Vi er kun få kilometer fra det sted hvor Kong Harald lod sig kristne, og det kom der jo ikke meget godt ud af. Kun små tusind år senere kom tyskerne og tog det hele, så nu hedder Slesvig Schleswig, og sådan er det hele vejen igennem. Heldigvis udviser man her i byen en betydelig reverens for den norrøne fortid. For eksempel har man her indrettet en stor bygning til bryggeriet Asgaard hvor man brygger et par varianter af "vikingernes guddommelige øl". Bryggeriet fungerede tidligere som værtshus og spisested - lidt ligesom Nørrebro Bryghus - og gør det sådan set endnu, men der er alligevel sket store forandringer siden Luziferkæden overtog stedet. Nu skal vikingerne nemlig kobles sammen med djævelen, for Luziferkæden har en nuttet bamse med horn som logo, og derfor er for eksempel det gamle rökerkomer nu blevet til Wikingerlounge og bevogtes af en stor trefork. Der er skruet væsentligt ned for temaet og temmelig meget op for den hovedløse kommercialisering af de danske vikinger, og djævelens horn kobles meningsløst sammen med de historisk ukorrekte hornede vikingehjelme. Fanden selv er altså ved at få godt fat i Asgaard, og hele konceptet drejer sig nu om spisning af pizza og dessertbuffetter. Lige nu sidder her nogle unge klapvognsforældre og får sig en salat, og nogle ældre bedsteforældre der ikke gad tage eftermiddagskaffen derhjemme. Her har Luzifer fundet sin niche, og man finder helt tilsvarende etablissementer på Sild og i Kiel, Hamborg, Egernfjord og Travemunde. Ingen musik.
|