Endnu huskes vel forrige århundrede hvor nu tabte slægter levede i et Danmark med mange lokale facetter fra egn til egn og by til by. Ude i det danske ørige var der langt ind til byen, og lokale sproglige, erhvervsmæssige og kulturelle særpræg trivedes. Men nu har Morten Korchs lokalchauvinisme endelig tabt til Kaj Ikasts dejlige trafik, og man kan ikke længere skelne Rønne, Rødovre og Ringkøbing fra hinanden. I den lokale Superbrugsen eller Netto findes intet lokalt fingerpeg i udbudet der røber andet end en solid mainstreamsmag, og de små øer i øhavene er blevet forstæder til Næstved, Svendborg eller Århus, Men der findes dog ét sted i Danmark hvor man er uberørt af den trafikale udvikling. Fra Sjællands nordkyst kan man med en god halvvind efter mange timers sejlads pludselig se Anholts høje sydvestre pynt dukke op over kimingen og kalde én til sig. Og vel ankommet til Anholt kan man konstatere at den eneste trafik her er gående, cyklende eller pr. golfvogn. Vi snupper cyklen til Tanternes hus inde i byen fire kilometer fra havnen. Overtanten i dag er en ung mand der effektivt driver dette udskænkningssted som en typisk hvidskuret cafe hvor vi kan få Peruinspireret sushi baseret på Anholt-fisk. I gårdhaven kan man slappe af i hængekøjen eller sidde under et træ og nyde op til to slags fadøl, og med jævne mellemrum kan man høre motorlyden fra flyvepladsen hvor små privatfly lander og letter, for den eneste praktiske måde at komme til Anholt på er med flyvemaskine. Da vi stadig er i begyndelsen af august, kan man gå til i feriestemning, og det gør de mange turister i gårdhaven da også. Her gås på line og tales svensk og hollandsk mens man venter på at maden serveres. Men om mindre end en måned er det forbi, og Tanternes hus går i vinterhi, og øen vil igen være så isoleret som den er skabt. Dankort
|