Her lidt oppe ad bakken ligger Danmarks sidste fattiggård. Som en uheldig konsekvens af bistandsloven måtte den lukke i 1974 og henstår nu som et museum over sig selv. Men i de gode gamle dage blev svirende alkoholikere, dårekistelemmer og andre uværdigt trængende i Svendborg indsat her på vand, brød og hårdt arbejde indtil det behagede forsorgen at lukke dem ud igen. Når vi nævner det, er det fordi det måske er på tide at åbne porten igen. Vi bliver i hvert fald hurtigt fattige hvis vi sidder for længe på Børsen, for priserne på øllet er her skruet op til et absurd niveau. Børsen opfatter ganske givet sig selv som byens mest hippe sted. Og hvordan argumenter man så for det? Jo, man finder et gammelt smukt lokale, klasker nogle klinker på, finder en sær tingest at placere centralt, og så hænger man noget lidt bedaget kommerciel popkunst op. For at det rigtig skal trække i det klientel der gerne vil have hvad de kender, så har man også en udenlandsk standardfadøl eller to. På den måde er alibiet sikret, og det kan ikke skelnes fra andre cafeværtshuse i fx Odense eller Vejle. Og så kan man jo samtidig slippe afsted med de høje priser for øllet. Børsen fører sig nu frem som "gastropub", men er uforandrede i forhold til tidligere. Den sære tingest er her en kobberkedel der efter skiltene at dømme har søfartstilknytning, selv om det ikke lige er til at se om det er en dampkedel eller et bryggekar, men det ser da hyggeligt ud med lidt blankt kobber. Rent faktisk påstås det at øllet løber denne vej til fadølsanlægget. I weekenden er her naturligvis fyldt til bristepunktet, for det unge, pæne borgerskab kan ikke gå på den hyggelige Strandlyst eller de mere slammede steder som Svendborg også har en rimelig andel af. Dankort
|