Hansens er Tysklands nordligste mikrobryggeri med udskænkning og har eksisteret her i byen siden 1990. Københavnsguiden har tidligere anmeldt bryggeriet på den gamle adresse som måtte fraflyttes pga. pladsmangel i slutningen af 90erne. Nu besøger vi det nye Hansen som har indlogeret sig på byens charmerende havnefront i et gammelt, fredet hus der tidligere har indeholdt familien Sonntags romforretning. Stedet fremtræder nu moderne, men husets alder og bevarede detaljer giver stadig et ganske nobelt indtryk. Bryggeriets kobberkedler i traditionelt design kan beses inderst i lokalet, men det var alligevel sjovere at gå rundt på det gamle bryggeri hvor udstyret spredte sig over flere etager. Pilsneren er ganske storartet, og det er sjovt at kunne følge den fra mæskning til nedsvælgning. Alt i alt ganske æstetisk, men også irriterende lydt, hvad en familie med småkravl ved nabobordet lod os mærke. Selvfølgelig skal den unge generation lære at drikke øl, men det skal da ske i smug og ikke i al offentlighed på dette stilige sted.
|