Cafe Victoria er ifølge stedkendte et vigtigt sted her i Hvidovre, og cafeens hjemmeside påstår sågar at forene danmarkshistorie med fransk køkken. Nu sidder vi så her og funderer over hvilke historiske begivenheder der kan have udfoldet sig her i det ret nybyggede cafeakvarium på Hvidovrevej, og vi tænker såmænd også på hvordan Victoria kan være vigtigere end fx det nærliggende Johnnys Bodega der har åbent til 5 på en god dag og serverer øl til lidt over det halve af Victorias priser. Vi kan ikke svare på det, men vi må være helt ude af trit med et eller andet, for her er propfyldt med spisende gæster denne torsdag aften, i baglokalet er dækket op med hvid dug og indtil flere vinglas pr. kuvert, og her i forgemakket er stemningen også mere som spiserestaurant end cafe, og da slet ikke værtshus. Dagens ret er paprikagryde med ris, og aftenens musik er aldeles fraværende og erstattes i rigt mål af bestikskramlen og snak som fortættes oppe under det skrå loft og derefter kastes i hovedet på gæsterne. Man skal passe på med at blive alt for blasert, og det tilkommer ikke nødvendigvis københavnske værtshusanmeldere at tvinge deres værdier ned over sovebyernes samlingssteder, så lad os bare stilfærdigt konstatere at Victoria, danmarkshistorisk eller ej, egner sig bedre til paprikagryde med ris end til store fadbamser. Dankort
|