I dag er det søndag, og så er København en smule mere død i sværen end på resten af ugens dage. Vi søger derfor mod en af de aldrig svigtende gamle vindersteder i middelalderbyen. Skindbuksen er et ældgammelt værtshus og restaurant fra 1728 i et lille kælderlokale med bar i hjørnet. Det er som så mange andre steder i kongens ældre København mørkebrunt, men de skæve vægge og det snart helt nikotingule loft står med overraskende ny kunst på sig. Her ses de mange portrætter af alle de kendte skønånder der gennem tiderne har beæret Skindbuksen med deres ophold. Specielt - ses det - er de stolte af at Jens August Schade var hyppig gæst. Selv om stedet har været værtshus siden 1796, er navnet først fra 1930. Tidligere hed det Droskekælderen, men de mange kuske der udgjorde hovedparten af stamgæsterne, foretrak fornuftigt nok en varm benbeklædning, og det i et sådant omfang at Skindbuksen til sidst tog navn efter fænomenet. Det er ofte svært at få plads til bare at drikke en øl da spisende gæster prioriteres. Skindbuksen modtog i 1989 "Årets pølse" af det svenske selskab Gammeldanskens Vänner. Levende klaver- og syng-med-underholdning de fleste af ugens dage. Dankort
|