Navnet Barbar Bar stammer fra Wikke og Rasmussens fantasifulde univers, men etablissementet her kunne ikke have mindre til fælles med det skumle film noir-værtshus hvor Olsen bestilte to kolde fra kassen. Virkelighedens Barbar Bar er nemlig et standardcafeprodukt til Vesterbroborgerne når de vil have brunch, sandwiches eller wraps i et gyldent og trygt cafeskær. Den ligner en sammenblanding af en spansk klosterkælder og et konditori med ægte plastikstuklofter og klunkelysekroner, og på trods af denne indretningsspecialitet har man alligevel ikke kunnet undvære det obligatoriske metaludsugningsrør under loftet der hører hjemme som pynt på enhver café. Gæsterne her skulle efter sigende alle være noget ved musikken, men den ægte vare kan dårligt trænge igennem det meget høje lydniveau af højrøstet tale. Klientellet deles afgjort ikke med naboen Vester Kro da man ser et voldsomt socialt skel på de tyve meter. Maden er der efter sigende vist ikke så meget at sige om, men en gang imellem er her stand up-show. Dankort
|