I noget der egentlig mest ligner en marskandiserbutik, har man fået mast et billardbord og nogle smukke gamle møbler ind og dermed fået lavet Helsingørs måske smukkeste værtshus. Oven i købet også med det smukkeste navn. I den lidt dunkle belysning skimtes rariteter, smuk kunst i lønmodtagerklassen og et hav af gamle fotografier, og kigger man op til baren, opdager man nogle afslappede bargæster som faktisk aldrig behøver gå hjem. Lukketiderne er nemlig yderst civiliserede, men når det endelig er tid, kundgøres det af gråbrødrenes klosterkirke der bimler sit gamle signal ud en gang i timen. Vi er faktisk ikke helt sikre på hvilken tidsalder vi befinder os i herinde, men gør det egentlig noget?
|