Hvis man for eksempel skulle have glemt at drikke sin øl før man begiver sig ud på Holbækmotorvejen, eller hvis man er en skaldet håndværkertype med mundskæg og lyst til en pot billard, er det jo et stort held at Den grønne Hest lige skulle ligge her. Ellers er det nok tvivlsomt om andre end de mest lokale nogen sinde oplever denne ret store provinsbodega af den lidt upolerede type. Navnet er i skingrende modsætning til indretningen, for med mindre man er tilstrækkeligt skeløjet til hverken at se på loft, gulve eller vægge, er det helt dominerende indtryk præget af farven bordeaux. Hestemotivet er også ret svagt begrundet her midt i Folehavens trafikinferno. Fadølshaner er her ingen af bortset fra på billederne af stamkundernes festivitas der åbenbart har været henlagt til et mere velforsynet sted. Vi andre må trøste os med spillemaskinerne der er så højrøstede at vi er ude af stand til at bestemme musikken. Den Grønne Hest reklamerer på sin facade med at den er et rigtigt storrygerværtshus.
|