Arktis

Abisko MackåMat

Artur Cocktailbar

Bishops Arms

Bistro

Master

Blå Rock

Men hvorom alting er, efter en lang spadseretur i regnvejret er det ikke noget dårligt sted at nyde en eftermiddagsøl som tilmed efter lokale forhold sælges til en rimelig pris.

Corner

Restauranten ligger på første sal i et hus ved havnekajen. Udefra ligner det lidt noget fra Grønland, men indenfor er her faktisk pænt og nydeligt, og vi kigger ud over en stor terrasse hvor man kan ryge og nyde det gode vejr hvis det engang skulle indfinde sig. Et blandet dansknorsksvensk selskab gnaver burgere ved nabobordet, og der er en lille smule lokalradio i højttaleren. Lokalt og internationalt uoverraskende på samme tid. Vi vil nok kigge på Nøden en ekstra gang senere, men der er altså under ingen omstændigheder nogen grund til at føle sig helt fortabt i Honningsvåg.

Harrys

Om selve Harrys er der selvfølgelig ikke mere at sige end at det ligner sine navnebrødre i resten af landet, dvs. mørkt og skandinaviskbritisk med Guinness og den slags. Se evt. anmeldelser af andre Harries.

Det har været en strabadserende tur, men Kbhguide har nu restitueret gejsten og vender styrket hjem til nye pligter.

Master

Nøden

Nøden har lige nu foruden visitten fra verdenspressen besøg af en flok unge øldrikkere der ikke er til at skelne fra gæsterne hjemme på Kastrup Centerpub eller Rødager Bodega, bortset fra at de har lidt færre tatoveringer. Selve værtshuset er i bedste klassiske bodegastil, og de lokale er da også meget stolte af det og mener at hulehyggen med stearinlys, lædersofaer og fodboldtrøjer er noget helt særligt for Finmarken. Vi tilgiver gerne denne vildfarelse i vildmarken og ville måske selv tro det samme hvis vi også boede et sted hvor der var 600 km til det næste anstændige værtshus.

Master

Piccadilly pub

Master

Public

Her på Public sidder nogle ikke længere helt unge fløse og sløver hen over de dyre bajere og den stille rock. Der sker ikke noget videre, men Public med sin bordelrøde indretning kunne måske godt have kimen i sig til nogle lange headbangingnætter når nu engang natten indfinder sig senere på sæsonen.

Hvis man ser på priserne, er der i hvert fald al mulig grund til at tro at gæsterne skal være meget berusede når de er parate til at betale 76 kroner for en Heineken og 700 kroner for en flaske champagne. Og det er vel at mærke uden at bartendersken smider tøjet.

Public er dog ikke noget dårligt værtshus, men personligt foretrækker vi nu nok det mere afslappede Piccadilly.

Master

Roger's Hawk

Efter en sådan omgang fremmedartede indtryk kan man nok have brug for en øl, og til det brug har vi fundet Rogers som ligger på første sal med udsigt over Stortorvet (eller hvordan det nu staves på norsk i denne uge), havnen, et bjerg og en bro. Holdt i farverne sort og rødt er Roger solidt på natklub- eller diskoteksmåden, og det drøner da også ud af højttalerne med åndssvag Dire Straits-pastiche og andet hårdført dunkeri. Denne tirsdag aften er der ikke rigtig kommet gang i den. Der er en håndfuld poolspillere og nogle rygere, men ellers er det store lokale tomt. Man kunne håbe på at løjerne indfinder sig når mørket falder på, men det gør det jo ikke.

Rorbua

Cafe Silja

Skarven

Lige nu sker der ikke alverden, to lokale sidder og småsludrer, og der er en stemning af inderlig stilstand. Det er jo også stadig tidligt, og måske sker der noget senere på aftenen og natten, men der går jo et stykke tid endnu; faktisk flere uger.

Master

The Match Bar

Bænket med to Nordland pilsner, som vist er de billigste fadøl, vi har fået her i landet, slutter vi os til alle de øvrige tilstedeværende og følger med i den spændende fodboldkamp mellem Rosenborg og Lakselv. Eller Lofoten eller Lönneberg eller Leningrad eller Los Angeles, i hvert fald noget med L. Vi er aldeles uinteresserede, og det er lidt af et problem her hvor man ganske enkelt ikke kan undgå at se på et gjaldende fjernsyn. Kommentatoren er langt mindre interessant end dengang i firserne hvor Norge slog England på Wembley, hvad mange sikkert stadig kan huske.

Men uden for fodboldsæsonen skal man slet ikke afskrive sportsbaren i kældermørket. Her kunne godt blive hyggeligt nok når man har fundet slukknappen.

Värdshuset Polcirkeln

Vi køber en øl og en cola til chaufføren af en sød formentlig thailandsk ekspedient ude i kioskafdelingen, og derefter sætter vi os i kaffestuen i selskab med en udstoppet bjørn og et selskab af tre midaldrende svenskere hvis gnasken og tyggen i noget meget tørt brød næsten overdøver de summende fluer som her på egnen er store og onde. Det vækker ganske svage minder om den hedengangne kro på Lyø, som dog var hyggeligere. Til vores forfærdelse opdager vi at øllen holder 2,1 volumenprocent alkohol, så om det her overhovedet kan kaldes værtshus, er tvivlsomt. Bjørnen har vist haft en tilsvarende oplevelse i dødsøjeblikket. Dens ansigtstræk er i hvert fald stivnet i en grimasse som nærmest må kaldes overrasket, måbende eller slet og ret paf.

Men polarcirklen kan man ikke tage fra stedet. Den flytter sig ganske vist langsomt syd- eller nordpå, men den skal nok skabe omsætning her en rum tid endnu.