Man skal ikke være alt for klaustrofobisk anlagt hvis man besøger Plan B. Det kan være en stor udfordring og lidt af en dagsrejse at skulle flytte sig fra sin krog op igennem stuen og ud til toilettet. Men der må jo være en årsag til at folk kommer alligevel. Og det er der. Vi beskriver til tider værtshuse som dagligstuer for gæsterne, og her på Plan B er det taget helt bogstaveligt. Gamle slidte stole, borde, reoler og sofaer udgør en hjemlig stue med en personlig kunst på væggene, og familiens unge søn står og leger med det gamle grammofonanlæg som lystigt spiller tressernes og halvfjerdsernes rock-, pop- og beatmusik. Men ingen hygge uden øl, og her er da også ifølge indehaveren omkring 400 mærker at få, herunder 8 haner med udmærket fadøl i. Det er dog et problem med Plan B at der faktisk kræves en Plan B, for bedst som man er ved at få gang i den planlagte smagsrække af pilsner, ale og stout, bliver man pludselig verfet ud i kulden bare fordi klokken er blevet 10. Men det skal være dem tilgivet. Når vækkeuret ringer næste morgen, er man sikkert glad for at man stoppede i god tid, da de fleste øl fra mindre bryggerier og mange af de udenlandske øl oftest har en noget højere alkoholprocent end de danske industriøl. Det bør dog ikke afholde nogen fra et besøg på dette sjovt anderledes sted, og man kan da også få både kaffe og te og noget at spise. Vinylmusik Dankort
|