|
8
|
|
|
10 Fadøl (fx fra Amager Bryghus, BeerHere, Djævlebryg, Herslev, Raasted, Mikkeller, Göller, Flying Dog) |
Et navn som Ølbaren får jo straks mundvandet til at løbe, og på Nørrebro må den nye trend jo også have sit nye tempel, tilpasset bydelens temperament. Det er der kommet et bemærkelsesværdigt skrabet sted ud af. Men det drejer sig jo naturligvis om at koncentrere sig om det væsentlige her i livet uden for mange falbelader, og for gæsterne her på stedet er det væsentlige altså øl. Og hermed er øluinteresserede københavnere advaret, for det er ikke til at få en øl der ikke er mærkelig eller original på en eller anden måde, og prisen er også meget høj for de gyldne dråber, så man skal enten være entusiast eller ligeglad med priser for at tilbringe aftenen her. Vi er dog hoppet i fælden adskillige gange, for værten Jakob finder nogle spændende varer og arrangerer nogle underholdende værtshusquizzer der handler om mere end øl. Og det er da også sket at redaktionen er løbet med sejren, og da der er penge involveret, er der jo råd til efterfølgende at snuppe en omgang til. Ølbaren har ligget der siden december 2002 og klarer sig tilsyneladende fint, så hvis de på et tidspunkt tænker på at invitere flere folk ind end bare dem der har behov for rå nøgenhed til at ledsage væskeindtagelsen, så har baren måske en stor fremtid foran sig. Rygning forbudt. Dankort
|