Vi har ved tidligere besøg tilladt os at græde lidt snot over det gode, gamle Ambrosius som lå her i vores ungdom, og hvor der er spillet en del billard i tidens løb. Lad det nu være nok med det, for denne fredag nat viser Bloomsday sig som en værdig afløser. Værtshuset er som bekendt opkaldt efter den dag for cirka hundrede år siden hvor en irer ved navn Bloom vandrede rundt i Dublins gader, hvilket senere er beskrevet i en bog af ganske latterlig længde af en anden irer ved navn Joyce. Det kunne ikke falde os ind at læse sådan noget intellektuelt bras, men vi vedkender os gerne en faible for den irske kultur som ellers bliver skamredet på det grusomste af kontinentale konceptpubber. Her kunne det imidlertid se ud til at vi har fundet noget mere autentisk, for vi er tilfældigvis dumpet ind i en seisiún - der jo som bekendt er en betegnelse for en forsamling af irere der tilfældigvis er dumpet ind på værtshuset for at sidde og file på deres violiner. Vi har tidligere beskrevet denne fortræffelige musik som til hver en tid slår Streckerpubbernes tilfældige importerede new zealænder der lige har lært Whiskey in the Jar og The Wild Rover. Som på mange værtshuse der frekventeres af den herboende angelsaksiske koloni, foregår alt selvfølgelig på engelsk, og vi skal også sidde og se på en rugbykamp i fjerneren. Hvis vi ikke gider det, kan vi søge adspredelse i Daily Mirror, og det er ikke så godt, men så har vi jo vores Guinness der som bekendt er noget dejligt sort stads. Sláinte. Dankort
|