På hverdage kan man sagtens besøge Komplet og få serveret en øl ved et rigtigt bord med udsigt til Øster Farimagsgades fortove. Denne lørdag aften er bordene inddraget til spisning af stedets lidt avancerede menu der starter med 138 kroner for en hovedret, så vi fortrækker til baren hvor vi får serveret månedens øl fra mikrobryggeriet Andrik. Efter lidt snak om brygget viser den søde bartender os et glas med ingredienserne: Nederst pilsnermalt, derefter lag af mere eksotisk malt, humlepiller, enebær og stjerneanis. Andrikken smager ganske rigtigt af det hele, og derfor kan vi godt være tilfredse med besøget. Vi havde ellers følt os lidt stedmoderligt behandlet ved at være forvist til ventebaren i en spiserestaurant, men mens vi sidder her fyldes lokalet med øldrikkere, og vi er efterhånden i centrum af et sjovt, ungt miljø hvor bartendere/tjenere og publikum tilsyneladende alle kender hinanden. Vi kan godt forestille os at Komplet kan være sjovt uden for weekendens myldretid. Dankort
|