Grænselandet her burde da snildt være lige så multikulturelt som Indre Nørrebro, for her mødes jo hele to lande, Skandinavien og Centraleuropa, nordisk og teutonsk, de glade danskere og de omhyggelige tyskere. Som symbol på tidligere tiders modsætninger ligger her hele to grænsekroer og skuler til hinanden hen over det fårebefængte ingenmandsland som tidligere vogtedes af de tapre gendarmer. Men i virkeligheden er denne idylliske plet ude på den yderste revle overhovedet ikke multikulturel. Der er sønderjyske bønder på begge sider af en grænse der er blevet usynlig. De hedder Jensen og Nielsen og Hansen alle sammen, nogle drikker Fuglsang, mens andre drikker Flensburger, nogle kører gammel Fiat, mens andre kører ny Mercedes, men ellers er det hele ganske homogent. Al snak om grænsebomme og schæferhunde virker aldeles absurd her i marsken. Vi har påbegyndt afprøvningen af grænsekroerne på den danske i Rudbøl. Den skriver sig fra 1711 og er selvfølgelig først blevet grænsekro i 1920. Sandt at sige er der ikke tale om et værtshus i nogen egentlig forstand. Her er værelser til leje som det jo hører sig til en kro, men for de daglige brugere, som ikke er helt få denne tirsdag eftermiddag, fungerer stedet som spisested med danske klassikere og lidt ekstra spræl. Restaurationslokalet er meget smukt og er formentlig en nænsomt moderniseret version af det originale fra 1711. Man ser slet ikke skævt til øldrikkere, og det er helt frivilligt at vi fortrækker til terrassen med fuglefløjt og sparsom trafik af grænsegængere. Om lidt går vi selv ned i Europa og prøver den anden kro. Dankort
|