Mon ikke det er første gang vi kommer ind på et nyindrettet sted, og det så rent faktisk er blevet et ægte københavnsk værtshus uden forstyrrende livsstilselementer. Nå jo, der er selvfølgelig lige ølhæftet fuld af udenlandske øl hvor bartenderen på toppen af hver side anbefaler hele molevitten, men det ser vi med særdeles milde øjne på. Faktisk så vi gerne lidt mere af det. Hæftet er måske ikke skrevet af den største sprogekvilibrist, men meningen er god nok, og Trykbar har egenskaber nok til måske at blive et favoritsted for Kbhguides hårdt prøvede anmeldere. Lad os endelig få flere professionelt drevne klassiske københavnerbarer. Øludbuddet koncentrerer sig om tyske og amerikanske pilsnere og ales, men der er også adskilligt andet at gå i gang med. Priserne ligger på 48 kr for ca. en halv liter, men det er heller ikke urimeligt for udenlandsk øl udskænket på denne adresse. Som regel er etablissementet betjent af en yderst sød og charmerende bartender. Det er bestemt ikke en dårlig forudsætning for at få sparket et entusiaststed i gang, så vi ønsker held og lykke og skal gøre vores for at støtte. Der skal dog lyde en advarsel til både rygere og ikke-rygere. Lokalet er ikke stort, og i weekenden kan her være mange mennesker, og der ryges intenst. Det vil for de fleste være et meget ubehageligt miljø sådanne aftener. Dankort
|