I gamle dage for ti år siden var Nyord et rigtigt samfund hvor alle borgeres behov kunne tilgodeses. Der var stegt flæsk og store fadbamser på Lollesgård, og den lokale købmandshandel bestyredes på halvtredsindstyvende år af Lilly. Lilly er desværre væk nu, hvad vel ikke er overraskende i betragtning af hendes fremskredne alder. Lollesgaard lader til at trives, men holder desværre siesta mellem 16 og 17, så vi går videre rundt i byen og opdager et helt nyt fænomen. I en tid hvor meget beskrives som noget det tidligere var, fx postindustrielt eller postkommunistisk, må Nyord i vore dage nærmest kaldes et postsamfunds-samfund; altså en social konstruktion som tjener alle andre formål end at repræsentere og opfylde borgernes behov. Noorbohandlen her er et symptom. Det er ganske vist en butik som fører et utal af whisky- og romsorter foruden mange slags olivenolie og Bryghuset Møns produkter, kort sagt den kulinariske pendant til sommerlandets keramikgallerier og hånddyppede strikketøj, og ifølge den flinke tyske ejer opfyldelsen af en livslang drøm, men det er vel ikke helt oplagt at den slags til fulde kan erstatte Lillys Jakabov og skurepulver og den slags daglige fornødenheder. Derfor skal indehaverne her selvfølgelig ikke klandres, for her er såmænd vældig hyggeligt når solen skinner, og hvem ved i grunden? Når Nyords nye pendlerklasse kommer hjem efter en lang dag på motorvejen, trænger de måske netop til en gang speltbrød og Bunnahabhain årgang 1991. En ven af Kbhguide købte sig i hvert fald fattig i delikatesserne, og han er ellers en blasert københavner fra Elmegade. Dankort
|