Åh nej, endnu et turistgalleri med fadøl, tænkte vi, da vi på vej til kroen stødte på et uprætentiøst skilt der lokkede med servering og kunst. Vi har ikke gode erfaringer med den slags, men en lille pause på vej til kroen kan vel ikke skade. Vel bænket på gårdspladsen bemærker vi at det uprætentiøse heldigvis gennemsyrer hele konceptet som i al korthed går ud på at indrette stalden i en helt almindelig bondegård til sommercafé, sætte nogle borde op udenfor og overlade ansvaret for serveringen til en charmerende konsekvens af EUs østudvidelse. Et hold tyskere nede fra havnen har kastet sig over en ordentlig skudefuld gullasch med kartoffelmos, men ellers har det store rykind ikke indfundet sig, og der bliver ikke set skævt til Københavnsguiden der bare skal have sig en stor fadbamse. Et kig ind i stalden afslører at Højriis er lidt mere ambitiøst end først antaget, og det bekræftes da vi møder værten Poul, en glad bridgespillende kunstentusiast, som bruger sine pensionistår som iværksætter på øen. Her er faktisk et galleri i en tilstødende bygning med sprudlende Chagall-inspirerede malerier, og stalden vil snart blive udvidet med ferielejligheder. På en ø hvor de indfødte efterhånden uddør, og hvor tilflytterne er i pensionsalderen, bør den slags initiativer være velkomne, og de sikrer at Femø stadig er værd at besøge. Dankort
|