shirt' og kommer jo oprindeligt fra dansk 'kort særk'. Denne flotte nordiske trekant underbygges jo også af at det var her i London den danske Knud den Store sad og regerede over bølgerne for tusind år siden. Nå ja, faktisk var det vel nede ved stranden, men alligevel.

En anden bølgebetvinger ligger op og ned ad skibet, The Gipsy Moth, en lystjagt der sejlede rundt om jorden med kun én mand ombord, og det er efter denne - skibet, ikke manden - at værtshuset her er opkaldt. Der er nu ikke meget fugt, ensomhed og isbjerge over stedet, men til gengæld en masse børn og turister der fugter ganen med de almindeligste fadøl inden de skal videre på turen og se det maritime museum og det kongelige observatorium, og bag baren har man faktisk en gallionsfigur af en heks der i farten er ved at tabe sin korte skjorte, Cutty Sark.

Tube: DLR, Greenwich, Cutty Sark


The Grapes

7 George Street, Oxford OX1 2AT
01865 793 380
9
8
Fadøl (Guinness, Kronenbourg, Carlsberg, Foster's, John Smith's, Greene King Abbot Ale og IPA, Ruddles County, Old Speckled Hen)
23; 8
pint Greene King Abbot Ale: GBP 2,55; Mest modent
Spillemaskine, cigaretautomat 19.10.04
I Oxford mødes gammelt og nyt. Vi har beundret Christ Church, Bodleian Library og Radcliffes runde hus, og vi har vandret rundt i en travl by der som noget næsten enestående her i landet har udviklet en slags cykelkultur.

Med så meget historisk vingesus om ørerne kan man jo godt blive lidt filosofisk. Hvad mon der kunne være sket hvis Københavnsguidens begavede redaktører var blevet optaget på universitetet i Oxford og ikke på det sikkert mere fodformede i København? Havde vore karrierer taget en radikalt anderledes drejning, og ville vi nu være i fuld gang med at bruge vore evner til menneskehedens bedste? Eller var vi mon bare kommet på The Grapes cirka tyve år tidligere? Måske ikke så tænkeligt, for bortset fra et par unge fløse i baren er stedets publikum godt ude over studiealderen.

Stedet selv ser ud til at være fra middelalderen med en bar der med en bastant overbygning med små blyindfattede vinduer godt kunne stamme fra et nærliggende college. Her er bindingsværk, læderindtræk og blomstret gulvtæppe til den store guldmedalje. Det hele er formentlig snyd, og måske lå The Grapes der slet ikke dengang for tyve år siden da vi som nybagte studenter købte vores første pilsner på Lumskebuksen. Det hele virker nu ganske udmærket alligevel. Gæsterne kan godt goutere en hulkende blues, og på fredag er her levende musik. Hvis man vil undgå byens utvivlsomt mere hippe studentersteder, kunne The Grapes være et godt bud. Og endelig skal vi ikke klage over karrieren. Københavnsguiden er da også til menneskehedens bedste.


The Phoenix

Margaret Street, London WC1
7
7
Fadøl (Guinness, Hof, Tetley's, Grolsch, IPA, London Pride, Blackthorn)
NB Se note øverst på siden 7
pint Guinness: GBP 2,80 Citypublikum og nogle svenskere
Fjernsyn, spillemaskine, pool (lukket 14-17) 19.07.01
Hvis man skulle få lyst til barmad til frokost eller en øl efter frokost eller bare en øl, eller hvis man kan lide at se cricket i fjernsynet, eller hvis man nu lige er i nærheden, kan man jo lige så godt gå på The Phoenix. Har man andre prioriteter, er et besøg her på stedet vel ikke ligefrem værd at rejse efter. Her er sådan cirka den kombination af mørkt træ og messing, af vulgær flimmer og stiligt publikum, at vi ender med et gennemsnitligt engelsk værtshus. Forskellen på Phoenix og et Streckersted er at Phoenix er mere slidt. Det er altså ikke udpakket og monteret i forgårs, så der må være tale om den ægte vare. Turister såvel som lokale er i hvert fald enige om at spytte i deres øl her, men gang i den når her sikkert ikke at blive før klokken ringer elleve.

I kælderen er der pool og åbent til "sent".

Her spilles en rædselsfuld musik med en teenagepige til akkompagnement af noget der lyder som papirclips der rystes rundt i en konservesdåse. Og her er hundekoldt.
Visa
Tube: Oxford Circus


The Roebuck Inn

London Road, Marlborough, Wiltshire
10
9
Fadøl (Fuller's, Guinness oa.)
23; 8
pint fad: 2,60 GBP; Lokalt
11.04.06
Anmeldt første gang 17.10.04
I Marlborough er man kommet langt ud på landet. Godt nok strækker London sine lange forstadsarme helt til Swindon, men så går den altså heller ikke længere. Nu går vi ind på The Roebuck Inn (Råbukken ville den vel hedde i Danmark), og her sætter man sig på en rigtig engelsk landidylpub og drikker sin Guinness eller Fuller's Ale. Vi blev her ikke længe, men egentlig kunne man godt have sat sig til at hænge her et par måneder eller mere, og de fleste har måske været her hele livet. Hyggen fejler i hvert fald intet.

The Wellington

351 Strand, Covent Garden, London WC2
9
9
Fadøl (Carling black label, Guinness, Draught Bass, London Pride, Grolsh, Staropramen, Caffreys, Strongbow) + flaskeøl (Budweiser, Budvar, Becks Michelob, Holsten Pills)
NB Se note øverst på siden
pint Guinness: 2,70 GBP. Fortrinsvis yngre citypublikum
Elektrisk golf, fjernsyn. 12.07.01
Det må vist være på sin plads at sige at dette er en pub i britisk stil da vi befinder os midt i London. Og den er faktisk ikke væsensforskellig fra hvad man finder i eksempelvis Skåne og København. Men her er der mange flere af dem; desværre har de aldrig åbent når man skal bruge dem. Alt lukker klokken 11, og dette særlige karakteristikum for de britiske pubber importerer vi forhåbentlig ikke til Danmark. Det kunne ellers give lidt lokalkolorit hvis der stod en bobby midt i København og smed én ud klokken elleve.

På væggen hænger et billede af en admiral stukket ned i en støvle, og man må følgelig undre sig over om beværtningen her er opkaldt efter ham fra Waterloo eller efter gummistøvler (wellingtons på engelsk.)

Musikken er international hyggepop.
Visa.
Tube: Aldwych