Denne anmeldelse skrives i hast, for Hoppe's happy hour har en hård bagkant i dag: Når den sidste billige fadøl (og så billige er de altså heller ikke) er drukket, skal her holdes et privat arrangement. Men vi kan snildt nå det, for her er ikke meget at beskrive. Hoppe's er en café/restaurant hvor kaffekopperne dominerer, selv under happy hour. Vi betjenes af sortuniformeret personale som henviser til "et bord til to" og udleverer et fornemt menukort hvor øludbuddet desværre er begrænset til tre linjer, så et ølentusiastisk sted er der ikke tale om. I det hele taget har vi svært ved at oparbejde nogen entusiasme for dette sted, som godt nok er meget nydeligt med lysekroner og mursten og temmelig høj musik, men helhedsindtrykket bliver helt ærligt noget tamt. Cappuccinopigerne ved nabobordet taler jysk, og måske er Hoppe's simpelt hen cafégenerationens svar på Exalon, altså et forudsigeligt, provinsielt mødested hvor man hverken bliver skuffet eller alt for glædeligt overrasket. Der opfyldes i hvert fald et behov, for her er pænt fyldt mens de sidste minutter af den glade time rinder ud. Dankort
|