Lukket Lolas Café åbnet her Hvis vi, bare rent retorisk, antager at der i vore dage partout skal ligge en ung, smart café på hvert gadehjørne, så må Bar2k roses som en hæderlig repræsentant for genren. Nogle caféer kan faktisk genskabe den fra værtshusene kendte intime, dagligstueagtige atmosfære hvor man får lyst til at hænge hele eftermiddagen. Det er selvfølgelig ikke let at sige hvad der skaber denne stemning, men indretningen må have noget at sige. I modsætning til de yuppieinficerede overklassecaféer hvor man jo bare køber stort ind af dyrt og fantasiforladt inventar, så har Bar2k møbleret med et charmerende udvalg af marskandiservarer suppleret med kunstnerisk draperet fløjl (eller hvad det nu er) i loftet, en væg tapetseret med gamle nodeblade og al den slags skrammel der tiltaler de cafégæster som lever af SU snarere end aktieoptioner, og som ikke strammer slipset før besøget. For at tilgodese hele spektret er avisholderen dog leveringsdygtig i både Euro(wo)man, Familie Journalen og Anders And. Hvis du ikke lige må og skal have en Hof på flaske, kan Bar2k godt anbefales. Musik: Impressionistisk stene-pop. Dankort
|