Forhåbentlig indgår det ikke i den relativt nyetablerede Café Sagas forretningsmodel at hovedparten af omsætningen skal skrabes ind på lumre sommerlørdage hvor regnen først hører op sidst på eftermiddagen. For i så fald ender Saga nok snart som blot og bar saga. Lige nu, efter at et ældre par er tøffet hjemad, har Københavnsguiden den fulde opmærksomhed fra to søde barpiger, og at dømme after den gennemtrængende bacondunst huserer der også en opkogt kok et sted i baggrunden. Og det er da egentlig en skam, for lige netop sådan en sløv eftermiddag er der en egen hygge ved at sidde her nede i kælderen og kigge ud på gaden mens Radio 100FM ævler løs, og stearinlysene brænder ned. Pænt og smagfuldt er her, både lysebrunt, mørkebrunt og beige, og her er tilmed noget kunst, og om den skal der kun bemærkes at den også er lidt hen i det brunlige. Måske tilsiger tidens logik at Rittas Kælder måtte blive til Saga, men i dag har vi i hvert fald ikke set beviset for at denne udvikling var uomgængelig og nødvendig for kvarteret. Det kan være det sker en anden dag. Dankort
|