Det er tirsdag aften i højsommersæsonen i Slesvig. Og vi er på byens eneste egentlige værtshus; som her viser sig at være en irsk pub. Og hvordan klarer sådan et værtshus egentlig den enorme opgave det er at være eneste ordinære ølsted i en by med firetyvetusinde indbyggere og ikke så få turister? Meget enkelt, for vi to anmeldere er de eneste værtshusgæster mellem Flensborg og Kiel, og det er sgu da sørgeligt. Der er ellers ikke noget galt med Billys, der er en pub i bedste kontinentale irske stil, men det er desværre meget sigende at den eneste medgæst er et hængt skelet. Tør man håbe at det er vores konge Abel, der i 1252 brød ud af sin kiste i domkirken og siden har mareredet byen? Bartenderen fortæller at Slesvig ud over pensionister og naturelskere mest består af folk som højst går ud og bruger 10 euro i byen en enkelt gang i ugen. Kun i weekenden kan et sted som Billys løbe rundt, og det er i grunden synd.
|