Her på revolutionspladsen for kampen om Maastricht må vi konstatere at selv hjemstedet for hætteklædte autonome er overtaget af folk der kun drikker øl hvis det er fra fad eller er udenlandsk. Ellers gør prisskiltene kun noget ud af kaffe på fransk og forskellige årgange af Dom Perignon. Måske er det ikke mærkeligt, for på trods af det grusiske navn ligner det betænkeligt et fransk konditori. Det lydlige udtryk udgøres af den temmeligt påtrængende og rungende snak, blandet med amerikansk dekadent popmusik. Den stedlige fryd for øjnene udgøres primært af klientellet, og hvis man gør en dyd ud af at blive blakket af af priserne, bør det da også kunne ses at man har råd til at tage sig ud. Hovedindtrykket bliver således lidt kedsommeligt, og fra øldrikkerens synspunkt er det selvfølgeligt beklageligt at der er gjort så lidt for de ikke-spisende gæster. Dankort
|