På Vesterbro ligger en lille bar hvor man drikker øllet af snapseglas eller noget i ca. samme størrelse. Det kan virke temmelig underligt, men forklaringen kommer når man ser på prisen. Her udskænkes Københavns allerdyreste øl med literpriser helt op til 200 kroner. Her drikkes ikke meget, men folk nipper lidt til dråberne med kendermine og synker så hen over arbejdet med ipad'en imens de lytter til lidt forsigtigt hyggejazz fra højttaleren. Om øllet nu helt lever op til priserne i konkurrencen med andre fremragende øller i byen, må vi lade være op til hver enkelt ølkender, men der er i hvert fald et rosværdigt stort udvalg i typer og styrker, lige fra 2,9% til 12,0%. Anmelderens personlige favorit til eftermiddagsbrug er Citra Ipa, en frisk smagende kraftig - omend ikke lammende - humlet ale af amerikansk tilsnit. Hvis pengene sidder lidt løst, kan vi sagtens anbefale at man går på opdagelse i den gamle kælder midt i det oprindelige arbejderkvarter hvor man i øvrigt stadig kan købe en øl til 15 kroner. Dankort
|