Amagerbro

Cafe 44

Vi er her på et værtshus i en større kæde; en slags tema- eller konceptbar. Konceptet er: "Vi har ikke fantasi til at finde på et navn, så vi tager bare gadenummeret". Derudover kræves det kun at man skal have gæsterne til at ryge så man ikke kan se tværs over billardbordet. (Vi henviser her til cafe 44, Nørrebro, cafe 34 og cafe 217, Sundby og cafe 33, Vesterbro med flere). Baren er naturligvis fyrsteligt udrustet sådant et sted: Der er op til flere flasker, askebægre og tomme ølkasser. Bartenderen her er en venlig gammel hippie (Vi håber ikke han har noget mod denne karakteristik), og musikken er pågående hård og rytmisk.

Alan's Garage

Dankort

Café Amager

Her er ikke en ærlig hotelgæst, men det er måske en død årstid for branchen? Til gengæld er her en ganske lille samling af amagerbroborgere, og det er vel det mest overraskende hér, for hvem fanden gider gå på hotel lørdag aften? Vi bliver i hvert fald ikke til en Hof ekstra, men går ud i byen for at lede efter noget bedre. Gad vide hvor alle hotelgæsterne fejrer lørdag?

Dankort

Café Bizzaro

Musikken fra højttaleren er tidens toner.
Dankort

Café Bommen

Huset er revet ned.

Bommen er en meget gammel ølstue, og til forskel fra så mange andre gamle ølstuer er den uspoleret og velbevaret. Hvis Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn i al deres modgang havde slået sig på flasken, ville de sikkert have mødt hinanden her på linoleumsgulvet under et af de vakkelvorne rødternede borde mens kulsviere og børstenbindere spillede billard om en pægl brændevin. Her er kort sagt en god, uforfalsket mellemkrigsstemning med et muntert og fordrukkent publikum.
For nu at gøre dramaet helt klassisk ejes Bommen af en ond kapitalist som vil rive huset ned og bygge et supermarked eller et parkeringshus eller et atomkraftværk eller sådan noget. Lokalbefolkningen har protesteret og forlangt Bommen fredet og bevaret til glæde for stedets tilhængere og kommende generationer. Vi bifalder helhjertet, for vi holder også af stedet, men det ville nu passe bedre i stilen hvis Poul Reichhardt dukkede op med lotterigevinsten, frelste Bommen fra fremskridtet og reddede Pelle og Ditte op af sølet.
Under alle omstændigheder: Besøg Bommen før det måske er for sent.

Og så skal vi da også afslutningsvis nævne at de fleste danskere måske allerede kender Bommen da den spillede Cafe Kronborg i Danmarks Radios serie Edderkoppen.

Boulevard Bodega

Man kan diskutere om stedet nu også for alvor kan siges at være værtshus, for man lukker tidligt, og der er altid dækket op til spisning, men man er bestemt også velkommen til bare at komme ind og få en forholdsvis billig fadøl, og så kan man samtidig nyde de rigtig flotte lakerede vægmalerier med vistnok christianshavnermotiver. Oppe på en repos er der et billardområde, men gad vidst om det for alvor er i brug mere?

Der høres lidt dæmpet popmusik.

Dankort.

Cafe Brigaden

Sidst vi var her, var vi begejstrede for den afslappede ungdommelige stemning, og denne gang snydes vi heller ikke. Her er udpræget lokalt, næsten provinsielt amagerkansk. Den almindelige pludren blander sig fint i musikken, og man synker hen i benovelse over det kvindelige publikum hvis fortrin det ville være forargeligt ikke at nævne.

Den designmæssige side af sagen er vel ret rutinepræget med filt, billig finér og fodboldfotografier, men vi tør godt anbefale at man slår et smut forbi lørdag aften og glædes over stemningen.
Denne lørdag aften ramte vi ind i en 30-års fødselsdag, og vi traf en lettere bedugget tjenerinde der dog ikke var i embeds medfør, og hun kunne fortælle at levnedsmiddelkontrollen siger god for stedet. Derefter slog hun en af anmelderne i billard.

Musikken er rytmisk pop-rock der passer til publikum.
Dankort

Bræddehytten

Mads Bonde er åbnet her.

Capri

Vi er selvfølgelig ikke så langt fra Amager Strand og det blanke sund, men at sommer og badestemning skulle kunne forklare navnet Capri, er i hvert fald ikke umiddelbart indlysende på denne novemberaften. Men de af os der er gamle nok, og det er de fleste gæster her, kan sikkert også huske halvfjerdsernes populære Brian-bil, Ford Capri, og mon ikke der har været tilstrækkelig mange elskede eksemplarer af den slags i Holmbladsgadekvarteret til at motivere et værtshus?

Stedet her kunne i hvert fald godt se ud til at have oplevet en slags storhedstid for en tredive år siden da rå murstensmurimitat og egetræsmøbler var moderne. Det kan nu ikke siges at være gået mærkbart ned ad bakke med folkeligheden på Capri siden da. Vi er vel en 10-12 gæster som hører popmusik med god bas i passende styrke som de tilstedeværende dog sagtens kan overdøve. Egentlig meget rart at en så udpræget lokalbodega kan opvise et vist leben, men sådan er det nok bare i kvarteret.

Cassius

Det tidligere Jensens Bodega skulle have en overhaling og fremstå som en moderne café. Her har man gjort en indsats og monteret nogle malerier og hvad der med meget god vilje kan kaldes designermøbler. At f.eks. toilettet ved dette besøg ikke lever op til ambitionerne, kan måske tilskrives en dårlig dag? Og at man har beholdt billardbordet, kan vi som værtshusgængere dårligt beklage; selv cafégæster holder øjensynligt af en pot skomager. Hvorvidt det tidligere Jensens Bodega ret beset har fjernet sig nævneværdigt fra sit udgangspunkt, kan diskuteres.

Gæsterne er de kendte lokale, både de omtågede barhængere og de højlydte kammerater som snart skal ud og finde nogle bøsser de kan smadre. Kort sagt er Cassius et velment forsøg på at forny et vigtigt lokalværtshus uden at forskyde dets historie og klientel. Ikke nogen radikal forandring, men hvem har egentlig krævet radikale forandringer?

Cassius Bar 2

Helt anderledes på hippe Holmbladsgade hvor Capri er erstattet af en lounge/café med flødefarvet murstensimitat, stole i læderimitat og pseudomusik i højttalerne. De store vinduer er matterede i siddehøjde, så vi kan ikke følge med i gadelivet, men her er ellers lyst og lydt nok. Her er kort og godt så pænt og sterilt som det vel næsten må forventes på en nyindrettet café, og det eneste oplivende element er de ret få gæster.

Den stilige knagerække bærer siger og skriver en enkelt taberkasket, og det samme gælder for manden med hestehalen oppe i baren. De andre har ikke kasket på, men de rafler og drikker håndværkerbajere og har tilsyneladende ikke fattet at caffelattegenerationen er rykket ind. Vi andre må nøjes med at konstatere at kvarterløft igen viser sig at have en bagside som hedder uniformering og enshed, og at gaden nu har én autentisk attraktion mindre.

Rygning.
Dankort

Café Cornelius

Men Café Cornelius er der stadig, for den er lige åbnet. Her har man den samme tyrkertro på at når bare man laver en moderne stemning, så kan man lokke hvem som helst bort fra Amagerbrogade og ned ad Øresundsvej. Et par enkelte besøgende som dog nærmere er udmajet til grillbarsvisit, har lige fundet ind til en øl inden de skal hjem og have arbejdstøjet af. Men selv om køleskabet kan opvise både Budojovice og Urquell foretrækkes Amagerbros faste Tuborg af de gæstende.

Statistikken taler for at denne café med døgnfluenavnet snarligt vil gå under lige som sine mange søskende, men vi ønsker held og lykke og følger spændt om den kan få tag i den lokale ungdom som den tydeligvis bejler til.

Den Lille Café

Rygning.
Dankort

Café Drogden

Hvis Drogdens stamgæster læser dette, vil vi gerne lægge ud med en undskyldning for at forstyrre freden denne lørdag aften. Nu havde de jo ellers slukket lyset over billardet og skruet ned for musikken så man kunne nå at falde helt i søvn inden lukketid. Ingen ænser billedet af Skagens Rev Fyrskib eller de andre maritime effekter som navnet Drogden jo nærmest forpligter til, og jukeboksen er sikkert ved at gå helt til grunde af mangel på opmærksomhed.

Stedet har ellers mange forudsætninger for at være rigtig hyggeligt, her er nips og skotskternede duge på bordene, og alligevel sidder her fire stamgæster og diskuterer hvornår der sidst var gang i den. Et svar kommer de ikke rigtig frem til, men vi kan hjælpe lidt og sige at denne aften ikke kommer til at gå over i historien.

Erik den Røde

Når denne Erik er glemt, og det kan vel ikke vare så længe, kan stedet her jo passende tage navneforandring til Café Københavnsguiden. Det er nemlig sikkert og vist: På dette historiske værtshus fødtes ideen om at besøge og anmelde alle hovedstadens værtshuse. Syv år og syv hundrede besøg senere sidder vi atter hos Erik som i dag er repræsenteret som en venlig, rødhåret kvinde bag baren. Ellers er her siger og skriver ikke sket en pind i de syv år. Her er nok nærmest ikke forandret noget særligt siden den dag i halvfjerdserne hvor man rykkede ind med mørkt finer, båse med orangebrunt betræk og smedejernsgitte, vikingevåben i kobber og den slags. Bortset fra en bar og en enkelt slyngelbås er her dækket op til spisning af silde- og laksemadder (og tartar til de modige), men søgningen er ikke overvældende.
På andre tidspunkter kan her efter sigende være god gang i den, men lige nu ligger der syv hundrede alternative steder og venter på os.

Fair Play

Vi gætter på at Fair Play til daglig er et ganske almindeligt halvpænt værtshus, men på ugens store aften lyser den uforløste hungren efter den store oplevelse ud af et hyperaktivt, let frustreret publikum. Her kan måske scores, men det ved alle de andre også.

Ved et efterfølgende besøg konstaterer vi til vores store glæde at vi har haft fuldstændig ret i antagelsen om Fair Play som mere afdæmpet brugsværtshus på hverdagene. Denne tirsdag aften består klientellet af fire lokale billardspillere, og bartenderen tager sig såmænd tid til at tjatte lidt til ballerne også. I modsætning til sidste gang er de amerikanske ballader aldeles hørlige, selv oven i dankortmaskinens skratten, så i dag har vi det fint på Fair Play. Lidt mere gang måtte der da gerne være i den, men man kan jo ikke få alt.

Dankort

Friheden

Sidst vi var her, spillede Elvis (se billedet), men i dag spilles der kun skomager af de lokale ølmaver, og det er for så vidt lige så hyggeligt. Friheden er måske bydelens bedste bud på et værtshus hvor alle kollektivt er enige om at verden på den anden side af trappetrinnet ikke eksisterer lige nu. Derfor sidder vi og eskaperer til Paul McCartney, Pink Floyd og gammel halvtredsermusik. Hansen konstaterer at det på billardet står fjorten-toogtyve, og egentlig burde man vel gå hjem nu, men Hansen og Erling tager lige en ekstra pot inden virkeligheden trænger sig på; socialdemokraten melder højlydt at en tissetår er på sin plads, og Andersen giver den røde en på frakken.

Vi skal ikke kunne sige om anmeldererne får held til at kvitte Friheden, men hvis disse linjer læses, er vi brudt ud af paralleluniverset. Gad vide hvor klogt det er?

Guldhuset

Sidste gang blev underholdningeng leveret af Radio 2, i dag hører vi i stedet et partybånd med latinamerikanske rytmer, og det fornemme kunststykke der prydede væggen, et sort/hvidt foto af Guldhusets fodboldhold anno nittenhundredenogenoghalvfjerds, er erstattet af en Crumb-serie med titlen "SkævIgen".

Nu er her videoovervågning, men der står hen i det uvisse hvad der skal overvåges.

Jaguaren

Københavnsguiden bekender gerne kulør. Vi foretrækker nærværende steds forlorne bindingsværk, Britney Spears på jukeboxen og lokale i joggingsæt. Jaguaren er et stort værtshus af provinsdiskotektypen hvor alle kan finde en hyggelig krog og en passende rytme for aftenens adspredelser i lampetternes skær.

Dankort

Jensens Bodega

Vi var blevet tilsagt af de nye ejere af den gamle Jensens Bodega der nu skulle have en ordentlig overhaling, have smidt de gamle barhængere ud, have fjernet grilllyrikken, have et spændstigt og åndeligt navn som Cassiopeia og gøres klar til de nye millionærer der kommer med Metroen, og som naturligvis vil have café.
Stor var vores forbløffelse da salget åbenbart må være gået i hårdknude, for den nye ejer var tidligere bartender på sumpestedet Karrusellen på Nørrebro, og kunderne var de selvsamme sumpere som også hang her sidst.

Så bortset fra en ny gang maling er Jensens den samme lokalsnask som den altid har været, og hvor kommunikationen mellem kunderne er udflydende, men hvor man dog kan skelne udsagn som: "Fem firere" og "Det giver seks skæve". Og vi må jo nok vinke farvel til den gratis pressebajer vi burde have fået ved anmeldelsen af en ny café

Lav ligegyldig musik.
Ikke dankort.

John's Kro

Man kunne ellers godt frygte at borte og byfornyelse havde taget alle de klassiske værtshuse. Kan man mon stadig få en bajer til 16 kroner? Har man monstro indført rygeforbud? Vil Johns Kro være jævnet med jorden af metro- eller hotelbyggeri? Sidder stamgæsterne på deres faste pladser hvor vi forlod dem dengang verden var ung?

Og heldigvis er intet forandret hos John. Her er akkurat lige så mørkebrunt som her hele tiden har været; gæsterne er jo selvfølgelig blevet ældre og måske også selv lidt mere mørkebrune, men de kan stadig finde ud af at fodre en spilleautomat, og den uforpligtende småsnak trænger fint igennem de klassiske storhits som Suzys 48 crash og Harpos Movie Star.

Sætter man hinanden stævne på Johns Kro, er der faktisk en reel risiko for at man går fejl af hinanden i røgtågerne, men så kan man i stedet trygt bænke sig og nyde sekstenkronerspilsneren i fulde drag.

Rygning.

Café Josephine

Dankort

Kaj's Vinstue

Vi tror det er symptomatisk for stemningen hos Kaj at det er temmelig svært at få skrevet anmeldelsen, for dels står bordene tæt i det lille lokale, og dels er stamgæsterne i høj grad snakkesalige og selskabeligt anlagt over for mindre kendte ansigter. Stemningen er intim og fortættet, og røgtågerne bidrager udpræget til indtrykket af et fyldt lokale.

Har man lyst til en gang stille heldagssump på en ellers kedelig lørdag i selskab med hyggelige mennesker der altid er klar til en snak, er Kaj's lige stedet. Musikken er helt tilfældig.

Kareten

Klør 9

Hvis vi skulle have været i tvivl om fortolkningen af sagen om Willy Strube, er vi nu om ikke afklarede og enige, så i hvert fald bekendte med en mulig holdning som tilbydes kvit og frit af en klog mand ved baren. At vi skal høre foredrag om situationen i fagbevægelsen, kan selvfølgelig hverken lægges Klør 9 til last eller ære, men vi vil gerne forsøge at videregive indtrykket af en lille, hjemlig, hyggelig dagligstuesnak på en efterårssøndag.
Klør 9 har vist ikke forandret sig stort siden den ene anmelder som tiårig drak sin første citronvand her, så konceptet med solidt egetræ og forsænkede lofter og røvballegardiner er tilsyneladende levedygtigt langt ud over 70erne, og det udtrykker vi gerne vores tilfredshed med. Flimmeren viser fodboldresultater fra tekst-TV, og det er da godt nok mere fredeligt end MTV på fuldt tryk, men alligevel et lille ankepunkt.

Afdæmpet eurocountry fra højttaleren der lige nu spiller DR.

Efterskrift: Diskussionen har i mellemtiden strejfet Stauning, Werner Best, Ø-Karen og en der hedder Søren Karup, så nu er vi blevet kloge nok for i dag.

Kom Igen

Man forstår godt hvorfor de på fronten skriver 'Kom igen', for man ved aldrig hvilke spændende ting der er sket siden sidst man var her på Kom Igen. Denne gang er det blevet lidt af et rockersted, der gerne vil være voldsomt sejt og betjene højtråbende unge tatoverede amagerkanere som drikker 5-kroners shots om onsdagen. Musikken er måske ikke ligefrem satanisk, men rytmen underbygger fint neonlysets giftighed og sociolektens stød. I dag har flere af de tilstedeværende farvet karsehåret med en flagermusefigur, og den skal symbolisere den fine og fedtede samhørighed med værtshusets klistrede gulv og stedets sukrede inn-sprut, Bacardi. Bartenderen kører sørme rundt på rulleskøjter for ikke at hænge fast i samme.

Kom Igen er nu Amagers vist nok eneste tilbageværende morgenværtshus.

Kongedybet

Vi skal dog nævne en meget væsentlig forandring siden vores sidste besøg. Man har sænket prisen på Underberg betragteligt, da man mener at denne vare i et velfærdssamfund som vores bør ligge i et prisniveau hvor alle kan være med. Vi kan kun erklære os enige i et så ædelt socialt formål.

Lassie

Lystig

Her har været duefest i lørdags. Vi har sandt at sige aldrig været med til sådan en, men den kunne måske godt tænkes at gøre deltagerne lidt matte i koderne i en længere periode? Men der er også lang tid til klokken bliver to hvor der lukkes, så Lystig har potentialet til at trække folk til ud på aftenen. Så vi bliver alligevel siddende, og efterhånden kommer der ganske godt gang i Lystig. Et nyt hold overtager billardet til en fyraftenspot, Ole drikker en øl, det gør vi også, og nu kan vi både se meningen og charmen i dette ukunstlede sted som forhåbentlig bliver liggende en rum tid endnu.

Musikkens kommer fortrinsvis fra en af de nye moderne lallepalle-radiokanaler.

Mads Bonde

Det er egentlig ikke fordi vi har noget særligt at klage over her på det nye Mads Bonde. Øllet er godt, gæsterne er velopdragne, og musikken generer ikke, men sådan er det jo også på alle de andre ølbarer i byen, så man kunne godt forestille sig at den slags steder på et tidspunkt ville få et problem med at differentiere sig. Hvis den ene ølbar kan være lige så god som den anden, bliver det jo lige så interessant at besøge Mads Bonde eller Ølbaren eller Mikkeller som at købe en liter sødmælk i en ny 7-eleven. Med mindre selvfølgelig man er en så rendyrket kender at disse steder kun skelnes på øludbuddet.

Mads Bondes tidligere stamgæster er her ingen spor af, så de er formentlig forduftet til Jaguaren eller Post Bodega eller et af de få steder der stadig overlever i Holmbladsgadestil. Det ville næsten også være utænkeligt at noget stampublikum ville kunne overleve et så radikalt stilskift som her, og priserne har selvfølgelig også noget at sige. Måske er 60 kroner ikke noget at tale om for den yngre cafégænger, men her på Amagerbro er det sikkert stadig et betragteligt beløb for en stor del af befolkningen. Heldigvis er det nye Mads Bonde socialt bevidst. I avisholderen finder man både Arbejderen og kommunisternes pamfletter op til det kommende kommunalvalg. Måske har salonkommunismen som livsstil fået selskab af ølbarsocialismen, og sikkert med samme resultat.

Mads Bonde

Navnet og stedet består, men er stilmæssigt ikke til at kende. Se den nye Mads Bonde

Kan det tidligere Bræddehytten have forandret sig i bondsk retning efter at Mads er rykket ind? Tjah, hverken indretningen eller Kim Larsen eller Bamse ville vække opsigt i Middelfart eller Haderslev, men det publikum her nu er, passer såmænd nok bedst i Holmbladsgade. Dagligstuehyggen er også i god overensstemmelse med stedets funktion som base for almindelig småsnak med vennerne oppe i baren. Lige nu forlyder det for eksempel deroppefra at Linda lige skal have den sidste, hun får sin dobbelt rom og cola, og vennerne får deres to cognac, selvfølgelig avec cacaomælk.

Hvis man på Mads Bonde skulle få det indtryk at tiden er gået i stå, kan det på stedet med lidt ophængt statistik dokumenteres at det er den ikke. Gæsternes timeløn har nemlig udviklet sig. I 1972 var lønnen 20,92 kroner svarende til 12,05 øl; og i 1988 var lønnen 100,08 kroner svarende til 20,05 øl. Sikken udvikling. I 1988 blev man åbenbart distraheret, for statistikken går ikke længere, men Kbhguide skal da gerne gøre beregningen færdig og erklære at dagens timeløn for en beboer på Holmbladsgade kan omsættes i ca. 60 moderne afgiftssænkede discountøl.

Betjeningen på Mads Bonde er fin nok, men for nogen vil det nok virke forbavsende at man når man køber sin øl, får udleveret et askebæger i stedet for et glas.

Rygning.

Café Moccador

Dankort

Mr. Pimms

Dette lokale er så langt og smalt at man fra indgangen dårligt nok kan få øje på baren, men derudover har vi at gøre med en pub i traditionel britisk stil med masser af mørkt træ. Bortset fra spillemaskinerne der aldrig har pyntet på noget værtshus, er stilen ret konsekvent gennemført og underbygges yderligere af et større whiskysortiment end man almindeligvis ser på Amager. Danmarks scoring i landskampen mod Italien udløste en omgang til alle.

Musikken i jukeboxen er up-to-date.
Dankort

Parkgården

Post Bodega

Se nu bare på bartenderen. Her kommer man og beder om en pilsner og en Underberg, og så kommer han og leverer en pilsner og en elefant. Efter megen parlamenteren trækker han dog elefanten tilbage, og lidt senere trækker han sig selv tilbage; faktisk kan benene ikke holde balancen længere, og han går i gulvet, men heldigvis er Post Bodega fuld af stamkunder der stedkendt kan finde både øl og sprut frem og betjene kassen samtidig.

Post Bodega er med andre ord endnu et eksempel på den rutinerede værtshuskultur man finder på Amagerbro. Der danses, snakkes og spilles på spillemaskiner som om der ikke var en dag i morgen.

Rygning.

Sommerlyst

Huset er revet ned.

Man kan sige meget om værtshuset med det smukke navn. Der må naturligvis være udendørs servering sådan et sted, men sjovt nok sidder der ingen nu. Måske har det noget at gøre med at det fryser 8 grader. Men indenfor er der varme og glæde, og en yderst talentfuld stamgæst med backinggroup spiller for os allesammen så vi ikke kan være i tvivl om at Holmbladsgades virkelighed er mere værdifuld end noget realityshow med stjerner for en aften.

Men Sommerlyst overrasker på mere end en måde; plastikblomsterne fra sidst er opgraderet med levende tulipaner, det spartanske ydre er blot skalkeskjul for levende danselyst, og musikken holder kun pause fordi der jo også er øller der skal drikkes. Hvis man trives i det 21. århundrede hvor synes er væsentligere end væren, skal man ikke indfinde sig på Sommerlyst, for her kommer skønheden indefra. Og det er godt det samme når man lader blikket stryge gennem lokalet.

Musik fra det livlige danske poprepertoire.

Sundby Kro

Vinstuen

Værkstedet

Til tider er der mere dødt end nu, men i aften er der også folketingsvalg, og spændingen stiger efterhånden som det tyder på dødt løb mellem kombatanterne på skærmen. Vi er i et arbejderkvarter, og derfor er det vel ikke overraskende at alle hepper på Socialdemokratiet, men vi troede nu at moderne håndværkere på værksteder alle stemte på Venstre. Det er godt at se at fordomme ikke altid holder. Værkstedet har potentialet til at blive meget sjovt, også i betragtning af den for området liberale lukketid.

På skillevæggene kan man betragte de mange sejrsskilte for de hæderkronede vindere af tænkeboks- og balutturneringerne der afholdes her med jævne mellemrum under indtagelse af flæskesteg med surt. Hvad er mon en balut, og er Danmark ikke for lille et sprogområde til at have sådan en?

Dankort