Badeferie uden for sæsonen kan være en tvivlsom fornøjelse, især når den tilbringes i en næsten aldeles nedlukket badeby som Szántod, hvor der godt nok findes både marked og Bierstube, men hvor disse har indstillet aktiviteterne og overladt erhvervsaktiviteten til Shelltanken og Sparsupermarkedet. Vi er gået en aftentur på landevejen, hele vejen til nabobyen Balatonföldvár, hvor vi har fundet en stor, rustik kro som ved nærmere eftersyn viser sig at være en smule fornem på den med både tysk- og amerikansktalende gæster som af en eller anden ukendt grund er havnet ved Balatonsøen i efterårskulden. Som forventeligt er her temmelig tomt i det store lokale som let kunne rumme hundrede spisende gæster, så de har ikke noget problem med at fjerne kuvertopdækningen og servere os to store Soproni. For få timer siden kendte vi ikke et eneste ungarsk ølmærke, og nu kender vi adskillige, heriblandt altså Soproni, som smager fint nok på trods af den mildt sagt påtrængende mados her på stedet. Ellers er her hyggeligt nok med landlige rariteter og et maleri af fortidens kroliv i Ungarn, efter klædedragterne at dømme under et af tyrkernes besøg. Under loftet i udestuen mødes man af det overraskende syn af tusindvis af bananer der hænger til tørre, et lidt inkongruent fænomen selv om der selvfølgelig er nået bananer frem til Østblokken i vore dage. Ved nærmere eftersyn viser det sig da også at være majskolber, men det er stadig uvist hvad de skal tjene til. Men måske bestiller amerikanerne popcorn om lidt, og så giver det jo mening. Mastercard, Visa
|