Amokka var et særdeles hot sted i slutningen af halvfemserne da Kbhguide trodsede tidsånden og drak øl når nu man havde oprettet et tempel hvor publikum kunne dyrke sin tilsyneladende kvalitetsbevidsthed med at vælge mellem bolivianske og congolesiske kaffebønner. I mellemtiden har tidsånden krævet udskiftning, og Amokka er blevet til Dag H, og temaet er blevet lidt mere flygtigt. Det er for eksempel første gang vi hører om en Latte Dag H. Opkaldt efter Sveriges kendte FN-generalsekretær i halvtredserne som Dag H er på grund af adressen, har man måttet opfinde et nyt koncept. Rundt omkring hænger billeder af Dag der hilser venligt på vigtige mennesker. Dag hilser på John Fitzgerald Kennedy, og derfor kan vi få en amerikansk Anchor Steam Beer. Dag hilser på Charles de Gaulle, og derfor kan vi få Boeuf Bearnaise og chokolademousse, og Dag hilser på en zuluhøvding, og følgelig kan vi bestille grillet gedeost. Men en interessant historisk detalje har vi dog fået ud af besøget. Dag Hammarskjöld var lige så knyttet til sit jakkesæt som Kristiern den Anden var til sin hat, jf. i øvrigt anmeldelsen af Chr. II's Pub i Nyborg. Dag Hammarskjöld huskes altså stadig næsten halvtreds år efter sin død, men Dag H vil ingen huske om ganske få år. Ingen musik. Dankort
|