The Match Bar ligner mest en frisørsalon udefra, og umiddelbart indenfor ligner det et beboerlokale, men hele foretagendet ligger nede ad trappen hvor man har forsøgt at lave en slags britisk sportsbar med masser af fjernsyn og forskelligt nostalgisk tingeltangel, lidt atypisk udført i norsk fjeldtræ. Vi mødes af en engelsktalende bartender, og denne gang er det ikke en nordmand der ikke kan forstå os, så vi tøjler vor skandinaviske sprogfortørnelse for denne gang. Bænket med to Nordland pilsner, som vist er de billigste fadøl, vi har fået her i landet, slutter vi os til alle de øvrige tilstedeværende og følger med i den spændende fodboldkamp mellem Rosenborg og Lakselv. Eller Lofoten eller Lönneberg eller Leningrad eller Los Angeles, i hvert fald noget med L. Vi er aldeles uinteresserede, og det er lidt af et problem her hvor man ganske enkelt ikke kan undgå at se på et gjaldende fjernsyn. Kommentatoren er langt mindre interessant end dengang i firserne hvor Norge slog England på Wembley, hvad mange sikkert stadig kan huske. Men uden for fodboldsæsonen skal man slet ikke afskrive sportsbaren i kældermørket. Her kunne godt blive hyggeligt nok når man har fundet slukknappen.
|