Ved vores sidste besøg blev vi lokket ind fra gadeplan med skiltet 'Fodbold, Fladskærm, Fadøl, og Flotte Piger', men denne gang er vi gået bagvejen ind gennem den hvælvede kælder inde fra Bøf og Ost hvor vi har fået et ikke helt billigt måltid. Og så er det jo godt at komme ind på noget der også fungerer som almindeligt værtshus hvor man kan slå mave. Både Bøf og Ost og Peder Oxe har forbløffende mange svenske og norske gæster hvilket jo er rigtig hyggeligt, så noget tyder på at man i den gamle kælder har ramt en nordisk stil. Til gengæld er det gået lidt tilbage med ølambitionen de senere år, og nu serveres der kun de standardøl som de fleste jo alligevel drikker. Og det er måske kernen af problemet for Peder Oxe. Beliggenheden har man, og kunderne kommer af sig selv, så hvorfor spilde tid og kræfter på at lefle for dem. Nå, Peder Oxe ligger jo i hjertet af middelalderbyen i et af de ældste huse, og det har man fået rigtig meget ud af. Hvis man husker at dukke hovedet under hvælvingerne, er det umagen værd lige at søge rundt i hjørnerne, for man kan sikkert godt finde en rigtig hyggelig krog at hænge i. Lidt blandet rockmusik lyder under loftet. Dankort
|