For ganske få år siden var Lundeborg en by. Der var skov, der var strand, der var fiskerpige, og der var fiskermand, og på kroen eller Pakhusgården sad Ove Bager og drak sin aftenbajer mens hans søn spillede harmonika til. Nu er der ingen ting tilbage i byen. Danmarks hyggeligste kro, Lundeborg Kro, lukkede for et halvt dusin år siden, Pakhusgården blev gjort trendy, men kunne dog stadig fungere som udskænkningssted, og samtidig kom der en rædselsfuld Kunstcafé. Nu er også købmanden lukket, og i mellemtiden er Pakhusgaarden blevet til en restaurant som ingen fisker ville komme i, og det selv om folk i Thyborønhabit havde været velkomne, hvad de næppe er. Her lugter der nemlig af unghane i hvidløgssmør og ikke af knurhane i fiskersved. Og således oplever vi et mærkeligt paradoks. I takt med at en by dør, trækker den samtidig flere og flere turistkroner fra sejlere og campister til sig. Lundeborg er ved at drukne i sin egen idyl; den by der begyndte som et folkeligt levende og levedygtigt Klondike i midten af det nittende århundrede, og som ifølge førnævnte Bager blev det bedste sted på jord, indeholder nu kun badebolde og vaniljeis. Det er synd for Lundeborg og synd for Pakhusgården. Men der er ingen tvivl om at Pakhusgården er veldrevet på sine egne retroidylpræmisser, og Michaela og Michael Heering er både søde og meget elskværdige værter som vi ønsker alt godt. Dankort
|