Lukket Der står den i sin lidenhed, uanselig og dog fordringsfuld, afløseren til den gamle Skarøgrill der ikke klarede årtusindskiftet. Sommersild derimod har tolket på tidsånden og fundet at der nu skal mere end pølser og burgere til fadøllen hvis man vil lokke sejlende svendborggensere og ballenesere til Skarø. For som Flakfortet er de københavnske sejleres yndlingsmål for en kort tur, er den idylliske Skarø det for svendborgenserne. Og hvad er mere naturligt efter sejlturen end at inhalere en halv liter fadøl på øens tidligere så ubestridte omdrejningspunkt? Og det er da også næppe øens 25 beboere der tænkes på når menuen nu står på varmrøgede fisk fra eget røgeri, Skarøgyros og "franske pain"; de kommer nok i samme omfang som tidligere hvilket ikke har givet anledning til åbningstider uden for sæsonen. Derfor tilbydes også faciliteter som campingplads til 20 kr. i døgnet, minigolf og fjernsyn i skuret når der er landskampe. Selve caféen består - som man kan se på billedet - af en gårdhave med borde og parasoller og hvad der nu ellers hører sig til. Skuret der kaldtes Kabyssen engang og udefra nærmest ligner (og sikkert har været) maskinhallen for nabobondegården, kan godt siges at have lidt maritim stemning, selv nu hvor alle skråler fordi Danmark er ved at slå Norge, for hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt forveksle den med Skarøfærgens ventesal: Betongulv, bræddevægge, laminatborde og lysarmaturer i loftet. Af en eller anden grund kan man godt forestille sig at her kunne være gevaldig hyggeligt når alle samler sig, elorglet i hjørnet spiller Skarøsangen, og alle synger med fra øens egen sangbog. Vi anbefaler selvsagt et besøg på denne truede ø. Befolkningstallet er i takt med industrialiseringen af landbruget faldet markant de sidste hundrede år; til gengæld fouragerer fx alle efterkommere af en tidligere borgmester i Svendborg lige omkring købmandsbutikken i hele sommerferien. Skarø har ligesom de omliggende øer også været krongods i middelalderen, og er blevet kaldt Nyborg Slots fadebur. Fraværet af større rovdyr har givet haren gode betingelser her hvor de væsentligste predatorer i dag er de volley- og back-gammonspillende ø-lejrunge der holder til på østsiden af øen. Selv for ikke-sejlere er det ikke særlig svært og næsten ikke farligt at komme hertil. Skarøfærgen sejler fire gange om dagen og er kun forlist en enkelt gang i nyere tid. Dankort
|