Midt mellem ingenting og ingenting lidt syd for Bunnahabhain ligger Ballygrant Inn ude på en mark, og her søndag aften sidder sammen med os en lille skare hebridianere på dette mærkelige værtshus. Og hvorfor skulle de ikke det? For udsigten er smuk. Man kan godt nok ikke rigtig se naboøen Jura gennem aftendisen, men man kan se 50 single malt whiskyer bag baren, og det ser jo heller ikke helt ringe ud. I højttalerne hører vi ægte skotsk folkemusik der har været vredet gennem en rytmebox, og i øvrigt sker der vel ikke alverden. Stedet er holdt helt i bordelpink og skulle efter sigende være det bedste sted på Islay, men det er vi nu ikke helt enige i skønt det vel ikke er en ringe kandidat. Det skal i hvert fald have anerkendelse for at være anderledes.
|