Det giver jo en følelse af tryghed at man kan få den samme burger fra McDonalds overalt på kloden uden nogen chance for variation eller lokal påvirkning. Og selv om den første Hard Rock Cafe åbnede i London, er der noget amerikansk samlebånd over stilen. Forholdene er store og ganske uintime, men tilstræbt britiske. Temaet er for så vidt en meget god ide. Et rockmuseum med forskellige artefakter fra historien. En indskydelse trænger sig på: Som den katolske kirke har relikvier af typen 'Johannes Døberens kranium fra da han var tolv', har man her en skjorte som John Lennon har båret. Mon den hænger i alle andre søsterpubber også? Ved siden af etablissementet er en lille butik hvor man netop kan købe al den slags junk. Men tilbage til indretningen. Det er også en restaurant, og man skal for at komme ind henvises fra tjeneren ved døren, også når man bare skal til baren. Og Hard Rock Cafe er da også først og fremmest stadig et burgeragtigt spisested. Rødternede plasticduge på bordene er nok en nedtur for de spisende gæster, og lydstyrken på den hårde rockmusik gør formentlig en hyggelig middag umulig. Men et koncept ved man hvad er, og Hard Rock Cafe er populær, særligt blandt turisterne fra provinsen. Dankort
|