Her er endnu et bevis på at vort københavnske værtshusliv har slidt klicheerne af sig og tør finde nye udtryk. Café Globen kan måske ved første øjekast ligne kantinen på KUA tilført lidt stearinlys, men når man først er bænket i kælderhøjde med udsigt til urene der viser tiden i Turesensgade, Grand Canyon og Ouagadougou, indser man projektets globale karakter. Globen er en slags moderne, demokratisk Eventyrernes Klub, måske nærmest at sammenligne med (bedste)forældregenerationens Galathea-Kro, som jo også omsætter rejselyst og -erfaring til en speciel oplevelse for gæsterne. Her er fotografier fra alle mulige og umulige hjørner og kroge af verden, vandpiber, en fletkurv og en bongotromme. Her er verdensatlas og tag-hjem eksemplarer af Adventure World, og rækker man hånden ud after læsestof, finder man et kort over en fjern bjergegn i Himalaya. Det hele aldeles fascinerende, og skulle man planlægge sin næste tur til ulandene, ville Globen nok være et godt sted at hente inspiration. Bortset fra, altså, at her ikke er en levende sjæl bortset fra bartenderen og et par venner. Muligvis befinder hele det potentielle publikum sig på den årlige jordomrejse, men lige nu sker her slet og ret ikke en døjt. Har man lyst til i den københavnske sommervarme at drømme sig til endnu varmere steder, er her faktisk OK, men måske skulle man komme igen til vinter når globetrotterne vender hjem med nye souvenirs og historier.
|