Lukket Her på hjørnet lå tidligere Cafe Hjørnet, et klassisk Halmtorvsværtshus med øl til rimelige priser for et arbejdende publikum. Den slags kan naturligvis ikke blive ved med at gå, og en ny ejer måtte derfor genopfinde stedet. Nu er det jo nemmere at finde på noget som andre allerede har fundet på, og derfor valgte man en pubagtig ting i engelsk stil, og stedets tema i 2006 skal selvfølgelig være udenlandsk øl og øl fra mikrobryggerier. Den slags kan vi selvfølgelig af helt principielle årsager ikke gøre andet end at støtte, men det er dog en skam at temaet ikke er valgt af veneration for øllet, men kun for at tækkes den imagebevidste kunde der gerne vil lægge pengepung til de lidt urimelige priser. Bartenderen i aften er både sød og charmerende og sjovt nok vist ikke den helt store ølentusiast. Men pyt med det, kunderne er egentlig også ligeglade og er mere interesserede i højrøstet at følge VM-kampen mellem Kroatien og Brasilien på stedets storskærm. Medlemmer af Ølentusiasterne får 10 procents rabat, og det skal til stedets ros siges at her er rigeligt at gå i gang med. God tørst. Dankort
|