Den tidligere K's Café som vi aldrig fik besøgt, er netop blevet til Miss Moneypenny, et ambitiøst forsøg på at bringe gourmetmad til Ydre Nørrebro, og til "middelklassepriser" som den entusiastiske indehaver forklarer over en smøg på det udendørs serveringsareal med grillen. Stedet er inspireret af ejerens afsky for salatmayonnaise og nachos som serveres på dyre og dårlige københavnske caféer. Om aftenen skal Miss Moneypenny være cocktailbar, et efterhånden ret omtalt begreb i det københavnske forlystelsesliv. Så vidt stedets egen PR. For os andre ligner det en for bydelen meget stor og luftig café med den slags pænt interiør som hører til den slags. Efter vores smag måske lidt i den sterile ende, men så må vi jo selv skabe stemningen, assisteret af den nyindkøbte projektor som snart skal i gang med at vise Champions League. Vi forbinder ikke umiddelbart cocktails med fodbold, og vi bliver nok ikke hængende for at finde ud af det, men vi bliver dog længe nok til at få kompetent grillmad ad libitum, og det var ikke så galt. Tilfældig poprock. Dankort.
|