Først lidt historie. Kronprins Frederik modtog en gang dette brev (her i Victor Hansens oversættelse):Lord Nelson har Befaling til at skaane Danmark, naar det ikke længere gjør Modstand, men hvis Skydningen vedbliver fra dansk Side, nødes han til at sætte Ild paa alle de flydende Batterier, han har taget, uden at han formaar at redde de tappre Danske, som have forsvaret dem.
Ombord paa Hans Britiske Majestæts Skib "Elephant", Kjøbenhavns Rhed den 2. April 1801 Nelson & Bronte
Til Englændernes Brødre, de Danske Som det ses af brevet, er englændernes store søhelt ikke bare en forfængelig viceadmiral der omtaler sig selv i tredje person, men også en krigsforbryder der truer med decideret nedslagtning hvis ikke fjenden overgiver sig. Truslen lykkedes, og Kronprinsen overgav sig uden at have rådført sig med kommandør Olfert Fischer. Englænderne regner sejren over København for en af Nelsons store bedrifter, men det hører dog med til historien at englænderne mistede flere søfolk end danskerne gjorde. Så meget om historien, men hvorfor vælger man dog at opkalde et værtshus efter en terrorist, og så i disse tider hvor heltedyrkelse af terrorister er decideret ulovlig. Måske skyldes det at Lord Nelson er ejet af en brite, og på 200 års afstand skal vi gerne tilgive ham det upassende navnevalg, ikke mindst i lyset af at det netop er en englænder der er den (vist nok) første der opretter et værtshus udelukkende med øl fra danske mikrobryggerier. Tilmed er her af en eller anden grund svært hyggeligt, og det er egentlig ikke til at se hvorfor, men det gamle varme kælderlokale, bart indrettet, giver en ny og bedre version af begrebet minimalisme. I de senere år har en mængde ølentusiaster naturligvis fået øjnene op for stedet, og det sætter et mærkbart og nørdet præg på Nelson. Her er sjældent nogen kvinder, og al samtale drejer sig om øl eller andre tekniske ekspertområder. Personalet er venligt og som regel vidende om stedets produkter. Dog kan det være svært at finde ud af hvor meget øl der egentlig er i en stor fadøl, men det er vist omkring 40 cl., og det gør altså ølprisen noget høj. Til gengæld får man så et øludbud med fokus på kvalitet. Rygning, men dog med rygefri perioder. Dankort
|