Så er Københavnsguiden kommet til Bratislava, en by hvor alt er lavet om på ganske kort tid. For få år siden var den en mellemstor provinsby bag jerntæppet, og nu er den hovedstad i et selvstændigt land som snart indfører euroen. Når man pludselig skal til at anlægge nationalmuseum og præsidentpalads, fører det selvfølgelig til omvæltninger på mange planer, og det gælder måske også værtshusene. Der er mange moderne kombicaféer med lidt latte og lidt pizza og lidt øl, men den klassiske centraleuropæiske ølstue er dårligt repræsenteret, konstaterer vi efter et par timers ophold. Nu har vi på vej op ad slotsbjerget fundet Cafe Schlossberg, som er en temmelig moderne loungeagtig dagligstue med røde lænestole og sofaer hvor man kan spise, læse avis og lege med sin computer. Det er så langt fra den ydmyge ølstue med udslidte Skoda-arbejdere som tænkes kan, men både musikken og ølpriserne er behageligt østeuropæiske, og det hele er idyllisk placeret i et brolagt kvarter på bjerget op mod slottet. Slottet er i øvrigt genopført i 1960erne, så det braser sikkert sammen i Cafe Schlossbergs levetid. Lokal pop.
|