Med skam at melde har vi aldrig besøgt Pub 53 i Københavnsguidens mangeårige historie, hvordan det så ellers kan lade sig gøre. Men heldigvis har de lokale passet godt på den, og derfor kan vi nu fortælle hvordan Pub 53 så ud i 1995. Og i 1985 og sikkert også i 1975. Det er tidligt onsdag aften, og ved baren har stamgæsterne gang i et terningspil som tilsyneladende bare bliver ved og ved. Det hele afvikles i en hjertelig atmosfære som kun sjældent bliver så højrøstet at den forstyrrer os heroppe på reposen, hvor vi har trukket os tilbage for at få overblik og nyde karikaturerne af Pia G, Jørgen Sø og Finn So. De ser alle ud til at have haft held med terningerne, og i det hele taget er stemningen glad og behagelig. Bartenderen har tid til at skifte Københavnsguidens askebæger før det løber over, og fra tid til anden kan man høre barpop i højttaleren. Man kan sikkert gætte sig til at det hele er brunt i brunt, så det nævner vi bare lige i forbifarten sammen med en anbefaling af denne hyggelige klassiker. Rygning. Dankort.
|