Broadbery's åbnede i december 2004, formentlig som reaktion på et stort, udækket behov for tunmousse, jalapeños og Leffe her i grænselandet mellem Vanløse og Frederiksberg. Den slags kan Københavnsguiden kun bifalde, for vi holder skam meget af alle tre dele, og det er også fint at Broadbery's har fundet sig et kæmpelokale og indrettet det ganske smagfuldt i en slags eksklusiv udestuestil med store vinduer, lysekroner og spejle. Det havde såmænd passet meget godt i Tårbæk eller Gammel Skagen, og måske kommer det også til at passe meget godt på Sønderjyllands Allé, men lige her i aften er her altså sandt at sige lidt dødt. Vi skal faktisk dreje nakken næsten af led for at konstatere at vi ikke er de eneste gæster, så tomt er her. Når man bevidst vælger et lidt minimalt, moderne design, må teorien vel være at de levende gæster skal levere den kolorit og atmosfære her helst skal være. Når gæsterne så udebliver, ser man hvor sart og udsat et miljø den trendy café i virkeligheden er. Dankort
|